Skip to main content

I paradoksernes univers

Journalist Jacob Berner Moe, jacob@bernermoe.dk
1. nov. 2005
015 min

»Tak søskende.« Manden bag talerstolen smiler ned til omkring 175 kvinder og mænd i alle aldre, der er samlet denne søndag morgen i Søborg. Mændene i jakkesæt og skjorte. De fleste med slips. Kvinderne bærer typisk kjoler, og håret er sat.

I næste øjeblik bliver kirken fyldt med sang.

»Med overbevisning« står der i salmebogen over første nodelinje. Det er en overflødig bemærkning. Kirkerummet er fyldt med overbevisning. Overbevisningen om, at den amerikanske dreng Joseph Smith Junior i året 1819 fik sin første åbenbaring, og at drengen senere blev profet. Og troen på, at man kan vende tilbage til Guds rige efter dette liv, hvis man altså gør, som Gud ønsker.

Bag flyglet sidder en koncentreret Michael Sprehn. Han er højpræst i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (mormonernes kirke) og denne søndag samtidig trådt ind som pianist.

Michael Sprehn har endnu en titel: Overlæge på Respirationscenter Øst, H:S Rigshospitalets Neurocenter. En afdeling for patienter med sjældne respiratoriske handicap.

Gudstjenesten, som i virkeligheden er et såkaldt vidnesbyrdmøde, er ved at være slut. Mellem syv og ti »søskende« har været på talerstolen og har fået lettet deres hjerte. De fleste græd og næsten alle udtrykte stor tillid til »vor himmelske fader« og taknemmelighed over for de andre medlemmer af kirken.

»Ja, hvordan forklarer man alt det her til de fladpandede læger?« Michael Sprehn ser først helt alvorlig ud, så smiler han skævt. Han har sat sig på en bænk foran kirken i sit lysebrune jakkesæt med matchende slips. Så begynder han selv:

»Videnskab er fantastisk godt. Jeg elsker videnskab. Men det er kun godt til alt det, der kan måles og vejes.«

Hans stemme er usædvanlig. For ung til snart at runde 50 år. Den er ren og sart, men på samme tid selvsikker og overbevisende.

»Videnskaben har nogle utrolige begrænsninger i alt det virkelig væsentlige. Der har videnskaben ikke noget sprog.«

Michael Sprehn og andre mormoner skal overholde »visdomsordet«. En slags sundhedslov, der forbyder tobak, alkohol og kaffe og te. Måske er det grunden til, at højpræstens lyse hud er overraskende glat. Håret trækker til gengæld op aldersmæssigt. Det falder fra toppen af hovedet ned over panden, hvor det vender i en skarp kurve, og følger hen over øjenbrynene. Velfriseret og fladt.

»Men jeg er også et mysterium for mig selv,« siger han. »Det er selvfølgelig mærkeligt, at en læge går i sådan en anderledes kirke. Det kan jeg da godt se. Men jeg har det godt med det, og det bruger jeg som min vinkel i mange ting. Hvis det er noget, der fungerer, så lægger jeg det til mit repertoire. Det her fungerer.«

Omvendelsen

Der var ellers ikke meget, der tydede på, at Michael skulle ende som højpræst i mormonernes kirke, da han som ung mand læste medicin på Københavns Universitet.

Han kom fra en familie uden nogen tro. Michaels far, der i dag er pensioneret pilot, bliver drillende beskrevet som en »ortodoks ateist«.

Michael var heller ikke religiøs dengang. Han gik i byen, havde et godt forhold til sine studiekammerater på universitetet. Det boglige gik fint. Tog på skiture. Men der manglede noget.

Måske var Michael ikke troende, men han var derimod søgende. Han læste bøger om filosofi, religion og den slags. I dag siger han, at der manglede noget. »Noget at være sammen om og for« som han formulerer det.

»Jeg er teamplayer, og på universitetet er man individualist.«

En augustaften, efter fem års universitetsstudier, kom vendepunktet.

Michael Sprehn var taget hjem til sit barndomshus i Bagsværd. Forældrene var ude. Han sad i stuen helt alene og fulgte med i en portrætudsendelse om præsten Ulla Sandbæk. På et tidspunkt taler journalisten, mens Ulla Sandbæk prædiker videre i baggrunden. Michael begynder at fæstne sig ved prædikenen. Den handler om rajgræsset:

Karlen kommer ind og fortæller bonden, at der er kommet ukrudt i kornet. Skulle han brænde det hele af? Nej, svarer bonden, det vil være synd for alt det gode korn. »Vi må vente til høsten, så kan vi skille det gode korn fra alt det onde ukrudt,« siger bonden.

Nogenlunde samtidig sker der noget i Michael. Ordene giver mening for den unge mand.

»Det gode og det onde er så tæt involveret i hinanden, så Vorherre kan ikke bare gå ned på jorden og stoppe det og sige: ,Time out, venner`. Det hele må køre hernede på jorden. Men en dag kommer vi til at stå til regnskab for, hvad vi har brugt vores liv til. Da det gik op for mig, mærkede jeg en utrolig ...« Michael Sprehn går i stå og kigger frem for sig. Læben dirrer et øjeblik.

»Det er svært for mig at tale om. Det er stærkt.« Han smiler rørt.

Den aften for 25 år siden fik Michael også tårer i øjnene.

»I det øjeblik fornemmede jeg Gud. Fra at være et symbol på det gode i tilværelsen til at være et levende væsen. Det var en skelsættende erfaring.«

Michael Sprehn kigger op. Afsøgende. Han er vant til at tale imod tvivlen blandt sine kolleger på sygehuset, der udmærket kender til Michael Sprehns tro.

»Jeg kan ikke sige, hvorfor det sker. Det sker bare. I et religiøst sprog ville man sige, at Vorherre kaldte på mig. Og så var jeg parat. Man kan sige, at jeg blev taget med bukserne nede - åndelig set.«

Blæsten er kølig. Michael Sprehn

rejser sig fra bænken og går hen gennem kirkebygningen, der lige så godt kunne være et forsamlingshus eller måske snarere et kapel bygget i gule mursten og med en 20 meter høj skorsten. »Skorstenen« er dog en søjle, hvis eneste funktion er at strække sig mod himlen.

Al magt til rytteren

Efter Michael havde mødt Gud i forældrenes sofa, opsøgte han forskellige kirkesamfund. Han mødte venlige mennesker, men det føltes ikke rigtigt. Indtil han via en bekendt fra kollegiet stødte på mormonerne.

Deres budskab gav mening, og den unge medicinstuderende begyndte - til forældrenes store rædsel - at komme i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

På vej op ad trapperne til første sal i kirkebygningen når Michael Sprehn lige at nikke over mod sin familie, konen Sussi, som han mødte i kirken efter et halvt år, datteren Camilla på 25 år, hendes mand Ivan og barnebarnet, Isabella. Michael Sprehn har derudover en søn, Michael, der bor i mormonernes højborg Utah og en 14-årig datter Stephanie, som bor hjemme. Hele familien er mormoner.

På førstesalen er alle rum optaget af møder og søndagsskoleaktiviteter. Han ender med at gå ind i et lille rum, hvor Jesus og Peter Plys hænger side om side. Midt på gulvet står et bord og fire blå stole i børnehavestørrelse. Han sætter sig med knæene strittende op i luften.

»Jeg har det godt efter sådan en gudstjeneste. Jeg er sammen med nogle mennesker i et fællesskab. Jeg kender deres børn. Vi kommer meget tæt på hinanden.«

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige bygger på de samme grundsten som folkekirken. Men så ophører ligheden også. Michael Sprehn mener selv, at »en religion, der ikke kræver alt, ikke kan frelse«.

»Det er selvfølgelig et oprør mod folkekirken, hvor du får at vide, at vi alle er syndere, og det vil vi blive ved med at være. Halleluja. Vorherre har betalt prisen. Gå derfor hjem og synd videre!«

De hårde ord er afleveret i et overraskende mildt tonefald.

»Der er kolossale udfordringer i vores religion. Vi er måske rimelig fundamentalistiske i vores forståelse af den tro og de krav, der er til os. Men jeg har det godt med, at der er styr på tingene og veldefinerede mål. Her kommer du dårligt nok ind i kirken, før du får en opgave. Der er nogle krav om, at du er med til at opbygge Guds rige.«

Lignelsen med rajgræsset er i virkeligheden en anelse misvisende. Michael tror nemlig ikke, at der som udgangspunkt findes gode og onde mennesker. Han tror til gengæld, at alle indeholder noget ondt og noget godt. Øvelsen her

i livet er at få kontrol over det onde, så det gode hele tiden har overtaget.

Sundhedsreglerne er en lille del af den indre kamp.

»Det er jo noget, som Freud også har sagt. Vi har id'et - det driftstyrrende - og superegoet - samvittigheden.«

Drifterne er ikke nødvendigvis det onde. De skal bare styres, mener Michael Sprehn.

»Du kan sige, at et menneske fra naturens hånd er en vild hest med en rytter ovenpå. Rytteren er bevidstheden. Hesten, som er langt den største, er drifterne. Projektet livet igennem er, at rytteren lærer at bestemme over hesten, så det bliver en god oplevelse for begge parter. Hvis hesten får lov at bestemme, så ender du nogle forfærdelige steder.«

Michael Sprehn taler hele tiden i billeder og eksempler. Han fortæller om en tidligere patient med flere kønssygdomme og hiv. Patienten havde hele livet bevæget sig derhen, hvor hans »kønsorgan pegede«, som højpræsten udtrykker det.

Selv tøver Michael Sprehn ikke med at kalde sig et menneske med stor selvbeherskelse og kontrol. Han deltager ganske vist gerne i julefrokoster og den slags. Men han sidder som regel i et hjørne og drikker sodavand. Når kollegerne begynder at få noget indenbords kommer de over til »mormonen« og spørger til hans tro. Det har han det fint med. Han kan nemlig ikke fordrage smalltalk.

»Man skal gerne ned i nogle dybere lag.«

Michael Sprehn kigger igen afsøgende op. For at finde ud af hvor tilhøreren er henne. Så smiler han. Munden forbliver lukket, men kinderne formes til to runde kugler, og øjnene bliver smallere.

»Det lyder lidt af kolde afvaskninger og hårdt sengeleje, ikke? Fra en middelalderlig tid, ikk'?«

Han venter lidt. Mormoner har taget den amerikanske disciplin »speach« med sig til Danmark. I de helt små søndagsklasser lærer børnene at fortælle. Så det fænger. Michael sætter i gang igen:

»Kontrol er centralt for mig. Det vil jeg ikke lægge skjul på. Men indimellem slipper du hesten løs i folden. Det har man også brug for. Det er sådan i indhegnede områder.«

For Michael er folden først og fremmest musikken. Og allerhelst Bach, som han kalder »sin hule og kraftcenter«.

Det banker pludselig på døren, og en kvinde stikker hovedet ind.

»Vi skal flytte os?« spørger Michael. Kvinden nikker.

»Alt for børnene,« smiler han. Vi går i stedet ind på et meget smalt kontor, hvor der bare er plads til et skrivebord i længden. På gulvet står der nogle sorte sække, og på væggen hænger et kort over det gamle Israel. Det er biskoppens sekretærkontor.

En rastløs hest

Michael Sprehn har altid interesseret sig for filosofi og religion. Alle de områder, hvor fornuften ikke slår til. Så man kan undre sig over, hvorfor han blev læge.

»Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg villet være læge. Før vi kom i skole legede vi ,indianere og cowboy'dere`. Dengang var jeg altid medicinmand. Jeg skrabede sårskorper af og lagde planter på. Det fandt jeg selv ud af, og det syntes de andre var utrolig spændende. De syntes, jeg var dygtig. Og det er jo egentlig bare fortsat på samme måde.«

Han smiler: »Man laver nogle mystiske ting og sager, og folk synes, det er fantastisk.

Jeg tror, at alle mennesker har behov for at sætte nogle aftryk her i verden. Det kan koges ned til ,at gøre en forskel.`«

Michael Sprehn er anæstesiolog og har kørt lægeambulance i 18 år. Han mener, at drivkraften dybest set er en rastløshed i hans sjæl. Han søger noget hurtigt og omskifteligt. I øvrigt en del af hans personlighed, som han prøver at tøjle. Et område, hvor rytteren stadig kæmper med hesten.

Rastløsheden har fået ham til at søge ud til grænsen mellem liv og død, hvor beslutninger skal træffes lynhurtigt.

»Der er jo en kæmpe forskel på om et menneske dør, eller om du redder livet for ham. Det er en kæmpe tilfredsstillelse. Det er jeg bevidst om.«

Han læner sig tilbage i stolen. Kigger op et øjeblik og læner sig så frem og tager fat om sit ene knæ.

»Og jeg ville nok lyve, hvis ikke jeg sagde, at der er en lille rem af narcissisme.«

Michael Sprehn er fortsat lykkelig for at være læge. Han holder meget af den menneskelige kontakt. At komme helt tæt på et andet menneske. Den videnskabelige forskning keder ham til gengæld.

»Churchill blev engang spurgt, hvad han mente om demokratiet. Så heglede han det ned: ,Der er ikke noget mere usikkert, noget mere korrupt og elendigt ... Det skulle lige være alternativet,` sagde han så. Det samme siger jeg om videnskaben.

Jeg fortrækker den menneskelige kontakt i stedet for det mere ensomme arbejde med at producere forskning.«

Michael Sprehn adskiller sig fra de fleste af sine kolleger. Også i sin opfattelse af lægevidenskaben.

»Jeg er klar over videnskabens grænser. Måske mere end visse kolleger, der overfører det på alle ting i tilværelsen. Jeg erkender, at der er store områder i ens liv, hvor videnskaben ikke giver nogen mening. Ægteskab, børn, sorger og glæder. Alle de ting, der virkelig betyder noget i et menneskes liv. Videnskaben besvarer spørgsmålet hvordan? Mens religionen besvarer hvorfor?«

Det store videnskabelige spørgsmål er i så fald, hvordan Michael Sprehn kan være læge og være trofast over for lægevidenskaben, når han samtidig tror, at vi har været ånder før dette liv, er nede på jorden på en kort visit, og hvis vi opfører os rigtigt, kommer tilbage til Guds rige. Hvordan kan man være overlæge på en afdeling for respirationspatienter, når man samtidig tror, at den stærkeste tro kan helbrede? Hvordan kan man være anæstesiolog, hvor »videnskab i sprøjter« er det vigtigste redskab, og samtidig tro på Jesu frelse?

En rationel overopdyrkning

»Mit svar er,« begynder Michael Sprehn roligt, »komplementaritet.«

Han fortæller en historie om Niels Bohr, som engang havde besøg af en journalist. Journalisten undrede sig over, at videnskabsmanden havde en hestesko hængende over døren og spurgte Niels Bohr, om han da troede på den slags. »Nej, selvfølgelig ikke,« svarede Niels Bohr og tilføjede »men de siger, at det virker alligevel.«

»Min pointe er, at du siger til læserne: slap af venner. Gå over i den anden hjernehalvdel. Lige nu snakker vi følelser.«

Michael Sprehn fortæller om »lyset«, som Niels Bohr undersøgte.

»Hvis du undersøger det på én måde, så har det karakter af at være en partikel, og hvis du undersøger det på en anden måde, så falder det ud som bølger. Så siger fundamentalisten: Det må være en af delene. Luft eller stof. Men man er ikke kommet længere i dag. Vi må stoppe her,« siger han og slår affejende ud med hånden.

»Videnskaben har et fast sprog og nogle regler. Dem skal man være tro imod. Så kan vi på et andet tidspunkt være religiøse, og tale om hvad vi tror på og brænder for. Det handler om at holde tingene adskilt.«

Michael Sprehn retter sig op, og øjnene fortæller, at der er noget på vej. En af hans mange små historier eller anekdoter.

»En fyr sagde engang til mig: ,Jeg ville ønske, at jeg kunne tro ligesom dig. Men min forstand forhindrer mig i det.` Så sagde jeg til ham: ,Med den forstand du har, skulle man tro det var til at overkomme.`«

Han smiler skælmsk. Men fortsætter med det samme: »Der findes en overopdyrkning af det rationelle. En tro på, at fornuften kan afgøre alt.«

Selv tror Michael på, at der er syge mennesker, der er udstyret med så stærk en tro, at de bliver raske.

Men hvorfor så ikke bruge troen på Rigshospitalet?

»Jeg kan godt føle mig inspireret til at sige til en patient: ,Hvis du tror nok, så kan du blive helbredt.` Men den har jeg forladt. For det er ikke en velsignelse, det er en forbandelse at få sådan én. For hvad nu hvis man ikke bliver rask? Betyder det så, at man ikke har troet nok? At Gud ikke elsker en? Det er ikke en frugtbar måde at bruge religionen på. For der kan være helt andre grunde til, at man bliver taget væk fra jorden. Så den stærkeste bøn, du kan bede er: ,Ske Guds vilje - ikke min.`«

Overlægen kigger op.

»Det er Ham, der har overblikket.«

Forklaring følger i næste liv

Selv om Michael Sprehns mantra er at adskille tingene: Skæg for sig og snot for sig, hvor skæg nok er religion og snot videnskab. Så erkender han, at han ikke kan lægge sin tro hjemme i villaen i Virum, før han tager på arbejde.

»Der er nogle patienter, som jeg har bedt for. De har betydet noget for mig. Og nogle har også direkte bedt om det. Jeg kan godt finde på at lukke øjnene og føle samhørighed med Vorherre. Ingen opdager det. Jeg lukker øjnene 5-10 sekunder, sender nogle gode ønsker af sted. Det kan jeg godt finde på.«

I dag er Michael Sprehn helt afklaret med sin dobbeltrolle som højpræst og overlæge. Men sådan har det ikke altid været.

»Som nyomvendt skelnede jeg ikke mellem religion og videnskab. Jeg prøvede at få det hele til at hænge sammen. Jeg skulle bevise videnskabeligt, hvorfor visdomsordet var så godt. Jeg begyndte at undersøge alt muligt om kaffe og te. Og Jordens skabelse. Jorden blev skabt på syv dage. Kunne det lade sig gøre?«

Han smiler lidt af sig selv.

»Perioden varede mellem fem og ti år,« siger han. »Så stoppede jeg. Man kan vel godt sige, at jeg gav op. Så fandt jeg den komplementære indfaldsvinkel, hvor modsætningerne kan grine til hinanden.«

Michael Sprehn tror dog stadig på, hele. At videnskab og tro - det rationelle og irrationelle i virkeligheden hænger sammen.

»Men vi har begrænset indsigt i dette liv. Det finder man ud af i næste liv. Vi kan godt tro, at vi er verdensmestre. Men vi er nogle amatører. Det er en dyb tro, jeg har.«

Kolleger kan finde på at kalde Michael Sprehn for pastoral, siger han. Han kan virke lidt præsteagtigt. Det skjuler han meget godt på denne hellige dag. Men det er også noget, han tænker over. Hans tro kan virke provokerende på andre.

»Og derfor vil folk gerne afsløre mig. ,Han har sikkert været udsat for hårdhændet pottetræning eller brutal dieafvænning.`«

Han smiler kort.

»Folk elsker sådan nogle forklaringsmodeller. For det gør det mere håndterbart.«

Selv har han ikke fundet frem til sådan en forklaring. Han var indadvendt som barn. Meget tænkende. Mere end andre børn. Men samtidig legede han ivrigt med de andre. Og har for eksempel altid elsket at spille fodbold.

Hans egen forklaringsmodel ser således ud:

»Vi bor alle sammen i lejligheder. Det er under krigen, og der er mørklægningsgardiner. Efter krigen, hvor folk får gardinerne pillet ned, opdager man, at der er en dør, man ikke tidligere har set. Døren fører ind til et rum, der hører med til lejligheden. Nogle åbner døren, og der er faktisk et kæmpestort dejligt rum. Det har jeg oplevet gennem min religion.«

Klokken er ved at blive mange. Michael Sprehn, højpræsten og overlægen, går ned ad trapperne. I indgangspartiet står konen Sussi og resten af familien og venter.

Det er søndag. Herrens hviledag.

JOURNAL

Navn: Michael Sprehn.

Alder: 49 år (fylder 50 år den 13. august).

Bopæl: Villa i Virum i det nordlige Storkøbenhavn. I øvrigt Lise Nørgaards gamle hjem.

Familie: Kone Sussie og datter Stephanie, 14 år. Dertil kommer børnene Michael, som har fem børn og bor i Utah, og Camilla med et barn.

Titel: Overlæge, Respirationscenter Øst, Rigshospitalets Neurocenter.

Uddannelse: Cand.med. Københavns Universitet (jan. 1981).

Karriere: Infirmerilæge, Sjælsmark Kaserne (1981-1982), ortopædkirurgisk afdeling, Hillerød Sygehus (1982-1984), medicinsk afdeling, Hillerød Sygehus (1984-1985), anæstesiologisk og intensiv terapi, Amtssygehuset i Helev (1985-1986), anæstesiologisk og intensiv terapi, Hvidovre Hospital (1986-1989, 1990-1992, 1993-1995), anæstesiologisk og intensiv terapi, Bisbebjerg Hospital (1992-1993), anæstesiologisk og intensiv terapi, Amtssygehuset i Herlev (1995-2004) og fra marts 2004 neurocentret Rigshospitalet.

Siden 1987 har Michael Sprehn kørt lægeambulance.

Herover er ikke nævnt ansættelsesforhold på under et år.

Interesser: Ud over kirken og familien, som fylder det meste af fritiden, er Michael mere end almindelig god til at spille klaver. Han har en favorit over alle andre: Bach.

Derudover spiller han fodbold og løber på rulleskøjter.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen