»I psykiatrien var vi måske de første, der blev bange. Nu tror jeg også, de er blevet bange i somatikken«

SK er en læge, der passer på sit privatliv. Det er vigtigt for hende.

Hun har oprettet sin Facebookprofil under et andet navn, hun har beskyttet adresse og hemmeligt telefonnummer. Til denne artikel vil hun kun fotograferes med ansigtet skjult, og hun optræder med sine initialer og ikke med sit fulde navn.

»Jeg er en relativt privat person, og jeg har haft nogle oplevelser, som har gjort mig rigtig forskrækket, fordi det har været så nemt for patienter at finde mig privat«, forklarer hun.

SK er speciallæge i psykiatri og arbejder som overlæge i Region Hovedstadens Psykiatri. Hun har engageret sig i den debat om sikkerhed, beskyttelse og anonymitet, der er opstået blandt læger i kølvandet på drabet i foråret på læge Charlotte Asperud fra Nordsjællands Hospital.

En tidligere patient er sigtet for drabet, og selv om sagen fortsat efterforskes, har den sat gang i en intens diskussion blandt læger.

Læger er begyndt at tale sammen om, at de kan være bange. Det forstår SK godt. Det har hun selv været.

»Lægers privatliv er blevet meget tilgængeligt efter internettets opfindelse. Det er vi nogle, der ikke har det så godt med. Jeg har kolleger, der er bange, fordi det er blevet så nemt for patienter at finde alle mulige oplysninger om dem, og man kan finde meget om læger for eksempel deres fødselsdato og autorisationsnummer«, siger hun og tilføjer:

»I psykiatrien var vi måske de første, der blev bange. Nu tror jeg også, de er blevet bange i somatikken«.

Patienter skrev på Messenger

SK har oplevet flere situationer, hvor hun følte, at patienter trådte ind i hendes privatsfære.

Hun havde en ung patient med skizofreni, der skrev til hende på Messenger: »Kan du ikke komme? Jeg har det dårligt, jeg har brug for din hjælp«.

»Der var også en ung patient, der var afhængig af cannabis og af en pårørendes benzodiazepiner, og han begyndte at sende private beskeder til mig. Han ville have mere medicin«, forklarer SK.

De to patienter var ikke truende, og de opførte sig ikke aggressivt. De var bare syge.

De var unge, og for dem var det naturligt at finde hende på de sociale medier og kontakte hende. De har formentlig ikke tænkt nærmere over det.

Men for SK var det et skred. Hun opfatter Facebook og Messenger som en del af sit privatliv. Som et sted, hvor hun modtager private beskeder fra forældre, søskende, veninder, børn og ægtefælle. Når der dukker en notifikation op på Messenger på mobilen, forventer hun ikke, at hun skal kommunikere i faglig sammenhæng.

En dag dukkede der en ny besked op i Messenger:

»Du kan fandme selv være psykotisk, din forpulede lortekælling. Du sku' fandme ha' proppet en pik langt ned i halsen«.

Det var en falsk profil. SK gættede på, at det måtte være en mand, formentlig en tidligere patient.

»På det tidspunkt havde jeg ikke været involveret i tvang i lang tid, så det må være en, der har siddet lang tid efter og efterrationaliseret. Jeg spekulerede og spekulerede, og jeg ved stadig ikke, hvem det var. Jeg er ikke bange for at få nogen på lampen, men seksuelle trusler … det kan jeg bare ikke tage«.

SK's stemme bliver lidt anstrengt.

»Jeg troede, at jeg havde etableret en klar grænse mellem min privatperson og mit professionelle jeg, og pludselig opdagede jeg, at den grænse var skredet i svinget. Der opstod en følelse af, at jeg havde mistet grebet om den private side af mit liv – en følelse, som var blevet akkumuleret gennem nogen tid. Det havde jeg det svært med«.

Efter episoden valgte hun ved it-kyndige venners hjælp at gøre sit privatliv mindre tilgængeligt online. Hun slettede sin Facebookprofil og oprettede en ny i et andet navn. Hun anmeldte ikke episoden til politiet.

Læger er også privatpersoner

SK mener, at det skal være sværere for patienter at få adgang til lægernes navne i journalerne.

Læger skal selvfølgelig præsentere sig for deres patienter, understreger hun, men læger burde kunne skrive i journalen med angivelse af initialer. Det kan så registreres, hvis patienter efterfølgende ønsker at få det fulde navn på lægen oplyst. Dette ekstra led, mener SK, ville kunne tjene som en ekstra betænkningstid for eventuelle rasende patienter.

I sagen om drabet på Charlotte Asperud er det kommet frem i flere medier, at den drabssigtede i 2014 var blevet behandlet af Charlotte Asperud og i sit hjem havde udskrifter af sin journal, hvor seks lægers navne, herunder Charlotte Asperuds, var understreget. Det vides ikke, om læge-patient-forholdet har spillet en rolle i drabet.

»Jeg er helt med på, at man selvfølgelig ikke kan være anonym over for sine patienter, og patienter skal kunne anmode om at få koden i journalen ophævet. Men man bør gøre det lidt sværere for de patienter, der sidder derhjemme og ser sig sur på en læge, for det skader jo også folk selv, hvis de ender med at gøre noget strafbart. Det er bare ikke den vej, det går i sundhedsvæsenet lige nu. Men man bliver nødt til at tænke på, at læger også er privatpersoner, og at vi også har lidt behov for transparens. Det er ikke kun patienterne«.

I den senere tids debat efter Asperud-drabet har både Lisbeth Lintz, Overlægeforeningen, og Helga Schultz, Yngre Læger, udtalt, at læger ikke bør være anonyme over for deres patienter i en tid, hvor et tillidsfuldt forhold mellem læge og patient bliver mere og mere vigtigt.

Det er rigtigt, mener SK. Men der er nuancer.

»Jeg vil give dem ret i, at navnet er en del af det, der gør, at en læge kan vække tillid, men det spiller en lille rolle. Der er måske 20 andre faktorer, der kan være mere betydningsfulde, for eksempel toneleje, mimik, personlighed og øjenkontakt«, siger SK.

Uddannelse giver færre konflikter

Efter drabet på Charlotte Asperud er der især kommet fokus på arbejdsforholdene i akutmodtagelser og på psykiatriske afdelinger. I 2016 viste en undersøgelse fra Yngre Læger, at knap halvdelen af de deltagende læger havde været udsat for vold eller trusler om vold inden for de seneste fem år. Især ansatte i psykiatri og akutmodtagelser var udsatte.

Siden efteråret 2018 har Region Hovedstaden registreret, hvor mange medarbejdere der bliver udsat for fysisk eller psykisk vold fra patienter eller pårørende i deres fritid. Fra oktober 2018 til august 2019 er der anmeldt seks arbejdsrelaterede arbejdsulykker i medarbejdernes fritid, hvor patienter eller pårørende har udøvet fysisk eller psykisk vold mod en medarbejder. Dertil kommer seks interne registreringer af voldsepisoder uden for arbejdstiden.

De i alt 12 sager omhandler medarbejdere, der dels er blevet opsøgt i fritiden, dels er blevet truet på sociale medier eller i telefonen. De fleste arbejdsulykker vedrører medarbejdere i psykiatrien.

Lægerne er dog ikke de mest udsatte. Fagbladet FOA dokumenterede i 2017 på baggrund af regionernes skadesanmeldelser, at social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker i psykiatrien er langt mere udsatte for vold end lægegruppen.

SK mener, at man godt kan træne og uddanne sig til at undgå en del konflikter. Hun har erfaring fra en specialafdeling for patienter, der både har alvorlig psykisk lidelse og afhængighed af rusmidler. Det er en patientgruppe, der normalt giver store sikkerhedsproblemer i akutmodtagelser og i almenpsykiatrien. Men på afdelingen kan personalet deeskalere mange tilspidsede situationer, fordi alt personale har en terapeutisk uddannelse.

»Man kan uddanne sig, så man kan nedbringe hyppigheden af konfrontationer. Der er nogle håndgreb, man skal lære for at kunne tale folk ned, og man skal træne det igen og igen«, siger SK og forklarer:

»Når man som læge er involveret i en konflikt med en patient, reagerer man stadig personligt. Det skal man være klar over. Jeg er stadig mig og får hjertebanken og bliver rød i hovedet, når jeg har en konflikt med en patient, men over for patienten handler jeg professionelt, fordi det er noget, jeg har lært og trænet«.

Vil have sit liv for sig selv

Selv om SK som psykiater har fået en god træning i at tale voldsomme patienter ned, kan hun alligevel indimellem føle sig intimideret.

Det handler bare ikke om konkrete voldsepisoder. Mere om en følelse af konstant at være udstillet, til rådighed og tilgængelig digitalt.

Hun er godt klar over, at det ikke er alle læger, der har det som hende. Nogle læger får venskabelige forhold til enkelte patienter og trives fint med det. Der er også stor forskel på specialer.

Og så handler det om personlig kemi, understreger hun. Nogle mennesker kan man bare godt lide, og så kan både læger og patienter opleve, at det private og professionelle flyder sammen.

»Jeg er meget privat, og for mig var det grænseoverskridende at få private beskeder på telefonen fra mine patienter. Det, der rystede mig, var, at det overhovedet skete«, siger SK.

EFTERSKRIFT:

SK ønsker at optræde anonymt i artiklen, men hendes identitet er Ugeskrift for Lægers redaktion bekendt.

Hendes begrundelse for at optræde anonymt er, at hun tidligere har oplevet en del chikane online efter at have udtalt sig til pressen. Det har gjort hendes pårørende nervøse og kede af det, og det ønsker hun ikke at udsætte dem for igen. Hun oplever generelt, at det er meget let at identificere læger online.

Læs mere på temaside om Asperudsagen.