Skip to main content

I SKAL VIDE, AT VI ER HER

Journalist Birgit Brunsted, bbrunsted@mail.dk
1. nov. 2005
011 min

Center for Voldtægtsofre på H:S Rigs-hospitalet har netop passeret et af de mere triste jubilæer: Henvendelse nr. 1.000 fra en kvinde, eller sjældnere en mand, der har været udsat for et seksuelt overgreb.

Det, der undrer overlæge Katrine Sidenius allermest er, at der i centrets levetid ikke er sket ændringer i henvendelsesmønstret: »Det er virkelig overra-skende, hvor stabilt det er. Det gælder både antallet af henvendelser, årsagen og overgrebenes art,« siger hun. Men Katrine Sidenius siger også, at voldtægt er en underrapporteret forbrydelse, og at mange gerningsmænd går fri.

Tidligere var det embedslægerne i amterne og retsmedicinerne i Århus og København, der stod for undersøgelse af voldtægtsofre, der havde anmeldt overgrebet til politiet. En ordning, der gennem mange år var udsat for voldsom kritik, både fra kvinder, der havde været gennem møllen, kvindelige læger og kvindeorganisationer.

I 1987 kom der en betænkning fra Justitsministeriet, der anbefalede, at voldtægstofre skulle undersøges og behandles på hospital. Men rent faktisk skete der ikke noget før i 1998, hvor der blev vedtaget en folketingsbeslutning om, at det lægelige ansvar for undersøgelse, dokumentation, behandling og opfølgning skulle varetages af særligt kyndige læger, først og fremmest gynækologer og retsmedicinere, og at der i første omgang skulle oprettes en sådan funktion i København. Beslutningen blev fulgt op af en bevilling på fem mio. kr. i fire år fra Satspuljen, og oktober 2000 åbnede Center for Voldtægtsofre på H:S Rigshospitalet officielt. Uofficielt havde centret fungeret fra marts samme år.

Århus Amtssygehus åbnede en modtagefunktion i november 1999.

Kvinden kan være anonym

Center for Voldtægtsofre har åbent døgnet rundt og »tager hånd om kvin-derne hele vejen rundt,« som Katrine Sidenius udtrykker det. Selvom det er en fordel at ringe først, kan kvinderne komme lige ind fra gaden, uden om skadestuen, de kan være anonyme, de behøver ikke at anmelde voldtægten, og de registreres ikke nogen steder. Bliver kvinden senere indlagt på Rigshospitalet, er der altså ingen journal, der fortæller, at hun har været behandlet efter en voldtægt.

Når en voldtagen kvinde kommer til centret, bliver hun modtaget af en sygeplejerske: »Den sygeplejerske er der så 100 procent, der er ikke noget med at blive kaldt væk til akut kejsersnit,« siger Katrine Sidenius. Sygeplejersken tilhører et hold af sygeplejersker, der er tilknyttet centret. Det er en del af ansættelsen, når man arbejder på gynækologisk, akut modtageafdeling.

Sygeplejersken tager sig af kvinden, gør hende tilpas og fortæller, hvad der skal foregå. Hun spørger også om akutte ting, som om kvinden har måttet forlade børn derhjemme, og om de skal tilkalde pårørende eller en veninde. Kvinden kan overnatte på centret, hvis hun ønsker det, og det gør ca. 10 procent. Nogle gange er krænkeren en ekspartner, og så er angsten for at blive opsøgt bagefter meget stor, siger Katrine Sidenius.

Derefter kommer gynækologen, og mellem klokken 16 og 08 er der et vagthold tilknyttet centret på 12 rutinerede, kvindelige gynækologer, alle hospitals-ansatte, som enten er speciallæger eller på vej. De er der inden for en halv time.

Undersøgelsen foregår i et rum, man har søgt at gøre indbydende med varmt gule vægge og kunstplakater på væggene. Her findes det nødvendige udstyr, kolposkop, det »voldtægtskit« man benytter og en stak rene, hvide trusser.

Undersøgelse og sporsikring

Er det politiet, der har bragt kvinden til centret, og det er det i cirka 60 procent af tilfældene, kommer der også en retsmediciner for at sikre sporindsamlingen og skrive en erklæring, der beskriver skader som sår, rifter, blå mærker og brækkede knogler.

Ca. 75 pct. af kvindere har været udsat for fysisk vold. Nogle af dem kommer med brækkede arme eller ben, brækkede ribben eller brud i ansigtet, fordi de er blevet sparket og punktformede blodudtrædninger efter kvælningsforsøg. De bliver indlagt, og så tilkalder den pågældende afdeling centrets personale, så de kan undersøge kvinden der.

»Hvis kvinden ikke vil politianmelde, laver vi den fulde sporsikring - poder for kønssygdomme fra indgangen af skeden, toppen af skeden og evt. mund og endetarm, tager spyt- og blodprøver, negleskrab og fryser det hele ned. Så har vi det, hvis kvinden senere vil anmelde voldtægten. Og det gør en stigende procentdel,« siger Katrine Sidenius.

Hvad der sidder af sæd og andre spor på tøj, tager politiets tekniske un-dersøgelser sig af.

Desuden bliver kvinden tilbudt forebyggende behandling: En såkaldt »fortrydelsespille«, antibiotika, en hiv-test, evt. tetanus-vaccine og vaccination mod hepatitis B med et såkaldt accellereret vaccinationsprogram, hvor man vaccinerer akut, 14 dage efter og fire uger efter.

»Det er effektivt, og så kan vi anbefale dem at få en booster hos egen læge efter et år,« siger Katrine Sidenius.

Centret giver ikke profylaktisk hiv-behandling, medmindre der er tungtvejende grunde.

»Vi har en meget lav forekomst af hiv, men når det drejer sig om mandlige ofre, er vi mere på vagt, da de fleste gerningsmænd er homoseksuelle, og så opvejer vi fordele mod ulemper. De skal komme hurtigt, det er fire ugers forebyggende behandling, der er bivirk-ninger, og effekten er usikker.«

»Hvis det er en mand og en mandlig gerningsmand, ser vi efter syfilis og hepatitis A, som findes i miljøet. De kommer til kontrol, og hvis de bliver positive, sender vi dem videre til infektionsmedicinerne.«

Ønsker specialuddannet vagthold

Katrine Sidenius mener, at centrets arbejde fungerer godt: »Men jeg synes personligt, at vi skulle have et specielt uddannet, certificeret vagthold til retsgynækologi. Det ville være ideelt, hvis det var nogle læger, der var uddannede, interesserede og rutinerede i at foretage gynækologiske undersøgelser, og bedst at det var én læge, der også kan og vil behandle kvinden. Retsmedicinerne i København tager sig ikke af behandling, så vi har `dobbelt' læge,« siger hun.

Hvorimod man eksempelvis i Sverige og i England har retsgynækologer og specielt uddannet politi. Og det er så altid er en anden person, der laver opfølgningen, på grund af en eventuel retssag, så man ikke blander tingene sammen.

Tværfaglig indsats

Mange kvinder, der er blevet voldtaget, har følt sig i yderste livsfare og troet, de skulle dø, siger Katrine Sidenius, og man ved, at voldtægt kan have alvorlige, psykiske senfølger for kvinden. Men de er også meget vrede og vil have hævn: »Så går de ind for dødsstraf, men det er godt, at de kan blive vrede i den akutte fase og sige ,klip den af`«, mener Katrine Sidenius.

Center for Voldtægtsofre arbejder som et tværfagligt, integreret team, og straks efter undersøgelse og behandling, får kvinden en tid til en samtale med Katrine Sidenius få dage efter. I virkeligheden en visitation, hvor man finder ud af, hvad kvinden har behov for af psy-kologhjælp, socialrådgiver og evt. videre behandling. De 1 0 procent, der bliver natten over, får samtalen næste dag.

Knap halvdelen af kvinderne bliver henvist til centrets psykolog og halvdelen til anden behandling uden for cen-tret, fordi de allerede er i et behandlingstilbud. Ofre, der bor i Frederiks-borg Amt, bliver henvist til Klinik for Voldtægtsofre på Hillerød Sygehus

Knap ti procent af de voldtagne er mellem 12 og 14 år, og alle under 15 år bliver henvist til funktionen for seksuelt misbrugte børn på Rigshospitalet. Er de under 12 år, kommer de på børneafdelingen.

Desuden tager centrets socialrådgiver sig af hjælp og bistand med afklaring af kvindens sociale situation, det retslige efterspil med kontakt til politi og bistandsadvokat og medvirken til at sikre kvinden ud fra den sociale lovgivning.

Indvandrerkvinder, der er blevet voldtaget, udgør et særligt problem, fordi kvinderne ikke vil have, at nogen skal vide det. De er bange for især faderens vrede og gør alt for at skjule voldtægten, fordi det går ud ud over familiens ære. De kommer sjældent til centret af egen fri vilje, men presset af en søster, en veninde eller en kollega, og anmelder nødigt overgrebet. »Er de under 18 år, underretter vi myndighederne, for pigen er jo truet,« siger Katrine Sidenius, der tilføjer »at myndighederne går på listefødder i disse sager«.

Centret kontakter i øvrigt altid de sociale myndigheder, hvis ofret er under 18.

Akutfunktion

Katrine Sidenius understreger, at Center for Voldtægstofre er en akutfunktion - man kan altså ikke henvende sig om »gamle« voldtægter.

»Det er primært i de dage, hvor man er påvirket af det akutte, og helst inden for 48 timer efter overgrebet. Eller i de tilfælde, hvor kvinden ikke kan holde det ud, og forældrene ikke må vide det. Så kan den praktiserende læge ringe ind til os. Er der gået 48 timer, er det altid bedst at ringe.«

»Nogle kommer og er gravide - de fortæller om voldtægten i forbindelse med abortundersøgelsen, og så tager vi også imod dem. Her er det vigtigt at gemme abortvæv, så man kan tage en dna. Det er en del af bevismaterialet og kan bruges ved anmeldelse.«

Katrine Sidenius siger, at det er svært at få information om, at centret eksisterer `helt ud': «Jeg tror, vi skal rundt og fortælle det til de praktiserende læger. Det er vigtigt, at de ved, at vi er der. Vi har været ude for, at en kvinde har været hos sin praktiserende læge, og så får hun bagefter at vide af andre, at vi eksi-sterer, og kommer her, når det er for sent at samle beviser. Der er vigtigt, at de bliver sendt videre.«

Det er det også, når det gælder drug rape, som Katrine Sidenius mener er i stigning herhjemme: »Jeg tror, det er underanmeldt, fordi kvinderne er flove: De vågner uden trusser og tænker `hvad laver jeg her'. De kan intet huske, og de kommer med en sløret historie - det er meget svært for politiet at tackle. Er man heldig, har en veninde set hende gå med en fyr, eller der har været et overvågningskamera det pågældende sted.«

De stoffer, der bruges ved drug rape, er flydende, klare, smags- og lugtløse, lige til at hælde i en drink, og virker inden for en halv time. De kan give bizarre kropsoplevelser og medfører amnesi, så kvinderne glemmer alt, hvad der er sket. Men stofferne forsvinder hurtigt, så det er vigtigt, at lægen eller politiet hurtigst muligt tager en urinprøve,« siger Katrine Sidenius.

Samarbejder med politiet

Det siger sig selv, at et godt samarbejde med politiet er af afgørende betydning for alle parter - voldtægtscentret, kvin-den og politiet, der skal opklare sagen. Katrine Sidenius siger: »Samarbejdet med politiet er inde i en rigtig god udvikling. Vi har brug for hinanden - vi har en fælles sag, men forskellige vinkler.«

»Der er sket et paradigmeskift. Før i tiden var det spor fra en forbryder, man var efter, og ofret har nøglen. Men når sundhedsvæsenet tager imod, ser vi et traume mod kvinden, der kan få psykiske og fysiske konsekvenser på læn-gere sigt. Det betyder, at vi er meget rettet mod ofret. Men for politiet er det en forbrydelse mod staten. Vi tager spor-sikring udelukkende at finde spor fra krænkeren, men oven i kigger vi på sygdomsskader, kønssygdomme, graviditet og forebyggelse, og pointen er, at gynækologen sikrer, at der bliver podet og berhandlet,« siger Katrine Sidenius.

Personale fra centret har de sidste tre år undervist samtlige hold på Politisko-len og underviser også på efteruddannelsen af kriminalfolk. Meget af det handler om holdninger:

»Man bliver nødt til at spørge ind til det. Vi taler om holdninger - at fordi en kvinde er beruset, skal hun ikke udnyttes. Og prøver at punktere myter om, at kvinder anmelder voldtægt for at genere mændene og kommer med falske anmeldelser,« siger Katrine Sidenius. »Selvfølgelig lukker vi ikke øjnene for, at det sker. Men falske anmeldelser er sjældne i forhold til det antal voldtægter, der ikke bliver anmeldt, og jeg kan undre mig over den store opmærksomhed, der er omkring dem.«

Men gamle forestillinger kan være seje, og Katrine Sidenius siger, at især de unge betjente er optaget af problemet, engagerede og mere åbne. Og at det er vigtigt, at politiet diskuterer de ting.

Men der er ingen tvivl om, at politiet er glade for, at der er et sted, hvor de kan komme med kvinderne: »Før i tiden kørte de voldtægtsofferet til en embedslæge eller Retsmedicisk institut - og derefter anede de ikke, hvor de skulle gøre af dem, hvis de var bange og forslåede. Så de kørte dem til skadestuer eller sågar psykiatriske afdelinger, men nu tager vi os af dem.«

»Vi ville gerne have, at det er rutinerede politifolk, der foretager de afhøringer. Kvinderne fortæller bedre, prøver at huske bedre, hvis politiet kan møde dem lyttende og med empati. I sidste ende får de bedre oplysninger, og når der er tillid, kan politiet også spørge om de mere kontroversielle ting. Det er en hårfin balance. Der er en utrolig gevinst i sidste ende, hvis politiet ikke har den holdning, at det er nok løgn,« siger Katrine Sidenius.

Samlet et sted

Center for Voldtægtsofre er det største i Norden, og man arbejder tværfagligt og integreret. Det er utroligt vigtigt, siger Katrine Sidenius:

»Voldtægt er et traume, ofret er handlingslammet og forvirret, og når man lige er blevet voldtaget, oplever man, at verden har ændret sig, og at tæppet er blevet trukket væk under én. Der er så mange instanser, der skal ind i en voldtægtssag, og derfor er det vigtigt, at der er ét sted, man kan henvende sig, hvor det hele er samlet. Kvinden kan blive afhørt her af politiet, og hun bliver guidet til dem, der skal hjælpe - sygeplejerske, læge, psykolog, socialrådgiver. Det er også vigtigt, at det er en akutfunktion kombineret med, at der er nogle mennesker, der er trænet i at tage imod de kvinder, og at personalet kan rumme det og spørge ind til det. Og at den kvinde, der fortæller, ved at hun bliver hørt.«

Modtagelse af voldtægtsofre i Danmark

H:S Rigshospitalet i København. Akut gynækologisk modtagelse.

  • Hillerød Sygehus. Gynækologisk ambulatorium

  • Bornholm, Rønne Sygehus. Via skadestuen

  • Odense Universitetssygehus. Gynækologisk akutmodtagelse

  • Kolding Sygehus. Via skadestuen

  • Århus Amtssygehus. Via skadestuen

  • Aalborg Sygehus Syd. Via skadestuen

  • Herning Sygehus. Via skadestuen

Øvrige aktiviteter

Center for Voldtægtsofre underviser en række faggrupper, som læger, skadestuepersonale, politi, bioanalytikere, socialrådgive re og sundhedsplejersker.

Derudover har man intern undervisning og supervision af personalet for at hindre udbrændthed.

Centret udgiver en lang række publikationer og foretager præsentationer i Danmark og resten af Norden og deltager på kurser, seminarer og konferencer.

Centret har tilknyttet et videncenter og har et omfattende dokumentations- og forskningsprogram.

Interesserede henvises til Center for Voldtægtsofres fyldige årsrapporter fra 2000, 2002, 2003 og 2003 (udkommer efteråret 2004.)

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen