I Skive forberedes unge læger til livet i praksis: »I kan ikke fejle«

Klokken lidt i 14 denne torsdag står Suzanne Schnoor i personalekøkkenet i sin praksis på Østerbro i Skive og nipper jordbær. På bordet er der dækket op med sodavand fra det lokale Hancock-bryggeri og kaffe samt cookies, vindruer og chokolade.

Hun og hendes kompagnon, Winnie L. Christensen, er i dag vært for egnens uddannelseslæger til det syvende supervisionsmøde, hvor der ud over erfaringsudveksling også bydes på casebaseret supervision eller faglige oplæg.

I dag er der palliation i almen praksis på dagsordenen. Sidste gang var det metakognitiv terapi.

Værtskabet for møderne går på skift mellem områdets tutorpraksis.

I dag er syv uddannelseslæger mødt frem – en enkelt KBU-læge, fire introlæger og to hoveduddannelseslæger – samt Anna Stouby fra Centrumlægerne.

Det var hende, der sidste år tog initiativ til at ansøge om midler fra lægedækningspuljen til at afholde supervisions- og netværksmøder. Formålet er enkelt: at nogle af lægerne, når de om nogle år er færdiguddannede almenmedicinere, vil vælge at slå sig ned som praktiserende læge på Skive-egnen.

Skive er klassificeret som lægedækningstruet område med en regionsklinik i Skive centrum og to udbudsklinikker – en i midtbyen og en i Fursund.

Læger, der går på pension, har svært ved at sælge deres praksis og lige nu – april 2026 – mangler kommunen syv praktiserende læger.

Anderledes står det til i Viborg, blot en halv times kørsel væk.

En læge, der står for at skulle afhænde sin praksis, skal ikke vente længe på en køber: »Skive og Viborg kan ikke sammenlignes. Viborg er en stor by og tættere på Aarhus – det er supersvært at få en praksis i Viborg«, siger Anna Stouby.

Kunne ikke sige nej til Skive

En af de fremmødte er Amalie Stausbøl-Grøn, introlæge i en stor kompagniskabspraksis i Roslev på halvøen Salling, nord for Skive. Hun er født og opvokset i Aarhus, hvor hun også er uddannet og bor sammen med sin kæreste.

»Da jeg fik tilbudt introstillingen i Roslev, kunne jeg ikke sige nej. Der er rift om stillingerne, og jeg havde forgæves forsøgt at finde noget tættere på, hvor jeg kommer fra. Samtidig havde jeg hørt godt om lægehuset som uddannelsessted«.

Skiftet fra by- til landpraksis har været fagligt givende:

»Både under min studietid og i KBU’en arbejdede jeg i bypraksis med mange unge patienter. I Roslev møder jeg flere ældre og multisyge og færre fra middelklassen. Det er en fagligt spændende patientpopulation. Og så er der adgang til skøn natur i både Salling og på Fur«, siger Amalie Stausbøl-Grøn.

Hun bor i KIS-huset (KIS = karriere i Skive), som er resultatet af et samarbejde mellem Skive Kommune og en lang række virksomheder. Her kan de, som i en kortere periode arbejder eller er i praktik i en virksomhed i Skive, leje sig billigt ind i møblerede små lejligheder og dermed prøve Skive af.

Man kan også bo her, hvis man er pendler og har en videregående uddannelse.

Amalie Stausbøl-Grøn lægger dog ikke skjul på, at hun helst ser en fremtid i Østjylland:

»Jeg forestiller mig ikke, at jeg slår mig permanent ned i Skive-området. Men i en periode på nogle år kunne det måske give mening – måske vil incitamenter som mulighed for deltid kunne friste?

Men hvis jeg ikke kan få en hoveduddannelsesstilling i Østjylland, kan det jo være, at jeg alligevel lander her.

Så må vi tage den derfra«.

»Giver det mening, når jeg er her så kort tid?«

Suzanne Schnoor, der driver praksissen her på Østerbro på 16. år, byder velkommen.

Winnie L. Christensen, der blev ansat som vikar i 2020, og som senere har købt sig ind, indleder dagens session med at slå fast, at hun sagtens kan »huske, hvordan det er at være jer«.

Efter småsnak, og efter at fadene er gået bordet rundt, opfordrer Winnie L. Christensen uddannelslægerne til at hente appen »Palliation i praksis«.

»Appen er god at orientere sig i, inden I ser patienten. I får hurtigt et overblik over den medicin, vi har at gøre godt med, ligesom I kan tilgå den opdaterede kliniske vejledning. Der er også et symptomskema, som jeg bruger konsekvent – ofte er det udfyldt sammen med hjemmeplejen på forhånd«.

Suzanne Schnoor tilføjer, at det palliative team er en af de bedste samarbejdspartnere for praksis, og at det ofte er teamet, der tager den første kontakt. Ligesom de to læger også har et godt samarbejde med hjemmesygeplejerskerne allerede tidligt i forløbet.

Erfaringen med palliative patienter er yderst begrænset blandt de fremmødte. Det er ikke noget, de har haft om på studiet, og heller ikke nødvendigvis noget, de beskæftiger sig med i hverken KBU- eller introstillingen. Og spørgelysten er stor.

Er det almen praksis eller onkologerne, der står for behandlingen af terminale patienter?

»Patienterne kan være kortvarigt tilknyttet onkologerne, f.eks. hvis de skal have palliativ strålebehandling. Men det er os i almen praksis, der har den løbende kontakt med patienterne og justerer behandlingen. Med nogle mødes vi hver 14. dag – med andre hver uge«, siger Winnie L. Christensen.

Suzanne Schnoor supplerer: »Vi sørger for, at patienten derhjemme har en kasse med medicin til hen imod slutningen. Det er meget vigtigt, da vi ikke har apoteker her i Skive, der har åbent til senere end kl. 19. Ligesom vi indimellem giver vores private telefonnumre til hjemmeplejen og/eller patienten, hvis de er på det sidste.

Bliver patienten angst eller på anden måde påvirket, og vores behandlingsmuligheder er udtømte, ringer vi til det palliative team – de reagerer hurtigt og er rigtig gode at sparre med«.

En introlæge spørger, om det overhovedet vil give mening, at hun opstarter et palliativt forløb med en patient, når hun kun har kort tid tilbage i praksis.

»Ja – uden tvivl. Jeg savnede selv at have prøvet det under min uddannelse, da jeg pludselig som færdig speciallæge stod over for opgaven. Vær eventuelt to ind over patienten«, lyder det fra Winnie L. Christensen.

Suzanne Schnoor nikker: »I skal ikke være bange for at springe ud i det – I kan ikke fejle.

Husk, at der ikke er kun én rigtig måde at gøre det på. Vi bestemmer i vid udstrækning selv – det er fordelen ved at være klinikejer«.

»Måske en rundvisning på hospice kunne være relevant i forbindelse med et kommende møde?« spørger Anna Stouby.

Det er der stemning for.

Vil afmystificere lederrollen

Frem til 2028 mødes egnens KBU-, intro- og HU-læger otte gange årligt for at opbygge et fagligt og socialt fællesskab.

»Vi har valgt at medtage KBU-lægerne, da de lige efter universitetet er et sted i deres liv, hvor de som regel er mest flytbare.

Nogle af uddannelslægerne er flyttet hertil uden at kende nogen. Tidligere, da vi havde Skive Sygehus, var der lægeboliger, hvor netværk opstod naturligt.

Fagligt netværk er altafgørende«, siger Anna Stouby og fortsætter:

»Jeg har selv fået en del af min uddannelse på Mors, hvor Region Nordjylland på et tidspunkt tilbød, at man kunne få en million kroner for at slå sig ned der. Men det var og er ikke penge, der trækker. Det er tilstedeværelsen af et fagligt og socialt netværk, der batter«, siger Anna Stouby, der selv er født og opvokset på egnen.

Egentlig var hun tiltrukket af Mors, men da hun fik sin fase 3-stilling i Skive, forblev hun her.

Det, der er på dagsordenen i supervisionsgruppen, skal ifølge Anna Stouby være så praksisnært som muligt.

»Hvordan udfylder vi statusattester og laver dagstidsskemaer? Hvad indebærer de nye forløbsplaner? Hvordan driver og indretter man praksis, og hvordan sammensætter man en personalegruppe? Og hvordan er det nu lige med opstart af et 0-ydernummer?

Man er gået på universitetet for at blive læge – ikke for at blive leder.

Og flere i gruppen er der, hvor alt det administrative og ledelsesmæssige begynder at fylde.

Når det er sagt, er det næppe heller alle, der har lyst til at være ejerlæger.

De unge generationer har nogle andre prioriteter – og ikke et ondt ord om det.

I min egen praksis har vi de senere år nærmest ikke haft en hoveduddannelseslæge, der ikke er på nedsat tid, og jeg fornemmer klart, at de er blevet opmærksomme på, at der lægges mange timer i rollen som leder og administrator.

Vi vil derfor gerne afmystificere den del af virket og vise dem, at det godt kan lade sig gøre – vi har heller ikke den store lederuddannelse. Men vi har været hele processen igennem og kan i det her forum videregive vores erfaringer«, siger Anna Stouby.

»Det skal ikke være besværligt«

Uddannelseslægerne lærer ikke blot hinanden at kende, men også de forskellige tutorlæger.

»Og når man gør det, kan det være nemmere at spørge ind til, om man har mulighed for at få en fase 3-stilling netop det sted, som man synes, passer til én.

Eller man kan i gruppen møde en eller flere, som man kunne se sig selv drive praksis sammen med.

Vores håb er selvfølgelig også, at de læger i gruppen, som allerede bor her, og som har valgt Skive til frivilligt, måske også kan medvirke til, at flere vil finde det tiltrækkende at være i Skive i stedet for f.eks. Viborg«, siger Anna Stouby.

HU-læge Mathilde Bruun-Sørensen Dalgaard kommer fra og bor i landsbyen Sevel 15 kilometer fra Skive. Hun har for længe siden besluttet sig for at slå sig ned i praksis i enten Skive eller en af de mindre byer på egnen – Højslev, Roslev eller Stoholm – og prioriterer møderne i supervisionsgruppen. Også nu, hvor hun er i hospitalsblok.

»Med kun én dag om måneden i praksis kan jeg her godt føle mig som månedens gæst.

Så det at få sat ansigter på de andre uddannelseslæger og lære de forskellige praksis at kende gør – foruden møderne i lægelavet, som vi også er inviteret med til – at jeg alt i alt ikke føler mig som Palle alene i verden«, siger Mathilde Bruun-Sørensen Dalgaard, inden hun fortsætter:

»Jeg er da også begyndt at få tanker om, hvem der er samme sted i uddannelsforløbet, hvor jeg er, som jeg eventuelt vil kunne etablere praksis med.

Jeg tror og håber på, det kan være tillokkende for dem, der kommer udefra, at der er noget kollegialt at komme efter, selv om det ikke alene gør det. Der skal også noget fleksibilitet til, så man f.eks. kan gå lidt før for at nå toget, der kun går én gang timen.

Der er stor fokus på vigtigheden af, at vi spreder os, men der skal også være fokus på, at det skal være attraktivt at være læge langt fra de store byer, og at der er det fornødne antal uddannelsesstillinger.

Det skal ikke være besværligt«.

Kunst, fisk og kunstige blomster

Det er blevet tid til rundvisning.

En del af formålet med møderne i supervisionsgruppen er at præsentere diversiteten i måden at drive og indrette praksis på.

Der er store forhold her i tomandspraksissen, som tidligere var en firemandspraksis.

»Vores uddannelseslæger må indrette sig, som de vil«, siger Suzanne Schnoor, mens hun viser rundt i konsultationsrummene: »En havde citrontræ og hæklede mus. Det er vigtigt, at I gør rummet til jeres eget – I tilbringer mange timer her«.

Næste stop er det store venteværelse med en del kunst på væggene.

»Venteværelset har enormt stor betydning, da det er her, vi byder patienten velkommen. Vi har skiftende lokale kunstnere til at udstille, og de må gerne sælge deres kunst, men vi har ikke noget med salget at gøre«, siger Suzanne Schnoor.

I venteværelset er der et akvarium, men ikke noget børnehjørne.

»Vi havde et før corona. Men da vi skulle til at spritte alt af, blev det for bøvlet. Dertil kommer, at vi ikke har så mange børn, som vi havde tidligere, og de, der kommer, kigger på fiskene«, forklarer Suzanne og tilføjer så:

»Og selv om jeg ikke er vild med kunstige blomster, er det det, vi har, da det er dem, der holder«.

Laboratoriet med medicinskabet og talrige skuffer og skabe er placeret strategisk midt i praksis, hvor både læger og personale mødes.

»Selv efter seks år ved jeg stadig ikke alt om, hvad der er i alle skabene«, siger Winnie L. Christensen med et smil, inden rundvisningen slutter i et rum udstyret med en briks.

I tilfælde af at lægen eller en blandt personalet måtte have et sygt barn med på arbejde. Eller hvis man selv måtte have brug for et hvil.

»Regner med, jeg skal være ansat nogle år«

Rundvisningen på møderne giver mere og mere mening for Mathilde Bruun-Sørensen Dalgaard.

»Til de første rundvisninger tænkte jeg, at det da var fint nok at se, hvordan dagens praksis har indrettet sig. Men jo længere jeg kommer i mit uddannelseforløb, jo mere relevant bliver det. Der er masser at blive inspireret af. Der er forskel på at være klinik for mange unge og børnefamilier og at have klinik for en overvejende ældre patientpopulation med flere hjemmebesøg.

Tilsvarende tænker jeg mere og mere over det leder- og personaleansvar, der kommer til at påhvile mig, og derfor er det godt at komme rundt og se, hvad det er for et it-program, de forskellige praksis har valgt, hvordan man har telefontid, hvordan bookingskemaet tager sig ud, og hvem de har ansat. Den praksis, vi besøger i dag, har en farmakonom ansat – det har jeg ikke lige set før.

Det er også lærerigt at høre om de enkelte lægers vej ind i praksis. Nogen er begyndt sammen, mens andre er begyndt som vikar i en etableret praksis.

Jeg regner med, at jeg selv skal være ansat i nogle år, inden jeg etablerer mig«.

Udannelseslægerne deler sig op i mindre grupper for at tale mere løst og fortroligt om stort og småt.

»Det giver meget at høre, hvilke tanker de andre uddannelslæger gør sig. I dag var der flere, der gav udtryk for, at de ikke nødvendigvis vil være klinikejer«, siger Amalie Stausbøl-Grøn, der efter sin introstilling begynder på militærlægeuddannelsen.

»Forsvaret er glad for almenmedicinere, så hvis jeg ender med at vælge den almenmedicinske vej, hvad jeg tror, jeg gør, ja, så vil jeg gerne arbejde der nogle år.

Men uanset hvor jeg ender, vil jeg kunne bruge det, jeg har fået med mig fra netværksgruppen«.