I Svaneke mødes arvesølv og nybrud: »Kontinuiteten - dét er arvesølvet«

Hun går hurtigt. I den ene hånd har hun en blå kasse, så hun kan tage prøver hjemme hos Solveig. I den anden en rugbrødsmad, hun spiser på vejen.

»Det er lige heroppe. I det hvide hus«, peger Annemette Pihl Lundberg.

Vi når det i løbet af et par minutter og går selv ind i gårdhaven. Der er låst. Vi går rundt om huset.

»Forbered jer på verdens flotteste udestue«, siger lægen og fører os hjemmevant ind i en oase af grønne planter, der trives i allerbedste velgående.

Helt så godt går det ikke med 90-årige Solveig, der holder til i en hospitalsseng i stuen.

Lægedageavisen er taget med læge og nyslået klinikejer Annemette Pihl Lundberg på sygebesøg i Svaneke. Solveig lider af svært hjertesvigt. Det trykker i halsen, hun har problemer med væske og kan heller ikke sove. Hendes iltmætning er dog fin. Flotte 98%.

»Det er lige så godt som hos børn«, siger lægen opmuntrende.

»Det siger du hver gang«, svarer Solveig med en glad stemme.

Men glæden minder hende også om, at hun i går havde besøg af en hjemmesygeplejerske.

»Hun forskrækkede mig lidt. Hun lød, som om jeg var ved at tage billetten«, fortæller Solveig bekymret.

»Har du mødt hende før?«, vil Annemette Pihl Lundberg vide.

Svaret er så godt som et nej. Kun én gang, fortæller Solveig.

Annemette forsikrer til gengæld om, at hun ringer på mandag, når hun har svar på prøverne. Præcis som hun plejer. Og Solveig vinker roligt farvel efter ti minutters audiens.

Er hjemmebesøg netop noget af det arvesølv, som Annemette Pihl Lundberg har tænkt sig at føre videre, efter at hun overtog praksissen tidligere i år?

»Ja!«, svarer hun hurtigt.

Og smiler skælmsk:

»Men det bliver i et andet format«.

Har uddannet de nye

Svaneke Lægehus har i årtier været drevet af ægte- og lægeparret Klaus og Lisbeth Boss. Før dem havde Klaus’ far lægeklinikken i årene fra 1955 til 1991, og før ham hans morfar i årene fra 1913 til 1955. Klinikken har ligget tre forskellige steder i byen, og frem til 1982 var det tilmed et 12-senges sygehus.

Klaus Boss er født i Svaneke, og for at det ikke skal være løgn, bor han nu selv i det gamle lægehus.

»Gammelsmølf«, siger han smilende, da han giver hånd.

Temaet for årets Lægedage er »Arvesølv og nybrud i almen praksis« med underoverskriften »Hvad tager vi med ind i en bæredygtig fremtid for almen praksis?«. Dét kan man nærmest ikke finde et bedre sted at få svar på end i Svaneke.

Annemette Pihl Lundberg blev speciallæge i almen medicin i 2023 og har for nylig overtaget klinikken fra Klaus Boss, der har været almenmediciner siden 1989 og ejet klinikken i 32 år.

Helt fra starten har Klaus og Lisbeth Boss haft øje for, at der skal en stadig strøm af nye, unge læger til, hvis bornholmerne fortsat skal være lægedækket. Derfor har de gennem årene haft i alt 32 uddannelseslæger. En stor del af de yngre læger, der i dag praktiserer på øen, har haft en del af deres uddannelse i deres klinik.

Trillet ned ad bakken

For ni år siden begyndte Klaus og Lisbeth Boss for alvor at gøre klar til et generationsskifte. De skrev notater i journalerne, så patienterne var nemmere at overtage for en ny læge. De skiftede også det gamle lægehus ud med mere moderne lokaler i byens tidligere plejehjem.

»Vi var nødt til at flytte, for vi er gået fra 1.600 patienter til 3.200. De er trillet ned ad bakken mod øst, fra lægehuse i Østermarie og Gudhjem, som nu er lukket, fordi de ikke kunne sælges«, fortæller Klaus Boss.

Årsagen til flytningen i 2014 hænger sammen med parrets principielle holdning om, at der fortsat bør ligge et lægehus i Svaneke, ligesom der bør være en skole, en tandlæge og så videre.

»Det var super magtpåliggende for os, hvad en ny generation har af forventninger. Vi kom frem til, at det var plads, lyse lokaler og ikke at købe mursten«, fortæller Klaus Boss og afslutter den ultrakorte version af lægehusets lange historie frem til flytningen i 2014.

»Der er ikke ændret noget fysisk siden«, siger han.

Og leverer selv en skælmsk tilføjelse.

»Før Annemette kom«.

Glidende overgang

Annemette Pihl Lundberg er også bornholmer. Hun har dog boet mange år i København sammen med sin lige så bornholmske mand. De to havde absolut ingen planer om at vende tilbage til øen – indtil de fik børn. Det gik bare ikke på fjerde sal på Nørrebro og uden bedsteforældre i nærheden. Så de flyttede tilbage og fandt en gård midtvejs mellem bedsteforældrene og på samme vej som hendes bror.

Lidt hovedkulds flytning, for faktisk var alle uddannelsesstillinger på øen allerede besat. Men Annemette fik nys om Klaus og Lisbeth i Svaneke, og kemien var der med det samme. Inden længe blev Klaus Boss tutorlæge for Annemette Pihl Lundberg, og hun blev kommende klinikejer.

»Så vi har haft nogle år, hvor vi har forberedt skiftet. Det har været en kæmpe fordel, at vi har haft en glidende overgang«, siger Annemette Pihl Lundberg.

Overgang har der helt sikkert været tale om. Patienterne har skullet vænne sig til, at Klaus og Lisbeth slap tøjlerne, Annemette har skullet lære patienterne at kende, og personalet har skullet indtræde i nye roller.

Sætter sit eget præg

Med Annemette Pihl Lundberg som ny praksisejer er Svaneke Lægehus undergået forandringer. Blandt de synlige er venteværelset, der har fået nye moderne møbler, et kreativt børnehjørne, en akustikvæg med trælameller og en stor fladskærm med info om, at der findes apps til både apoteket, sundhedskortet og endda lægen.

De mindre synlige forandringer er endnu vigtigere. Der udskrives nu medicin til kronikere for et år ad gangen, patienterne måler selv blodtryk derhjemme. Og måske allervigtigst: Der uddelegeres opgaver til praksispersonalet, som har været på diverse kurser samtidig med den glidende overgang.

»Personalet forestår nu kronikerbehandlingen og kontroller med mig som backup. Mange af de patienter ser ikke mig. Det er en nødvendighed, men det er også noget, som både personale og patienter heldigvis har taget supergodt imod«, fortæller Annemette Pihl Lundberg.

Nødvendighed, fordi praksissen nu har så mange patienter, at der er lukket for tilgang, og med Klaus’ neddrosling til to ugentlige dage i klinikken og Lisbeths pensionering har klinikken mistet, hvad der svarer til en kapacitet.

»Så der er ting, som patienterne godt kan gøre selv. Og gør bedre selv derhjemme. Det er stadig Svaneke Lægehus, det er vigtigt. Men jeg har også haft brug for at sætte mit eget præg«, siger Annemette Pihl Lundberg.

»Du har grebet de strømninger, der er i tiden«, bakker Klaus Boss op og forklarer en af årsagerne til, at patienterne har taget godt imod forandringerne.

»Det er et spørgsmål om, hvordan man framer det. Jeg gør mig umage med at italesætte over for patienterne, at nu, hvor mulighederne er til stede, er det sådan her, vi gør det, for nu er det Annemette, der bestemmer. Det er de fleste helt rolige omkring«, siger han.

Kontinuitet er nødvendigt

Det er blevet tid til, at Annemette Pihl Lundberg skal ringe konen til en terminal patient op for at aftale et hjemmebesøg. Klaus Boss er egentlig på vej ud ad døren, men tøver. Han er interesseret i telefonsamtalen. Bagefter taler de to læger om, hvad patientens feber kan skyldes. Klaus beder Annemette om at hilse derude. Han har gået i skole med manden.

Det banker også på døren til konsultationsrummet. Sygeplejersken har brug for Annemette til en patient.

»Skal det være mig«, spørger hun.

Svaret er ja.

»Det er kontinuiteten«, siger Klaus Boss, for kort forinden har de to læger givet præcis dét svar på spørgsmålet om, hvad der er arvesølvet i almen praksis:

»Kontinuitet«, svarer de begge.

Klaus Boss henviser til studier, der viser, at netop høj kontinuitet hos familielægen fremmer patienternes sundhed, Annemette Pihl Lundberg til, at situationen i udkantsområder som Bornholm gør kontinuitet endnu mere afgørende.

»Den mangel på speciallæger på hospitalet, som vi oplever, hvor de bliver fløjet ind, og patienter ser en ny hver gang, giver os en ekstra stor rolle i at have overblikket i forhold til patienten. Hvis ikke kontinuiteten følger med andre steder, bliver den nødt til at være der hos os. Ellers kan vi ikke hjælpe patienterne godt nok«, mener hun.

»Det er derfor, jeg er blevet praktiserende læge. Kontinuiteten. Dét er arvesølvet«, slår hun fast.

Mere på bølgelængde

Karl-Peter er den næste patient hos Annemette Pihl Lundberg. Han er 73 år og har tabt sig alt for meget i forbindelse med en række sygdomme. I venteværelset får Karl-Peter og hustruen øje på klinikkens tidligere ejer og hilser.

»Halli hallo«, svarer Klaus og får et »hils Lisbeth« tilbage fra patientparret.

Karl-Peter er der til kontrol af hans mange tilstande. Annemette vil vide, om parret selv har tjekket hans blodprøvesvar online.

»Nej, det kan vi ikke finde ud af«, svarer hustruen og fortæller også, at blodtryksskemaet driller på iPad’en.

Til gengæld fortæller de henvendt til Lægedageavisen om det nye venteværelse, og at Annemette går på arbejde i sit private tøj, mens Klaus havde kittel på.

»Så er man lidt mere på bølgelængde«, synes hustruen.

Meget af snakken går ellers med Karl-Peters maveproblemer, som er svære at løse. Til gengæld får han recepter for et helt år, og det er en lettelse.

»Hva’ søren, du har flyttet ungerne«, udbryder han og peger på et billede af to børn, der siden sidst er hængt op over lægens skrivebord.

Bekymret for de unge

Det kan godt være, at den nye læge i huset ikke er endnu en generation af Boss’er, men det er hendes mand, der har lavet klinikkens nye hjemmeside, far har hængt fladskærm og akustikplader op, svigermor har skrubbet gulvet, og mor har passet børnene.

»Så Svaneke Lægehus er stadig et familieforetagende«, smiler Annemette Pihl Lundberg.

Men hjemmebesøgene, som dagen startede med, bliver der lavet om på i fremtiden, fortæller hun.

»Klaus og Lisbeth har været meget på hjemmebesøg. Det er der også rigtig meget værdi i. Men det bliver vi nødt til at trappe ned på, hvis vi skal have tid til hele. Heldigvis har vi fået et mobillab herovre, der kører rundt til patienterne. Det er en stor lettelse for mig«, siger hun og lægger ikke skjul på, at det med arbejdspresset og de begrænsede ressourcer er hendes håb at tiltrække en kompagnon eller ansat læge til klinikken.

Klaus Boss er grundlæggende bekymret for den yngre generation af praktiserende læger.

»Jeg er bekymret for, om der er nok ressourcer til at bære de givne opgaver. Det var min far også bekymret for. For det har altid været en stor opgave, og den vokser. Derfor er det ikke kun os læger, som skal løfte den. Samfundet skal også«, lyder det fra Gammelsmølf.