Hvornår en læge første gang fandt på at placere en blodsugende igle på en patient fortaber sig i historiens tåger. Gætter man på stenalderen, er det nok ikke helt forkert.
Antikkens egyptiske læger benyttede igler til behandling af alt – fra malaria til flatulens. Den romerske historiker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) anbefalede igler mod årebetændelse og hæmorider. Med udgangspunkt i humoralpatologien om de fire kropsvæsker – gul og sort galde, slim og blod – betragtede middelalderens læger igler som et universalmiddel og brugte dem ved neurologiske lidelser, urinvejssygdomme, barnløshed, inflammation og øjensygdomme.
Men i begyndelsen af 1800-tallet vandt igler for alvor indpas i behandlingen af stort set enhver sygdom. Og da den berømte franske læge François-Joseph-Victor Broussais (1772-1838) blåstemplede iglen, eksploderede interessen.
Broussais var en af de sidste medicinske »systemtænkere«, som på basis af dogmer fra antikken og middelalderen forsøgte at sætte medicinen ind i komplicerede, spekulative systemer, da man jo ikke havde nogen egentlig videnskab til rådighed.
I to årtusinder havde en helt dominerende idé i medicinen været venesectio (åreladning) – aftapning af blod, både som behandling og som forebyggelse. I 1816 publicerede Broussais sin L’Examen des doctrines médicales, hvor han redegjorde for sit system: »Den fysiologiske medicin«. Et væsentligt element var åreladning – lokal aftapning af blod – ved hjælp af igler og faste.
Broussais’ system blev på kort tid en modedille blandt parisiske læger – og parisermedicinen var på den tid internationalt førende. Nyuddannede læger fra hele Europa valfartede til Paris for at videreuddanne sig. Broussais var blandt de toneangivende og docerede, at alle sygdomme skyldtes gastrointestinal irritation, der forplantede sig til andre organer. Lægeverdenen tog Broussais’ doktrin til sig, og efter hans udnævnelse i 1831 til professor i almindelig patologi blev hans forelæsninger udsolgte tilløbsstykker.
En vigtig pointe var, at de lokale irritationer skulle behandles ved påsætning af igler, der sugede »det syge blod« ud. Ved den enkelte behandling kunne lægen påsætte både 20 og op til 40 igler. Havde patienten lungebetændelse, krævede behandlingen, at lægen anbragte op mod 80 igler på patientens bryst.
Broussais behandlede sin egen forstoppelse med igler og troede så fast på effekten, at den også måtte gælde for dyr. Broussais’ hobby var hanekampe, og han holdt selv kamphaner, som han behandlede ved at årelade dem med igler en gang om ugen. Resultatet levede dog ikke op til forhåbningerne. Blodtabet svækkede dyrene så meget, at de klarede sig elendigt i ringen.
Lægeiglen, Hirudo medicinalis (eller blodiglen), er en blodsugende ledorm, som lever i ferskvand og bliver 10-15 cm lang. Den findes i det meste af Europa og den vestlige del af Asien. I Danmark findes den i vandhuller i Dyrehaven nord for København og ellers kun på Bornholm. Den har tre kæber med 100 tænder, som til forskel fra andre igler er i stand til at bide igennem menneskehud.
Lægeiglen lever af blod. Dyret kan både svømme og kravle. I vandet bevæger den sig fremad med bølgende bevægelser, når den snuser sig frem til sit bytte – for eksempel en vandsnegl, som den suger helt ud. Blod af frøer og tudser eller af dyr og mennesker er også på iglens menu. Ude af vandet bevæger iglen sig på samme måde som en målerlarve ved at bruge de sugekopper, den har i hver ende.
Når iglen bider, indsprøjter den et lokalbedøvende sekret. Iglens spyt indeholder desuden hirudin, som er en kraftig antikoagulant: Det forhindrer blodet i at størkne, så det lille dyr kan lade sig fylde med blod, til den ligner en lille, sort ballon. Når iglen er fyldt med blod, har den øget sin vægt 10-15 gange. Når den mætte igle falder af eller bliver fjernet, bliver blodet ved med at løbe fra bidstedet i nogen tid. Biddet efterlader et Y-mærket sår i huden.
Blodudtømning ved igler havde bestemt visse fordele frem for at åbne en vene med en usteril lancet eller en såkaldt sneppert (et apparat i lommestørrelse, som ved tryk på en knap fik en række små, skarpe klinger til at springe frem og slå hul på huden). Med lancet eller sneppert risikerede man at udløse en ukontrolleret blødning. Nogle læger kendte ikke til selvbeherskelse og har mere end én gang ladet en patient forbløde (George Washington er eksemplet par excellence).
Åreladningen med usterile instrumenter kunne også medføre infektioner med dødelig udgang. Et dansk eksempel er den danske kong Christian den 8., som i 1848 døde af en blodforgiftning, som hans livlæge påførte ham ved en åreladning.
Den slags ulykker risikerede man ikke, når man brugte igler. Og frem for alt: Det var meget begrænset, hvor meget blod en håndfuld igler kunne suge til sig.
Efter at Broussais havde gjort iglen til svaret på enhver menneskelig sygdom, blev handlen med igler en lukrativ forretning. Især i Frankrig var efterspørgslen enorm. Hvert år forbrugte landet 35 millioner igler. Men efterspørgslen på verdensmarkedet var også betydelig. Selv Nordamerika importerede europæiske igler, da de amerikanske igler ikke formåede at bide ordentligt igennem.
I Danmark kunne den naturlige bestand af igler slet ikke følge med efterspørgslen, og de måtte derfor importeres fra udlandet. Det gav foretagsomme forretningsfolk i Viborg en idé: Den 29. november 1872 kunne man læse følgende i avisen Jyllands-Posten:
»Vor By vil i Fremtiden blive Sædet for en særegen industriel Virksomhed, idet der paa dens Grund vil blive anlagt en saakaldt Iglepark, som vil udklække og opfostre disse nyttige Dyr efter en større Maalestok«.
I 1874 var de første igler klar til brug, men allerede i 1875 endte det midtjyske igleeventyr, da selskabet bag igleparken gik konkurs. Det kan måske hænge sammen med, at lægeiglerne havde udspillet deres rolle.
I deres storhedstid blev igler brugt alle tænkelige (og en del utænkelige) steder lokalt på kroppen. En halsbetændelse kunne behandles ved i en snor at nedsænke en igle i patientens svælg, hvor den sugede løs af de hævede og betændte mandler. Ved tarmsmerter kunne de indføres ad rectum. Visse underlivslidelser hos kvinder kunne motivere lægen til, via et speculum, at anbringe en eller flere igler på steder, hvor igler aldrig burde befinde sig.
Lægeigler blev indfanget i naturen og holdt i regnvand i smukt dekorerede apotekerkrukker. Og de kunne bruges flere gange, enten ved at vente, til iglen havde fordøjet sit måltid af blod, eller ved at tvinge den til at kaste det op.
Da brugen kulminerede i 1830’erne, var lægeigler på grund af rovdriften blevet svære at finde og var (med et anakronistisk udtryk) udryddelsestruede. Til iglens held gik behandlingen dog af mode i takt med, at de diagnostiske metoder og forståelsen af blodets funktion og kredsløb blev bedre.
Lægeiglen har i øvrigt stadig en rolle i enkelte, meget specifikke behandlinger. For eksempel når en afrevet finger skal syes på igen, Her er det vanskeligere at reparere de mindste blodkar end de større. Fingeren kan derfor svulme op af blodansamling. En igle kan langsomt og over en længere periode suge det overskydende blod ud og derved hindre afstødning, mens de små blodkar finder sammen. Iglens antikoagulanter sørger samtidig for, at blodet ikke danner klumper, der kan skabe problemer.
De igler, som anvendes i dag, er fremavlede og sterile. De anvendes kun en gang og aflives humant efter brug.
