Ikke længere så Langt fra Las Vegas: Amerikanske universiteters samarbejde med private virksomheder giver problemer

Da den 17-årige amerikaner Jesse Gelsinger, som led af en sjælden leversygdom, indvilligede i at deltage i et forsøg på University of Pennsylvania Medical School med en eksperimentel form for genterapi, kendte han ikke det fulde omfang af de økonomiske interesser, som forsøgets investigator og universitetet havde i sagen. Den eksperimentelle genterapi kunne ikke helbrede hans sygdom men var designet til at kunne hjælpe babyer med en dødelig variant af sygdommen.

Fire dage efter Jesse Gelsinger fik den genmodificerede virus sprøjtet ind i sig, døde han af genterapien.

Det viste sig, at lederen af universitetets institut for genterapi, James Wilson, havde startet det firma, som havde investeret i den genetisk ændrede virus, der blev brugt i eksperimentet. Wilson og universitetet havde aktier i firmaet, som på det tidspunkt gav 25 millioner dollars til instituttets budget årligt. Wilson og en af hans kolleger havde patenter på dele af proceduren, og virksomheden havde som modydelse for sine millioner fået rettighederne til alle kommercielle produkter.

I den informerede samtykkeerklæring, som Gesinger skrev under på, fremgik det af én sætning, at investigatorene og universitetet havde en økonomisk interesse i, at eksperimentet fik et positivt resultat.

Da Genovo blev solgt til et større firma, blev Wilson's aktier vurderet til at være 13,5 million dollars værd; universitetets 1,4 million. Gelsingers familie anlagde en sag mod universitetet, der blev forligt. Efterfølgende udstedte universitetsledelsen nye retningslinjer, som lægger begrænsninger på fakultetsansatte, som udfører forsøg, mens de samtidig har økonomiske interesser i det firma, der betaler for forsøget.

Sagen står beskrevet i bogen »Science in the private interest« med undertitlen: »Has the lure of profits corrupted biomedical research?« af Sheldon Krimsky. Det er en analyse af, hvordan biomedicinsk forskning har forandret sig i takt med, at erhvervslivet har kanaliseret flere og flere millioner ind i de amerikanske universiteter.

Sheldon Krimsky er professor på Tufts University's School of Arts and Sciences, hvor han underviser på Department of Urban and Environmental Policy and Planning og er adjungeret professor på universitetets medicinske fakultet. Hans analyse viser, at kommercialiseringen af akademisk forskning bryder med helt grundlæggende, videnskabelige normer.

Mistro, når grænserne udviskes

Først er det imidlertid nødvendigt at få Krimsky's svar på, hvorfor paradigmet om, at viden kan og bliver købt for penge, er problematisk, eftersom viden og teknologi har bidraget til større værdiskabelse i samfundet.

Krimsky sætter spørgsmålstegn ved, om universiteterne skal bruges som instrumenter til at nå private firmaers mål, mere end de skal være beskyttede enklaver, hvis fornemste mål er oplysning. Og for Krimsky er der ofte en modsætning mellem de to mål.

For når ønsket om at få mere viden omdannes i retning af noget, der kan handles med, så bliver det uundgåeligt ledsaget af mistro. Vil tørsten efter penge fordreje resultaterne? Bliver den offentlige opfattelse af videnskab gennemsyret af mistro?

Omfanget

Det er svært at sige noget om, hvor mange penge erhvervslivet kanaliserer ind i de amerikanske universiteter.

I 1980 spenderede universiteterne 6,5 milliarder dollars på forskning og udvikling, hvoraf det medicinske og biomedicinske var en af de største aftagere. I 2000 var beløbet vokset 30,2 milliarder.

I samme periode var industriens bidrag til forskning og udvikling på akademiske institutioner steget med 875 procent, fra 0,26 milliarder til 2,3 milliarder.

Selv om det ikke lyder af meget, så er det ifølge Krimsky nok til at rykke ved den søjle af tilstræbt objektivitet, som den akademiske videnskab hviler på.

Cirka hver tredje forsker på Massachusetts Institute of Technology's institut for biologi har økonomiske bånd til biotechfirmaer, målt i perioden fra 1985-1988. Samme tendens gjorde sig gældende på Harvard og Stanford. Det rykker ved en af universitets grundnormer om at dele sin viden med andre forskere for at drive forskningen fremad.

»Man kan nemt forestille sig de selvpålagte begrænsninger, man ville lægge på kommunikation af resultater, som opstår, når ens fakultet har forbindelser til 43 forskellige virksomheder, der hver især forsøger at beskytte deres intellektuelle ejendomsrettigheder«, skrive Krimsky.

Pres på universiteterne

Baggrunden for udviklingen skal findes i, at universiteterne de seneste 25 år har måttet redefinere deres rolle og i takt med, at bevillingerne til forskning har været usikre.

Den politiske stemning har været, at universiteter skulle indgå partnerskaber med den private sektor for at lære at skabe merværdi. Antagelsen var, at universiteterne havde uudnyttede ressourcer, som kunne realiseres med de rette partnerskaber.

Og udadtil så scenariet ud til at have skabt mange vindere; så mange at det er svært at få øje på taberne, skriver Krimsky.

Men det skyldes at ulemperne er langt mere diskrete end fordelene.

Det viser eksempelvis en sag fra University of California i Berkeley.

I midten af 1990'erne indgik universitetet en aftale med et datterselskab i den multinationale lægemiddelvirksomhed, Novartis. Aftalen var usædvanlig, fordi den blev indgået mellem et institut og et selskab og ikke som sædvanligt en forsker eller en gruppe af forskere på den ene side og et selskab på den anden.

Universitetet fik 25 millioner dollars over fem år og datterselskabet fik blandt andet til gengæld to Novartis-ansatte repræsenteret i en fem-mandskomité, der besluttede, hvilke projekter på instituttet, der skulle have penge. Dermed fik Novartis' datterselskab indirekte indflydelse på forskningen.

Forskere, der skrev under på aftalen, fik adgang til selskabets genetiske database, men havde de en gang underskrevet fortrolighedsaftalen, så kunne de ikke offentliggøre resultater med disse data, uden Novartis havde godkendt det.

Senator Tom Hayden stillede det hypotetiske spørgsmål: Hvad nu hvis en professor havde underskrevet en fortrolighedsklausul, så nogle data, der repræsenterede alvorlig fare for folkesundheden, og ønskede at fortælle offentligheden om det. Ville universitet støtte denne forsker? Svaret var nej - universitetet havde ingen forpligtelse til at forsvare forskere, som brød en kontrakt. Hayden påpegede også, at Berkeleys aftale kunne komme på tværs af universitetets ellers uafhængige mulighed for at forske i de negative konsekvenser i genmanipulerede organismer.

Interessekonflikter

Sheldon Krimsky fokuserer også i bogen på de interessekonflikter, som kan opstå, når en offentligt ansat forsker samarbejder med et privat firma. For eksempel når forskeren også er rådgiver for en offentlig myndighed.

Det var tilfældet i Rezulin-sagen fra 1990'erne hvor virksomheden Warner-Lambert sendte en medicin mod type 2-diabetes på markedet. Medicinen kom med i landets hidtil største diabetesstudie, en beslutning som del vist blev truffet af Dr. Richard C. Eastman, som ledede en diabetesafdeling under det amerikanske National Institute of Health (NIH).

Kort tid efter medicinen var blevet lanceret, begyndte læger at skrive til myndighederne om, at patienter på Rezulin oplevede leversvigt. I juni 1998 tog NIH medicinen ud af sit studie; det blev da vurderet, at mere end en million mennesker havde taget Rezulin på godt et år. Som det første land trak England det tilbage i december 1997, mens FDA fortsatte med at tillade det på markedet indtil marts 2000. Da havde stoffet resulteret i 90 leversvigt, herunder 63 dødsfald og transplantationer.

Det viste sig, at Richard Eastman både havde været ansat i NIH og været konsulent for Warner-Lambert. Han fik mindst 78,455 dollars fra Warner-Lambert og 260,000 dollars i konsulenthonorarer fra andre firmaer. Dette blev afdækket af avisen Los Angeles Times, som også viste, at Eastman var direkte involveret i beslutningen om at tage Rezulin med i det store diabetesstudie, hvorfra en forsøgsperson, som ikke havde diabetes, i øvrigt døde. Ifølge FDA sandsynligvis som følge af Rezulin.

I NIH's etiske retningslinjer står, at det er forbudt for personer, der er ansat, at konsultere for private firmaer, hvis det på nogle måder kommer i konflikt med vedkommendes offentlige arbejde. Det viste sig så, at Eastmans ledere på NIH havde godkendt hans dobbeltjobs. Mindst 12 ud af 22 videnskabsmænd og kvinder, som spillede en central rolle i NIH's diabetesstudie, havde modtaget forskningsstøtte eller honorarer fra Warner-Lambert.

Universiteters og tidsskrifters modtræk er at afkræve forskere åbenhed om alle interessekonflikter, hvilket ifølge Krimsky er positivt nok men langt fra tilstrækkeligt. Dybest set er det udtryk for et knæfald for industrien og enkeltpersoners egeninteresser, mener han, eftersom politikken burde være et forbud eller minimering af interessekonflikter i stedet for accept.

Han mener derfor, at rollerne bør adskilles mellem dem, som producerer viden i den akademiske verden og så dem, som har økonomiske interesser i den viden. Personer med ansvar for at indrullere patienter i et forsøg, bør ikke have en økonomisk interesse i specifikke mediciner, terapier, forsøg, m.m. Og endelig bør der trækkes en grænse mellem dem, som vurderer behandlingsmetoder, mediciner, kemiske væsker og produkter til forbrugerne, og dem, som har en økonomisk interesse i, om produkterne får succes eller fiasko.

Ændring af videnskab er problemet

Men det værste er, at det private erhvervslivs interesser i så høj grad påvirker noget af selve forskningens sjæl, mener Krimsky.

Forskning bør - måske ideelt, men ikke desto mindre - være baseret på grundværdier som fri og åben vidensudveksling med det mål at nå en højere sandhed, som er til fælles bedste, og det skal være en videnskab, der sker uden ønske om personlig vinding for derved at undgå bias.

Men når flere og flere universitetsansatte forskere samarbejder med virksomheder, så tyder meget på, at disse forskere bliver mere tilbageholdende med at dele deres viden med andre forskere.

En undersøgelse fra Harvard i 1997 viste blandt andet, at ni procent af de adspurgte forskere ikke ville dele deres forskningsresultater med andre universitetsforskere. Ansatte, som deltog i kommercialisering, var næsten tre gange så sandsynlige til at rapportere forsinkelser i offentliggørelsen mere end seks måneder og mere tilbøjelige til at afvise andre forskere adgang til deres resultater sammenlignet med dem, der ikke var engagerede i kommercielle aktiviteter. I et nyere studie indikerede 13 procent af respondenterne, at de havde nægtet andre forskere adgang til data.

Og ifølge den amerikanske professor er den største fare ved kommercialiseringen af universitetsforskning tabet af de rammer, hvori forskning for almenvællets interesser kan varetages. Han skriver:

»At beskytte de amerikanske forskningsinsitutioners integritet svarer til at skulle beskytte unikke naturressourcer som Grand Canyon fra at blive udnyttet for dets urealiserede værdier med hensyn til sjældne metaller. Universiteter er mere end kilder af viden. De er arenaer på hvilke mænd og kvinder kan tale sandt for at opnå samfundsforbedringer«.

Sheldon Krimsky. Science in the private interest. Has the lure of profits corrupted biomedical research? Rowman & Littlefield Publishers, Inc., 2003.