”Ikke meget glamour i retspsykiatrien …”

6.45 Jeg kører fra Odense mod Middelfart. Trafikken er relativt let, men den vestfynske motorvej er aldrig nogen fornøjelse. På afdelingen tjekker jeg mails. Efter jeg tog hjem i går, måtte vagthavende læge bæltefiksere en ekstremt selvskadende kvinde. Kun i nogle timer, men som overlæge skal jeg sanktionere fikseringen. På morgenkonferencen er der ikke noget særligt i dag.

8.45 Jeg har ”den blå telefon” i dag. Det er visitationstelefonen, som den retspsykiatriske distriktspsykiatri, de almenpsykiatriske afdelinger og politiet ringer til, når de har brug for en retspsykiatrisk sengeplads. Vi har 70 retspsykiatriske pladser, men i regionen er der lige nu knap 100 retspsykiatriske patienter indlagt – 30 af dem må altså være på de almenpsykiatriske afsnit. Og det skal helst være dem, der er mindst farlige. OK, faktisk har jeg en ledig seng, efter at vi måtte flytte en meget dårlig patient over på et naboafsnit. Årsagen er, at vi har personale, der er sygemeldt pga. denne patient. Grænseoverskridende adfærd er hverdag, men denne patients adfærd er så grov, at selv ellers robuste folk har været sygemeldt gennem længere tid pga. ham.

10.00 Jeg skal give tvangsmedicin til en stakkels palæstinensisk patient, som er indlagt fra fængslet i svært sindssyg tilstand. Han kan ikke overtales til at tage medicin frivilligt. Heldigvis er han ved at få det bedre.

10.20 Den unge kvinde, som havde været i bælte i går, skal vurderes med henblik på, at hun i aften skal hjem og spise hos sine bedsteforældre. Hun har også været meget langvarigt indlagt, men har fået det noget bedre bortset fra enkelte tilfælde af selvskade. Hun kan godt tage hjem til bedsteforældrene. Dagen går med en masse samtaler med patienter om trivielle ting: "Kan jeg få besøg af den og den? Kan jeg ikke få lov at ringe, og må jeg få min egen telefon? Må jeg få udgang, hvornår skal jeg udskrives?". Der er ikke megen glamour ved at være overlæge på en retspsykiatrisk afdeling. Og egentlig heller ikke meget psykiatri. Det er mere en socialpædagogisk opgave. Det handler også om at bidrage til den gode stemning.

13.00 Jeg taler med en anden palæstinensisk patient, en midaldrende drabsmand, som er svært sindssyg og hverken kan forstå, at han skal være her, eller erkende, at han har slået nogen ihjel.

13.30 Vi har lige fået en ung mand tilbage fra almenpsykiatrisk afsnit, hvor han overfaldt en medpatient. Ham har jeg et sammenstød med i opholdsstuen, hvor han fortæller groft antisemitiske vittigheder. Han får bifald fra nogle muslimske medpatienter, som ellers selv er enormt sensible. En af dem, der sidder og griner, har selv overfaldet medpatienter og personale for ikke at vise ham den respekt, han mener tilkommer en muslim. De får besked om enten at skifte emne eller gå til hver deres stue og skamme sig. Det er nogle uslebne diamanter, der er indlagt på en retspsykiatrisk afdeling. Vi forsøger så at slibe lidt. Den unge mand har ved andre lejligheder fortalt vittigheder om muslimer. Det fik han bank for – her er mange muslimer, og at fortælle den slags vitser her svarer til at gå ind i Nyborg Statsfængsel og rakke ned på Bandidos. Det gør man bare ikke.

14.00 Jeg har en ambulant mentalundersøgelse af en mand, som er udeblevet et par gange. Det er en yngre, lidt forhutlet mand, som var hjemløs, hørte stemmer og var uden penge. Han havde fremsat trusler om en sagsbehandler. Men det er længe siden, og han var faktisk skizofren på tidspunktet og har virkelig været ked af det, der skete. Men der kommer formentlig en behandlingsdom ud af det.

15.00 Fyraften. Jeg kører østpå, forbi Odense og ud til mit sommerhus ved Nyborg. Tre rummeter brænde venter på at blive kløvet. Det gør jeg, til det bliver mørkt. Så varmer jeg noget mad og er for træt til andet end at se fjernsyn. Brændekløvning tærer hårdt på en utrænet, midaldrende mand.