»Som ansatte i det offentlige sundhedsvæsen er vi stadig vidner til det absurde teater, hvor der er meget langt fra de politiske skåltaler til de faktiske forhold i klinikken.
Vi hører igen og igen politikerne love os det, vi ønsker os: genopretningsplan, sundhedspakke i milliardklassen, ekstra penge til akutområdet og en tiårsplan for psykiatrien.
Men de ord klinger hult, når vi ser på den virkelighed, vi som læger oplever i dagligdagen«.
Sådan lød det, da Yngre Lægers forperson Helga Schultz tirsdag holdt sin mundtlige beretning på repræsentantskabsmødet på Hotel Koldingfjord, hvor det største antal delegerede nogensinde var mødt op, og hvor 40% af dem deltog i deres første repræsentantskabsmøde.
YL’s forperson beskrev en hverdag, der byder på nedlægning af sengepladser på grund af manglende personale. På ansættelsesstop i alle regioner – også af klinisk personale. Og nu også på afskedigelser af både sygeplejersker, SOSU-assistenter, sekretærer – og af læger.
I samme ombæring efterlyste Helga Schultz, at arbejdsgivere og ledelser træder i karakter og i handling tager ansvar for et godt arbejdsmiljø:
»Der er masser af konkrete ting, ledelserne kan gøre allerede i dag. De kan starte med noget så banalt som en ordentlig vagtplanlægning. At vagtplanen kommer ud i tide, så vi ved, hvornår vi skal på arbejde, og hvornår vi ikke skal. At vi kender tidspunktet for vores ferie i ordentlig tid.
De kan møde os med fleksibilitet, så vi f.eks. kan holde fri på vores børns første skoledag og i det hele taget leve et ordentligt familieliv«.
Fra talerstolen fortalte en delegeret, at hun, da hun blev mor, sagde farvel til sit hospitalsarbejde til fordel for en forskerstilling, da »jeg ikke oplever, at der er plads til mig«.
»Og jeg er næppe den eneste. Når børnene er syge for tredje gang på en uge, vælter korthuset både derhjemme og på afdelingen, og det kan ikke være meningen, at man enten skal få mavepine over at melde sig syg eller tage på arbejde med ondt i maven, fordi det ikke hænger sammen derhjemme. Derfor ser jeg meget frem til det fokus, der i OK-forhandlingerne kommer på fleksibilitet i ansættelsen«.
Den bold greb Søren Niemi Helsø fra bestyrelsen:
»Vi kommer næppe igennem med ret til deltid – jeg tror, det er en utopi. Men jeg tror, vi kan arbejde for, at man kan tilrettelægge sit arbejdsliv mere fleksibelt, hvis man i faser af livet enten vil arbejde mindre eller tage en ekstra tørn«.
Flere pointerede vigtigheden af at komme de yngste kolleger i akutmodtagelserne til undsætning. De, der i deres allerførste job efter studiet oplever et så presset arbejdsmiljø, at de med en delegerets ord »slet ikke kan se sig selv nå frem til at blive speciallæge«.
Kasper Staghøj Sinding, forperson for YL’s arbejdsmiljøudvalg, slog til lyd for at styrke TR- og MED-systemet både lokalt og regionalt:
»Mit indtryk er, at det hovedsageligt er KBU-læger, der er TR’er i de pressede akutmodtagelser. Her kunne man håbe, at flere speciallæger vil påtage sig rollen som TR.
Vi skal også kigge dybere i værktøjskasserne både inden og uden for Yngre Læger.
I psykiatrien har Arbejdstilsynet været involveret. Vi skal nok være hurtigere til at sige til, hvis enten det fysiske eller psykiske arbejdsmiljø ikke er i orden. Vi kommer i udvalget til at se på, hvordan vi kan bistå både TR’erne og medlemmerne til, hvornår de godt må opskalere en konflikt. Vi har længe nok været for søde«.
En efterlyste i det hele taget at vide, hvad man kan stole på i forhold til overenskomsten:
»Alt for mange gange har vi oplevet, at det, vi tror, er et solidt fundament, viser sig sig at være temmelig vakkelvornt, og det er dybt utilfredsstillende for vores tillidsfolk.
Jeg vil derfor opfordre til, at vi i højere grad begynder at dyrke arbejdsmiljøorganisationen i MED-systemet«.
Hvis vagterne er så belastede, at man f.eks. gentagne gange ikke kan gå hjem til planlagt tid, kan overenskomstens paragraf 22, stk. 5, tages i brug, og der kan indgås en lokal forhandling for at løse problemet.
En delegeret fra Region Sjælland kunne fortælle, at man dér har »stor succes« med at anvende denne paragraf:
»Der bliver lyttet, når sygehusledelserne trækkes med ind i møderne med akutmodtagelsernes ledelser, uden at jeg dermed bilder mig ind, at vi nødvendigvis har løst alle problemer«.
Helga Schultz’ positive modtagelse af et forslag om at ændre KBU’en, så psykiatri også bliver en mulighed, faldt ikke i god jord hos alle.
En delegeret var positiv over for idéen, men anfægtede argumentet – den udtalte lægemangel i psykiatrien:
»Det at bruge KBU-læger som egentlig arbejdskraft er en farlig vej at gå, og det vil ikke løse psykiatriens problem at sende vores yngste kolleger ud et skrøbeligt sted, hvor det er speciallæger, der er behov for«.
I sin beretning italesatte Helga Schultz, at flere forlader det offentlige sundhedsvæsen til fordel for det private.
»Der er intet galt i som læge at ønske sig at prøve noget andet end det offentlige sundhedsvæsen.
Men det er et problem, når det for nogle ikke er et positivt tilvalg af nye karriereveje, men et fravalg af det offentlige sundhedsvæsen, fordi arbejdspres og belastning er for stort«.
En delegeret efterlyste, hvilke tilbud YL har til de læger, der er ansat i det private:
»Jeg er med på, at det offentlige sundhedsvæsen er meget vigtigt, men jeg tror ikke, vi skal se os som gift med det offentlige sundhedsvæsen«, lød det.
En anden kunne fortælle, at da der blev udbudt et kursus om alternative karriereveje i hans region, stod der 100 på venteliste allerede på dagen, hvor det blev udbudt:
»Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi får vores kollegers øjne op for de muligheder, der er uden for det offentlige sundhedsvæsen«.
Debatten kom vidt omkring – og var lang. Ti minutter før frokost stod et tocifret antal talere på talerlisten.
Snitfladen mellem afdelings- og overlæger blev bragt op af flere.
En færdig speciallæge efterlyste en fast grænse for, hvilket speciallægearbejde der hører hjemme i YL, og hvad der hører hjemme i FAS.
»Som FTR oplever jeg et stigende pres for, at vi påtager os arbejde, der tidligere blev varetaget af overlægerne. Men hvor meget kan og skal vi påtage os? Vi afvikler jo behovet for overlægestillinger, hvis alt kan klares med en afdelingslægestilling. Derfor er min bøn, at Overenskomstudvalget og de nye speciallægeråd vil arbejde med denne grænsesætning«.
En anden advarede mod, at lokallønsmidlerne bruges til at kompensere for de ansvarsopgaver, der i stigende grad flyder fra overlægerne til afdelingslægerne.
»Vi skal derfor styrke vores samarbejde med overlægerne i at trække grænsen mellem, hvad der er afdelingslæge, og hvad der er overlægearbejde. Der er en gråzone, og den har vi en fælles interesse i at få klarlagt«.
Robusthedskommissionens anbefaling af at udvikle attraktive delestillinger med flere tjenestesteder fik det til at »krible« i en af de delegerede:
»I vores region er der en enorm interesse for at sende læger rundt til andre hospitaler, alt imens der er dårlig varsling og uklarhed, i forhold til hvem man som læge refererer til. Og det problem skal vi have fokus på«.
En delegeret fra en anden region har gjort de samme erfaringer: »Arbejdsgiverne tænker i stigende grad i sammenlægning af vagter på tværs af hospitalerne, og i hvordan man kan flytte ikke blot patienterne derhen, hvor der er ledig kapacitet, men også lægerne«.
Fakta
Fakta
Fakta
