Ikke se, ikke høre og - især - ikke tale

Fotos: Finn John Carlsson og Colourbox

Claus Lie er uddannelses- og forskningsansvarlig overlæge på Slagelse Sygehus.

Som det fremgår af nyhedsartiklen »Læger slår alarm over Region Sjællands akutsystem« på side 312, lægger han nu navn til konkret kritik af det lægeløse, præhospitale set-up i Region Sjælland og bringer en række cases til torvs, som han har fået kendskab til enten via sit eget arbejde eller gennem kollegaer på andre sygehuse.

Ingen af de læger, der er de øvrige kilder til oplysningerne, har ønsket at stå frem.

»Jeg kan ikke holde tanken ud, at vi skal holde kæft mere og mere. Vi skulle gerne være samarbejdspartnere med ekspertviden. Men når vi påpeger svagheder - markante svagheder - vælger man at lukke af for dialogen. Fordi man har besluttet, at sådan skal det være, på forhånd«, siger han.

Ligesom i nyhedsartiklen udtaler Claus Lie sig som privatperson, og hans udtalelser tegner ikke sygehuset.

De øvrige læger, Ugeskriftet har talt med, og som betinger sig anonymitet, har dårlige erfaringer med at bringe sådanne svagheder - eller bare bekymringer - frem.

De fortæller om, hvordan de er blevet konfronteret af både sygehus- og regionsledelse efter at have kritiseret planerne om at droppe lægerne i akutbilerne, mens debatten kørte op til beslutningen.

»Den oplevelse ønsker jeg ikke at få gentaget«, siger en af dem.

Andre frygter at blive bremset i karrieren eller helt enkelt fyret.

»Jeg vil gerne fortælle dig, hvad der foregår, men jeg vil ikke stå frem. Det kan få konsekvenser for min karriere«, siger en anden.

Andre gange kan det være hensynet til patienter, pårørende og efterladte, der holder lægerne tilbage.

Tidligere anæstesilæge på et af regionens sygehuse, Else Bønsing, som gik på pension ved årsskiftet, fortæller om et tilfælde sidste år, hvor hendes kolleger overvejede at stå offentligt frem i forbindelse med en konkret, identificerbar case - et dødsfald. Den slags skal i givet fald ske i forståelse med patient/pårørende på grund af lægernes tavshedspligt.

»Jeg har hørt dem sige, at de mente, en patient kunne have overlevet, hvis der havde været en læge derude« (på skadestedet, red.), siger hun.

»De ville ikke gå videre med det af hensyn til de pårørende. De syntes, det var synd for familien. De mente, at det er sværere at komme over et dødsfald, hvis man får indtryk af, at der kunne være gjort noget andet«, siger hun.

Kildekritik

Ugeskrift for Lægers oplysninger er primært andenhånds og anonyme. Vi har ikke haft adgang til skriftlige kilder, der kan bruges til at verificere lægernes oplysninger. Indberetningerne er gået ind i systemet for utilsigtede hændelser (UTH), som er lukket for offentligheden, fordi det skal bruges til læring. Læger og andre, der indberetter, skal trygt kunne registrere fejl og mangler uden at risikere at blive hængt ud. Det er f.eks. ikke muligt at få aktindsigt.

For enkelte tilfældes vedkommende har Ugeskriftet fået forelagt intern læge-ledelse-korrespondance, hvor en læge har varskoet sin ledelse om erfaringerne med det nye set-up. Kilderne har skriftligt over for Ugeskriftet bekræftet korrektheden af de cases, de lægger frem.

Efter nøje overvejelse har Ugeskriftet på det grundlag besluttet at bringe artiklen. Vi ønsker at bringe kildernes beretninger frem, så de kan indgå i den offentlige debat.

For selv om de fleste af lægerne er tavse, er deres bekymring over den præhospitale organisering i Region Sjælland bestemt ikke gået væk, efter at det nye system er trådt i kraft.

Lægens øje

Ingen ønsker at kritisere hverken paramedicinere eller ambulancereddere i Region Sjælland. De gør et godt job. Pointen er, at lægerne kan noget andet.

Hovedkernen i lægernes kritik af det nye system er det manglende, lægelige blik på patienten der hvor patienten er, når skaden, uheldet, ulykken indtræffer.

»Jeg kan huske, dengang lægeambulancerne (akutbiler med anæstesilæger, red.) begyndte. Fra den ene dag til den anden gjorde det en enorm forskel på modtagelse og behandling på skadestuen. Pludselig var der en kollega, som havde stillet en diagnose og startet en behandling, og vi vidste, hvad der kom ind«, siger Else Bønsing.

»Falckredderne er blevet mere veluddannede efter den tid, men jeg synes stadig ikke, de kan erstatte en læge, der ser patienten. Man får nogle informationer. Alle ved, at man skal se den syge. Man kan ikke læse sig til det eller tale i telefon«, siger hun med henvisning til den ordning, der eksisterer i regionen med AMK-læger.

Det er anæstesilæger, som sidder på AMK-vagtcentralen, og som telefonisk kan rådgive Falckreddere og paramedicinere ude i marken, men altså uden selv at se patienterne.

Hun noterer sig også, at det med at se patienten lader til at være kolossalt vigtigt i andre sammenhænge og henviser til sagen med en læge - fra Region Sjælland for øvrigt - som sidste forår blev idømt en bøde af landsretten, specifikt fordi han på en bagvagt havde undladt personligt at møde op og se til en stærkt overvægtig, gravid patient, der yderligere led af galdesten. Det komplicerede sagen, at en jordemoder ved en fejl gav patienten for meget morfin. Både patienten og fosteret døde.

»Hvis man kan dømme en læge for det, hvad hjælper det så, at Falck-redderne har en, de kan ringe til?«, siger hun.

Hun er særligt bekymret for børnene.

»Den tid lægeambulancen kørte, husker jeg klart to børn, der kom ind. De ville ikke have reddet livet, hvis ikke lægen havde været med i ambulancen. Begge havde fået noget i halsen. Der ikke andre end anæstesilæger og -sygeplejersker, der kan pille sådan noget op af halsen på et barn«, siger hun.

Når lægen savnes

Uden for hospitalernes mure er der også eksempler på, at lægen savnes i akutte situationer.

Praktiserende læge i Præstø, Christian Jensen, peger f.eks. på lægevagten, som jo bemandes med praktiserende læger. Han savner ikke at kunne rekvirere en ambulancelæge i hver vagt, men »ganske jævnligt«.

»Det kan være folk med hjerterytmeforstyrrelser, som befinder sig længere væk, og hvor det vil tage lang tid at komme ind til lægevagten. Nogle gange er det folk, der er så sindssygt dårlige, at de dårligt kan tale i telefon«, siger han.

»Der er også de allergiske lidelser, hvor nogle patienter dårligt kan trække vejret. Der ville det være rart, hvis der kunne iværksættes livreddende behandling med medicin eller intuberes på stedet. Dem oplever jeg ikke hver uge - men bestemt hver sæson. Det er ,mand sluger hveps i ølkrus`. Det er typisk en sommerting«, siger han.

Der er også en virksomhedsvinkel. Centerdirektør Karsten Juhl fra turistattraktionen Lalandia i Rødby mener f.eks., at det var en dårlig ide at fjerne lægerne fra akutbilerne.

»Med det turistantal, vi har på det sydlige Lolland, er jeg lidt bekymret for, at der ikke kan komme lægehjælp hurtigt nok frem. På en almindelig god weekend kan vi have 3.000-3.500 mennesker. Det er klart, at når de har fri og dyrke r sport og farer rundt i naturen, så er der også ind imellem nogen, der får skader«, siger han.

»Jeg tror, at både vi og gæsterne følte os mere trygge før, fordi vi vidste, at der kunne komme en læge til stede rimeligt hurtigt«.

Hvor tit har I brug for at ringe 112?

»Inden for det seneste år har det været nødvendigt 25-30 gange - herunder har 5-10 stykker været alvorlige tilfælde«, siger Karsten Juhl.

Også andre savner lægerne.

Thomas Vesth er både politiker - i Liberal Alliance - og politimand. Som politiker er han stærk tilhænger af læger i akutbilerne i Region Sjælland, hvor han bor. Som politimand finder han argumentationen.

»Ved ganske almindelig, livreddende førstehjælp giver man ofte op alt, alt for hurtigt«, siger han om det nuværende, lægeløse system.

»Men jeg er også bekymret for den ramme, man skaber - der er to ude i en ambulance, som ikke har den højeste kompetence, og som ikke har andre hjælpemuligheder end at tale i telefon«, siger han.

Den telefon, som Thomas Vesth nævner, er den samme, som Else Bønsing nævnte - linjen til AMK-centralen, der håndterer 112-opkald, hvor en AMK-læge sidder og rådgiver paramedicinerne/ambulanceredderne ude på skadestedet, men altså uden selv at kunne se, føle og høre patienten.

Ingen økonomisk gevinst

Lægerne mener, at det set-up med telefonisk lægerådgivning af ikkelægerne i marken fører til defensiv disponering og behandling. Når lægerne ikke selv ser patienten, er det svært at vurdere diagnose, endsige behandling. Så vælger man det sikre.

Lægerne kunne også tidligere afslutte en del patienter, som nu må køres ind til et sygehus, hvorfra de så kan blive sendt hjem igen. Det belaster sygehusene og dermed økonomien.

»Vi undlod at indlægge 15-20 pct. af tilfældene. Vi fandt de patienter, hvor de selv eller pårørende havde været lige lovligt hurtige til at ringe 112. Med min kunnen og erfaring kunne jeg godt f.eks. lade en patient blive hjemme. Det må eller kan paramedicinerne ikke«, siger anæstesioverlæge på Næstved Sygehus, Jørgen Krogh, som er tidligere akutbilslæge.

»Det var en stor besparelse. Nu får hospitalerne flere akutte patienter ind, som ikke har behov for indlæggelse«, siger han.

Evaluering og monitorering

Region Sjællands ledelse har ikke lagt skjul på, at fjernelsen af læger fra akutbilerne er en politisk-økonomisk øvelse, der er kontroversiel. Regionen har vedtaget en større evalueringsplan, som er begyndt at blive ført ud i livet.

I næste måned forventes den del at gå i gang, som handler om at evaluere forskellige personalegruppers erfaringer med det nye system.

Sundhedsstyrelsen har mindet regionen om evalueringen, og Lægeforeningen har kritiseret den for at komme meget sent i gang og især for ikke have sørget for et system til løbende at monitorere systemets konsekvenser - f.eks. ved systematisk at opfange cases som dem, Ugeskriftet omtaler i nyhedsartiklen på side 312.

Det kan muligvis hænge sammen med styringen af det præhospitale område, som først har fået en fuldtids lægelig ledelse syv måneder efter, at det nye system trådte i kraft.

Præhospital leder, Henning Jans, fortæller, at han frem til 1. oktober sidste år nok har haft ansvaret men som konsulentansat i alt otte timer om ugen. Efter 1. oktober blev han fuldtids.

Ifølge et notat, regionen har fremsendt til Ugeskriftet, bekræfter den at have modtaget seks af de cases, der omtales på side 312.

Fordi UTH-systemet er lukket, er det ikke muligt yderligere at spore indberetningernes forløb. Det er naturligvis ikke præhospitalt centers eller Region Sjællands skyld, men systemet kommer dermed til at agere som en barriere for åbenhed.

Patienterne urolige

Set med patientøjne er det bekymrende, at tavshedskulturen er blevet så udbredt i sundhedsvæsenet. Som Ugeskriftet har beskrevet for ganske nylig, er det ikke blot et fænomen, der eksisterer i Region Sjælland - se »Var din mund« i uge 47, som handler om lægers ytringsfrihed eller mangel på samme i Region Hovedstaden.

»Vores udgangspunkt er, at det er til gavn for sundhedsvæsenet, at der er størst mulig åbenhed i det hele taget. Det er jo den eneste måde, man kan lære af fejl eller skifte kurs på. En åben debat, en kultur, der befordrer debat, også om faglige spørgsmål, er det, patienterne har størst mulig gavn af«, siger Lars Engberg, formand for paraplyorganisationen Danske Patienter.

»Det naturlige vil være at starte sin kritik internt med at sige det til sine overordnede. Men det er klart, at vi synes, at hvis man har et standpunkt, som man begrunder fagligt og ikke kan komme igennem med på andre måder, så skal man have frihed til at offentliggøre«, siger han.

»Der må man fra systemets side tage debatten«.