Ikke speciallæge – hvad så?

FADL’s nye bog »Karrierebogen – de 39 lægefaglige specialer« er en gennemgang af både klassiske og alternative karriereveje inden for lægefaget og er primært henvendt til medicinstuderende og yngre læger.

Gennem bogens 185 sider bliver læseren systematisk præsenteret for de 39 specialer samt et ganske kort indblik i tre alternative karriereveje, nemlig forsvaret, industrien og en NGO. Hvert speciale bliver præsenteret gennem personlige portrætter og forskellige spørgsmål til en uddannelseslæge i det givne speciale – et format, som gør de mange informationer både spiselige og håndgribelige.

Man kan virkelig mærke, at udannelseslægerne brænder for deres job, speciale og patienter – og det er noget, der kan inspirere! Spørgsmålene er dog en anelse generiske, og jeg synes ikke, de giver plads til noget af det mest essentielle, nemlig hvem de yngre læger er, når de ikke har den hvide kittel på. Som kommende kollega ville jeg gerne kunne spejle mig bedre i dem.

Til slut i hvert afsnit bliver der spurgt efter et godt råd til en yngre kollega, der står over for et karrierevalg. Et godt råd fra flere er, at man bør tænke langsigtet, fordi man som KBU- og introlæge let kan blive fanget i en følelse af at skulle skrive indlæggelsesjournaler og passe akutmodtagelsen til evig tid. Men hvordan ser arbejdslivet som speciallæge egentlig ud? Vi kommer trods alt til at arbejde som speciallæger i størstedelen af vores karriere.

Mange anbefaler også, at man bare skal springe ud i det og prøve forskellige ting af. Det var måske rigtigt for fem år siden, men den luksus er desværre ikke tildelt den nyeste generation af læger, som alle kæmper for at få fingrene i de samme få introduktionsstillinger.

Portrætterne giver desværre kun et kort indblik i den enkelte uddannelseslæges vej frem til deres speciale – altså, hvor de har haft KBU, hvilke introduktionsstillinger de har haft, og om de har skrevet ph.d.-afhandling eller lavet anden forskning. Kun i enkelte tilfælde hører man om prægraduate stillinger og frivilligt arbejde. Det kunne være interessant at se et fuldt CV for hver af specialerne, netop for at vise, at der ikke kun findes én rigtig vej hen mod et speciale – noget, som bogen i øvrigt flere gange fint understreger.

Bogen sætter et kærkomment fokus på, hvad man kan arbejde med, hvis man ikke vil være speciallæge. Afsnittet burde dog have fyldt mere, taget i betragtning at mange af os yngre læger formentlig bliver nødt til netop at finde alternative karriereveje, hvis man skal tro de dystre fremtidsudsigter om, at der i 2035 kommer til at være ca. 10.000 ledige læger.

»Karrierebogen« er et fint opslagsværk til os, der står over for karrierevalg, men formår ikke at stille eller forholde sig til det måske mest essentielle spørgsmål, som alle medicinstuderende og yngre læger for tiden stiller sig selv: Kan jeg overhovedet få en karriere som læge, når der ikke er stillinger nok til os alle?