”Ildprøven – det bliver de kommende dage”
SUNDHEDSPLATFORMEN - Rigshospitalet satte i weekenden strøm til den udskældte Sundhedsplatform. Indtil mandag middag havde hospitalet kun oplevet småproblemer – men andet var heller ikke ventet.

SUNDHEDSPLATFORMEN - Rigshospitalet satte i weekenden strøm til den udskældte Sundhedsplatform. Indtil mandag middag havde hospitalet kun oplevet småproblemer – men andet var heller ikke ventet.

Natten til i lørdags var det Rigshospitalets tur til at lancere den udskældte Sundhedsplatform.
Mens Herlev og Gentofte Hospitaler har oplevet store problemer siden introduktionen i maj, gik starten relativt glat, da det omfattende it-system gik i luften på Rigshospitalet natten til lørdag. Det var, hvad Rigshospitalets presseafdeling kunne fortælle mandag formiddag.
Efter de store fødselskvaler på Herlev og Gentofte har de ansatte på Rigshospitalet imødeset lanceringen på Rigshospitalet med nogen skepsis.
Weekenden forløb roligt, og ved et statusmøde mandag middag kunne de ledende konstatere, at der heller ikke mandag formiddag havde været de store problemer ”ud over det forventelige” i småtingsafdelingen: printeropsætning, brugeradgang og lignende.
”Det har været en rolig weekend”, siger centerleder på Finsencentret Leif Panduro Jensen. ”Men vi har også forberedt os godt, og sørget for, at det skulle være roligt på den kliniske side med nedsat belægningsprocent og nedsat aktivitet”.
”Vi har heldigvis ikke været plaget af tekniske fejl – hverken i weekenden eller i dag. Systemet fungerer, og de ting, der blev rettet på Herlev, er rettet, så vi kan se, at det kører”, siger Leif Panduro Jensen, der netop har været til statusmøde.
Alt kører dog lige nu på nedsat kraft: Helt nye arbejdsgange skal ind under huden, så tingene går langsomt: Man skal lige tænke over tingene, og det har vi en masse superbrugere placeret rundt om til at hjælpe med i de kommende dage”.
Efter den relativt rolige weekend ventedes den egentlige ilddåb.
Forventeligt har der været knas med printeropsætninger, brugerlogin og andet i småtingsafdelingen. Lidt mere arbejde har der været med en ny slags indbakke – en såkaldt in-basket, hvor alle de opgaver, som hver læge og sygeplejerske skal tage sig af, kommer ind, fortæller Leif Panduro Jensen.
En del læger blev mødt af en in-basket, der var ved at revne af hundredvis af opgaver, store og små, relevante og irrelevante. Leif Panduro Jensen fortæller, at hans egen afdeling har et ambulatorium, hvor der både kommer patienter med lungekræft og patienter med hoved-halskræft.
”Lægerne er opdelt i teams til den ene og den anden patientgruppe, men lige nu får de alle meddelelser, blodprøvesvar, henvisninger og andet. Alle får det hele – og det skal tilpasses, så folk kun får det, der er relevant for dem, og det andet filtreres fra, men det kan heldigvis sættes op”.
”Der har været færre problemer, end vi havde frygtet”, siger Leif Panduro Jensen. ”Men vi har også forberedt os godt og nyder også godt af de erfaringer, de har gjort sig ude på Herlev-Gentofte”.
I dag er det hele startet: Operationsstuerne, stuegang, ambulatorier, MDT-konferencer – nu kører alle funktioner. Stadig på nedsat kraft, men de er der alle sammen. Så det er de næste dage, der bliver kritiske”, siger Leif Panduro Jensen.
”Lige nu står vi med fornemmelsen af, at det er gået dejligt nemt. Men vi ved også godt, at ildprøven – det bliver de kommende dage”.