Incesttraumer kan fortrænges

Det hele gik pludselig meget hurtigt.

En kronik i dagbladet Politiken tog med udgangspunkt i en personsag emnet recovered memories op og problematiserede brugen af disse genfundne erindringer i retssager om incest.

Den konkrete sag begyndte, da to unge kvinder anklagede deres far/stedfar for seksuelle overgreb fra tidlig barnealder og helt op i ungdomsårene. Han blev på grund af overgrebenes angivelige grovhed varetægtsfængslet. Sagen nåede imidlertid aldrig frem til en egentlig retssag. Forsvareren bragte nemlig det forhold ind i sagen, at de unge kvinders anklager byggede på såkaldte recovered memories – altså genfundne erindringer. De to unge kvinder havde forud for sagens begyndelse været i henholdsvis psykologisk og psykiatrisk behandling på baggrund af deres symptomer, og deres erindringer om overgreb havde i en periode af deres liv været fortrængt og var så kommet tilbage i forbindelse med behandlingen.

Forsvaret allierede sig med en pensioneret psykiatrisk overlæge, der skrev en længere redegørelse omkring utroværdigheden af recovered memories. Baggrunden var en række udenlandske incestsager, hvor genfundne erindringer i retssalene er blevet vurderet som værende falske, da de blandt andet var fremkommet efter brug af suggestive terapeutiske teknikker. Dette fik i den danske sag den offentlige anklager til at frafalde tiltalen.

Det blev dog kronikken af samme psykiater, der kickstartede den offentlige debat. Her var det altoverskyggende budskab, at erindringer om incest, der har været fortrængt, og som kommer op senere i livet, med høj sandsynlighed er falske. Der blev desuden plæderet for, at retssystemet skal afvise sager, der bygger på recovered memories.

Traumer kan fortrænges – og generindres

Psykiater, dr.med. Marianne Lau er overlæge på Psykoterapeutisk Center Stolpegård i Københavns Amt og har gennem mange år både forsket i og arbejdet med senfølger efter incest. Hun er ansvarlig speciallæge for området på Stolpegård og er leder af et forskningsprojekt, hvor effekten af psykoterapi i incestgrupper undersøges.

Marianne Lau mener, at fremstillingen i dagspressen er blevet unuanceret og har rejst etiske dilemmaer.

»Det sker jo ofte, når det drejer sig om svært tilgængelige emner. Vi er som psykiatere selvfølgelig ikke i tvivl om, at traumer kan fortrænges. Fortrængning er en psykisk forsvarsmekanisme, der kan træde i kraft, hvis angstniveauet bliver så højt, at alternativet er psykotiske reaktioner. Der er evidens for, at børn, der udsættes for seksuelle overgreb, ofte vil anvende dissociation som forsvarsmekanisme, og at det kan resultere i fortrængninger. Det er ikke en sjælden reaktion«, siger Marianne Lau, der peger på undersøgelser, der viser, at op mod ti procent af alle voksne, der angiveligt har været udsat for incest i barndommen, har fortrængt hændelserne i kortere eller længere perioder af deres liv. Undersøgelser viser desuden, at selv i sager, hvor de seksuelle overgreb blev afdækket i barndommen og førte til intervention af forskellig slags, herunder retshandlinger og terapeutisk hjælp, sker det, at voksne »glemmer« hændelserne og adspurgt ikke selv mener, de har været udsat for overgreb.

Marianne Lau henleder opmærksomheden på, at fortrængninger faktisk har deres selvstændige plads i de diagnostiske systemer, nemlig dissociativ amnesi, ligesom amnesien som begreb optræder i diagnosekriterierne for Post Traumatic Stress Disorder, PTSD.

»Mennesker, der har brug for psykiatrisk hjælp på baggrund af svære belastninger tidligt i livet, vil ofte have et højt angstniveau. Det er almen terapeutisk viden, at terapeutisk behandling får angstniveauet til at falde. Derved vil der blive banet vej for, at patienten kan huske eksempelvis traumer. Der kan også være tale om, at fortrængte traumer ‚genaktiveres‘, hvis personen udsættes for en ny og voldsom belastning, der ophæver hukommelsesblokeringen, og som får de fortrængte erindringer til at vende tilbage i form af flashbacks, man også kender fra PTSD. Det kan for et incestoffer være den seksuelle debut, det kan være en voldtægt eller eksempelvis en fødsel. Det er i dagspressen blevet fremlagt, som om man taler om sunde, raske og velfungerende mennesker, der fra den ene dag til den anden pludselig ‚kommer i tanke om‘, at de i øvrigt blev misbrugt som børn. I den virkelige kliniske verden er der tale om mennesker, der bruger store dele af deres energi på at undertrykke deres angst, og som lever med belastende psykiske symptomer,« siger Marianne Lau.

Kendt siden Freud

Recovered memories er i den danske debat blevet synonymt med utroværdighed, fordi der henvises til udenlandske sager, hvor suggestive teknikker har påført kvinder falske incesterindringer. Det var også på den baggrund, at anklageren valgte at lade sagen falde i den aktuelle personsag, der udløste hele diskussionen.

Marianne Lau beklager, at man ikke har skelnet mellem behandlingsteknikker, der foregår på det uregulerede behandlermarked, og så mellem den behandling der ydes inden for det autoriserede behandlingssystem i Danmark.

»Det er grotesk, at man forestiller sig, at danske psykiatere og kliniske psykologer for den sags skyld skulle inducere falske incest-erindringer hos deres patienter. Eller at man ikke forestiller sig, at vi følger med i den internatonale diskussion på området og forholder os til, hvilke behandlingstilbud vores patienter tidligere har været i. Det er vores grundlæggende faglighed, der bliver sat spørgsmålstegn ved, for så handler det ikke bare om incest, men om enhver form for terapeutisk behandling, hvor man naturligvis arbejder med det enkelte menneskes baggrund og erindringer«, siger Marianne Lau.

Det synspunkt deles af professor, dr.med. Thorkild Sørensen, psykiatrisk afdeling på Odense Universitetshospital.

»Det er jo ikke nogen ny diskussion; den har vi i psykiatrien arbejdet med siden Freud, og det er næsten lidt morsomt, at man fremstiller det, som om det kommer helt bag på psykiatere, at patienter kan have erindringsbilleder, der ud fra et faktuelt grundlag kan defineres som falske. Det er for mig at se en grundlæggende del af fagligheden, at vi arbejder processuelt med patienternes erindringsbilleder«, siger Thorkil Sørensen.

Fagligheden må veje tungest

Thorkil Sørensen mener til gengæld, at der er meget langt fra det faktum, at hukommelsen kan fungere symbolsk og forskudt og så til generelt at sige, at genfundne erindringer per definition er falske.

»Det er den anden og lige så useriøse grøft, som det er at inducere erindringer hos folk via suggestive teknikker. Fortrængning er en alment kendt mekanisme, når man taler om traumer. En overvældende angstfyldt situation vil ofte resultere i en dissociationsreaktion, før traumet er verbaliseret hos offeret. På en psykiatrisk afdeling møder man fænomenet hver eneste dag, for eksempel hos torturramte flygtninge«, siger Thorkil Sørensen.

Th orkil Sørensen finder det ud fra et professionelt psykoterapeutisk udgangspunkt absolut relevant, at diskussionen omkring recovered memories rejses, fordi man som behandler altid bør forholde sig til sit fag. Han finder det dog uheldigt, hvis en hel debat om den meget komplekse hukommelsespsykologi kommer til at tage udgangspunkt i en enkelte personsag.

»Vi kan ikke indrette psykiatrien efter retsvæsenets behov og for eksempel bare bestemme os for, at det er upraktisk at bruge genfundne erindringer i en retssal.

Det ville være bekvemt, hvis vi som lægefaglige eksperter kunne blande os helt uden om den påkrævede objektive sandhed i retssalen, men det kan vi naturligvis ikke ud fra et retssikkerhedssynspunkt. Ofre for overgreb har, på lige fod med alle andre, krav på at kunne føre lægefaglige vidner, og så må man ud fra sin faglighed bevidne de symptombilleder og lægelige vurderinger, man kan stå inde for«, siger Thorkil Sørensen.

Retssikkerhed for alle parter

Det har i debatten direkte været fremført, at alle sager på basis af genfundne erindringer bør genoptages – og at nye sager bør afvises på forhånd. Den tankegang finder psykiater Marianne Lau fra Stolpegård uetisk.

»Det er en ubehagelig tanke, at ofre for seksuelle overgreb skal afskæres fra den retssikkerhed, alle andre har. At de skal gøres utroværdige, fordi de har været nødt til at fortrænge, og fordi de generelt har psykiske problemer efter overgreb. Det vil også medføre andre juridiske implikationer. I overgrebssager vil der jævnligt være brug for at benytte sig af den skærpede underretningspligt, hvis der eksempelvis er andre børn i familien. Skal denne pligt så også annulleres, hvis der er tale om genfundne erindringer«, spørger Marianne Lau.

Den aktuelle debat har fået formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Søren Rask Bredkjær, lægelig direktør ved H:S Sct. Hans Hospital, til at tage initiativ til en arbejdsgruppe med deltagelse af psykiatere og psykologer. Formålet er blandt andet at afklare, hvorvidt man skal udarbejde retningslinjer for, hvordan man som fagperson forholder sig til erklæringer og vidneudsagn, der skal bruges i juridisk sammenhæng.

»Jeg finder det vigtigt, at vi ikke går på akkord med vores lægefaglige ansvar. Vi kan ikke leve med, at eksempelvis en bestemt type erindringer ikke kan anvendes i juridisk sammenhæng, hvis sondringen ikke er evidensbaseret. Vidner man som psykiater eller klinisk psykolog, må det være på basis af en professionel vurdering af patienten og ikke andet«, siger Søren Rask Bredkjær, der mener, at det kræver omtanke, hvis parterne i retsvæsenet begynder at sætte spørgsmålstegn ved validiteten af psykiatriske og psykologiske vurderingen ud fra formuleringer, definitioner etc.

»Det må vi som faggrupper forholde os til, så vi sikrer størst mulig retssikkerhed for alle involverede«.