Skip to main content

Rigsrevisionen har fokus på hospitalernes it

Med strukturreformen har nationens über-kontrollanter, Rigsrevisionen, fået beføjelser til at kigge regionerne i kortene. Det første emne er blevet hospitalernes it.

De danske regioners it-systemer på hospitalerne er havnet i Rigsrevisionens søgelys. Revisorerne har indledt en såkaldt forundersøgelse af det omfattende emne og allerede aflagt besøg i den anledning i flere regioner.

Forundersøgelsen skal formelt bidrage til at vurdere, om revisorerne skal gå i gang med en egentlig undersøgelse af den type, der ender med en betænkning, men er i realiteten ofte et første trin.

»Det er et forstudie, hvor vi nærmere afgrænser, hvordan vi vil tackle emnet«, siger kontorchef Henrik Berg Rasmussen fra Rigsrevisionen, som står i spidsen for forundersøgelsen.

Ny spiller

Med den omfattende strukturreform, som Danmark netop har gennemført, er de fem nye regioner blevet en del af den offentlige forvaltning, som Rigsrevisionen skal befatte sig med.

»Vi er en ny spiller på banen«, som Henrik Berg Rasmussen kalder det.

At det netop bliver it-området, som bliver det første emne, revisorerne tager op ude i regionerne, er ikke tilfældigt. Rigsrevisionen har længe beskæftiget sig med it i staten - bl.a. de sikkerhedsmæssige aspekter - og det er et område, der typisk også bemægtiger sig mange økonomiske ressourcer.

»It er et emne, vi har beskæftiget os meget med - digitalisering er noget, vi tillægger stor betydning«, siger Henrik Berg Rasmussen.

EPJ-rapport

Det er næsten umuligt at sige it i hospitalsforstand uden også at sige epj (elektroniske patientjournaler), men ifølge Rigsrevisionen er det endnu uafklaret, i hvor høj grad den meget omdebatterede indførelse af de elektroniske journalsystemer på hospitalerne vil blive omfattet.

For netop om epj er der også en helt anden undersøgelse i gang. Nemlig den kortlægning af epj-systemerne rundt omkring, som blev bebudet for næsten et år siden, da indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen omlagde den hidtidige kurs, som amterne havde lagt, så den blev mere landsdækkende.

Der blev oprettet en ny national EPJ-organisation, som blev forsynet med en bestyrelse, ligesom en række rådgivere blev tilknyttet, mens organisationen p.t. stadig - og på trods af genopslag af stillingen - står uden direktør.

Det forlyder dog, at der meget snart kan sættes navn på direktøren - muligvis allerede i denne uge.

Opgaven med at kortlægge den hidtidige udbredelse af epj blev lagt i hænderne på konsulentfirmaet Deloitte, som efter planen ventes at aflevere i slutningen af marts, hvorefter EPJ-Organisationens bestyrelse vil drøfte rapporten umiddelbart efter Påske.

Overlap?

De to rapporter virker umiddelbart i fare for at komme til at overlappe.

Men EPJ-Organisationens bestyrelsesformand Ib Valsborg siger, at »vores rapport er ikke revisionsagtig. Der er tale om et review af den eksisterende situation og oplæg til scenarier for, hvordan den kan tænkes at udvikle sig fremover«.

Og Henrik Berg Rasmussen fra Rigsrevisionen siger, at revisorerne vil undgå dobbeltarbejde.

»Vi vil bruge de resultater, som andre har fundet frem til og ikke lave det samme, som de laver. Dobbeltarbejde er uheldigt og uøkonomisk«, siger han.

Forundersøgelsen vedrørende hospitals-it ventes afsluttet inden for få uger, hvorefter der vil blive truffet endelig afgørelse om en egentlig undersøgelse.

Rigsrevisionen er en uafhængig institution under Folketinget og har til opgave at revidere statens regnskaber. Det betyder, at Rigsrevisionen undersøger, om de statslige institutioners regnskaber er rigtige, dvs. uden væsentlige fejl og mangler, og om statens penge går til de formål, som Folketinget bevilger pengene til.

Rigsrevisionen rapporterer til de statsrevisorer, som er udpeget af Folketinget, og som kan opfordre Rigsrevisionen til at tage bestemte emner op. Desuden kan Rigsrevisionen selv tage initiativ til undersøgelser - det er tilfældet for regionernes hospitals-it.

Kilde: Rigsrevisionen, www.rigsrevisionen.dk

Regionerne og vagtbelastningen
> Yngre Læger

Som led i OK 05 fik Yngre Læger en ny paragraf - § 21, stk. 5, der giver adgang til forhandlinger, hvis de lokale yngre læger mener, at vagtbelastningen udgør et arbejdsmiljømæssigt problem. I forlængelse af den nye mulighed har Yngre Læger - sammen med arbejdsgiverne i Danske Regioner - sat fokus på vagtbelastningen og mulighederne for at bringe den ned på et fornuftigt niveau. Senest med konferencen »En positiv dominoeffekt i sundhedsvæsenet« og kåringen af danmarksmestrene i vagt. Se mere på Læger.dk

Men hvordan ser det egentlig ud på vagtbelastningen i de fem regioner, og hvilke konsekvenser har den høje vagtbelastning for arbejdsmiljøet og videreuddannelsen? Som led i uddannelsesenqueten har vi spurgt de yngre læger om konsekvenserne af vagtbelastningen på deres afdeling. De to tabeller viser, hvor stor en andel af de yngre læger, der er meget enige eller enige i de to spørgsmål.

Vagten er så belastet, at det går ud over arbejdsmiljøet?

1 Region Hovedstaden 39,0%

2 Region Sjælland 35,8%

3 Region Syddanmark 34,9%

4 Region Midtjylland 32,8%

5 Region Nordjylland 29,4%

Vægtet gennemsnit 35,6%

Vagten er så belastet, at det går ud over videreuddannelsen?

1 Region Sjælland 45,5%

2 Region Hovedstaden 45,1%

3 Region Syddanmark 41,9%

4 Region Nordjylland 37,8%

5 Region Midtjylland 37,0%

Vægtet gennemsnit 42,1%

Kom med dine krav til OK 08
> Yngre Læger

Nu kan du komme med dine input og gode argumenter for, hvilke krav Yngre Læger skal stille til OK 08. Du har også stadig mulighed for at sende et signal til forhandlingsdelegationen om, hvad der er vigtigst for dig - om du prioriterer at få mere i løn, eller om OK-forbedringerne fx skal gå til bedre vagtforhold. P.t. har dine kolleger prioriteret, at 59% skal gå til løn og 17% til bedre vagtforhold.På OK 08-siden kan du også følge med i, hvad der bliver diskuteret på de lokale OK 08-møder, efterhånden som de skrider frem.

Nyt forskningscenter på Køge Sygehus
> Køge

Center for Muskelforskning er netop åbnet på sygehuset i Køge. Forskningscentret er det eneste i Danmark, der forsker i glatte muskelceller fra urinblæren, og forskningen vil komme mange mennesker til gode, bl.a. den tredjedel af de danske mænd over 50, der har problemer med at lade vandet, samt patienter, der lider af prostatakræft.

»PET-/CT-skanning er en nyere metode til at undersøge, hvor udbredt en kræftsygdom er. Men det er ikke så nemt at se, hvor kræftcellerne sidder hos patienter med prostatakræft. Derfor samarbejder vi med Odense Universitetshospital om at udvikle nye sporstoffer, så man får et mere præcist billede af, hvor kræftcellerne er«, udtaler ledende overlæge Pierre Bouchelouche på centret.

Ny EPJ-strategi for Region Hovedstaden
> København

Den nye Region Hovedstaden dropper selv at udvik le nye og bedre elementer til hospitalernes elektroniske patientjournal (EPJ). I stedet består regionens nye strategi af en mere jordnær tilgang med fokus på at implementer allerede eksisterende systemer i hele regionen.

»Vi har ikke de store udviklingsprojekter som før men indarbejder de produkter og projekter, som vi har«, siger stabsdirektør i regionens Koncern IT, Jan Kold.

Sidste efterår blev et udviklingssamarbejde med to leverandører - WM Data og Acure - opgivet.

Den nye, mere beherskede satsning er budgetteret til 223 mio. kroner, og planen skal gennemføres i løbet af to år. På længere sigt skal den justeres efter de signaler, der måtte komme fra den nationale EPJ-organisation.

Det er endnu uvist, om planen betyder, at Region Hovedstaden vil kunne deltage i den landsdækkende epj - e-journalen - som er baseret på udtræk fra de enkelte hospitalers egne patientjournaler.

Er der gået ged i din turnus?
> Yngre Læger

Flowcharts og algoritmer er hyppigt anvendte redskaber til at løse problemstillinger i forbindelse med det kliniske arbejde. Gruppen af Yngste Læger (GYL) har lavet et flowchart, som giver akuthjælp til turnuslæger, der støder på problemer i deres turnus.

Flowchartet består af to dele. På forsiden får turnuslægen spørgsmålet: »Er der gået ged i din turnus?« Herfra guides lægen videre til forskellige muligheder via en række spørgsmål. En central person i forløbet er tillidsrepræsentanten (TR). Derudover bliver de nye kandidater præsenteret for begreber som fællestillidsrepræsentant, Yngre Lægerådet, www.laeger.dk og Yngre Læger.

Den enkelte turnuslæge har et medansvar for, at turnusuddannelsen ikke går skævt. Derfor er bagsiden fyldt med gode råd om introduktion, lægekultur, medansvar for egen læring, kurser og vagter.

Flowchartet er lamineret og i kittelformat, så man kan have det med. Flowchartet bliver uddelt på Yngre Lægers overlevelseskurser. Det kan også printes ud fra Læger.dk og fås i Yngre Lægers sekretariat - cbk.yl@dadl.dk

Uvidende om sex
> Storbritannien

Voksne briter udviser en bekymrende mangel på grundlæggende mangel på viden om og forståelse for sex, fremgår det af en ny undersøgelse, som BBC omtaler.

Det er organisationen for familieplanlægning, der har foretaget en meningsmåling blandt 495 voksne briter, og heraf fremgår det bl.a., at en tredjedel tror, at det at motionere, tage et brusebad eller tisse umiddelbart efter et samleje kan forebygge graviditet.

Det har fået organisationen til at efterlyse bedre sexundervisning i skolerne, hvor undervisningen klandres for at være for biologisk.

Halvdelen af de adspurgte var også uvidende om, hvornår kvinden er mest fertil i sin menstruationscyklus.