Skip to main content

Ministeriel kæp i hjulet for ny turnusordning

Alt var lagt til rette for en beslutning om en ny og formentlig etårig turnusuddannelse, da Det Nationale Råd for lægers Videreuddannelse var samlet i Køben-havn den 20. september.

Mindst af alt havde deltagerne ventet Indenrigs- og Sundhedsministeriets udspil på mødet: At man endnu ikke havde besluttet sig for nogen af de modeller, som en arbejdsgruppe under rådet allerede i foråret havde lagt klar til beslutning.

Det, som havde bragt ministeriet i tvivl, var spørgsmålet om at gøre turnus etårig - formentlig efter pres fra Danske Regioner, som bestemt ikke er tilhænger af at afkorte turnus eller »den kliniske basisuddannelse«, som den er omdøbt til.

»Der står vi nu. Bolden ligger hos Sundhedsmi-nisteriet. Og ingen ved, hvornår der så kommer et udspil.

Der er ikke nedsat nogen arbejdsgruppe, og sagen er helt uden for vores rækkevidde«, sagde en skuffet Michael Dall, formand for Lægeforeningens Udvalg for Uddannelse og Forskning, efter mødet.

»Det kan være, at de beslutter sig i overmorgen, om fem måneder eller to år. Ingen af os har nogen anelse«, tilføjede Michael Dall.

Hvad var dine forventninger?

»Jeg tror, at alle omkring bordet havde forventet en afklaring. Vi synes jo også, at det har været en lang proces, og da ministeriet jo ellers har trukket lidt i retning af, at turnus skulle gøres etårig, kom deres udmelding bag på alle«.

Hvad kan der ligge bag ubeslutsomheden?

»Jeg tror, at man er kommet i tvivl, efter at Danske Regioner bl.a. har foreslået at forkorte forskellige steder i hoveduddannelsen i stedet og bevare 18 måneders turnus. Dertil kommer, at Danske Regioner, når man går dem på klingen, også gør sig økonomiske overvejelser. Det koster faktisk ganske mange penge at forkorte turnus, så de yngre læger bliver speciallæger hurtigere«.

Hvad sker der nu?

»Det ved jeg ikke. Jeg har prøvet at spørge, men der kom ingen svar. Det var en efterretningssag. Jeg var lidt i tvivl, om sagen ville blive lagt hen i et udvalg, men jeg fik da afklaret, at det bliver den ikke«.

Hvad er den overvejende stemning i Det Nationale Råd?

»Det er svært at sige. Mange holder på at bevare turnus på 18 måneder og i stedet reducere tiden, der går mellem de forskellige ansættelsesforløb«.

Hvad er Lægeforeningens holdning?

»Vi mener, at turnus godt kan lade sig gøre i 12-måneders forløb, hvis man vel at mærke har almen medicin inde i hovedparten af forløbene. Det svarer jo også til, hvad man konkluderede i turnusrapporten fra Rådets arbejdsgruppe i foråret«.

På Yngre Lægers repræsentantskabsmøde i april sagde du, at en ny turnusordning ville kunne træde i kraft i løbet af efteråret 2007. Tror du stadig på det?

»Jeg begynder at tvivle nu. Det er blevet forsinket for meget. Vi mangler også hele tilmeldingsproceduren. Sundhedsstyrelsen mener, at turnusordningen skal være på plads, før man ved, hvordan tilmeldingsproceduren skal se ud. Og det synes jeg, er et rimeligt argument«.

ØVRIGE KORTNYT ER RED. AF JOURNALIST DORTE JUNGERSEN, dortejungersen@hotmail.com

Valg til FAPS' repræsentantskab 2006

> Foreningen af Praktiserende Speciallæger

Der har nu været afholdt valg til FAPS' repræsentantskab i valggruppe 7 (psykiatere og neurologer), som den eneste valggruppe hvor der var opstillet flere kandidater, end valggruppen var berettiget til.

Der var til valget opstillet otte kandidater i valggruppe 7, og valggruppen er berettiget til syv kandidater.

De syv valgte kandidater er: Michael Grønbech-Jensen (neurologi), Helene Hoffmann (børne-ungdoms-psykiatri), Frands Jacobsen (psykiatri), Jette LaBianca (psykiatri), Niels-Anton Rasmussen (psy-kiatri), Niels Siebuhr (psykiatri), Jesper Søgaard (psykiatri).

De valgte repræsentanter i de andre valggrupper blev offentliggjort i Ugeskrift for Læger nr. 36.

Akut behandling

> Overlægeforeningen

Emnet for Overlægeforeningens årsmøde er organiseringen af akutbehandlingen i Danmark.

Akutbetjeningens organisering vil få en afgørende indflydelse på den øvrige del af sundhedssektorens opbygning.

Akutbehandlingen vil blive drøftet i forhold til direkte såvel som afledte faglige aspekter, eksempelvis sygehusvæsenets generelle organisationsstruktur, samspillet mellem præhospitals-organisationen og de elektive og akutte funk-tioner, kommunikation og specialeplanlægning mv.

Årsmødet finder sted den 29. september på Hotel Trinity, Fredericia.

Lørdag den 30. september, kl. 9.30 er der repræsentantskabsmøde samme sted. Se hele programmet på www.laeger.dk

De fattigste stater de fedeste

> USA

Louisiana, Mississippi og West Virginia er de amerikanske stater med den største andel af fede indbyggere, mens staterne Colorado, Connecticut, Hawaii og Vermont har den laveste andel.

Det fremgår af en undersøgelse baseret på 300.000 voksne amerikanere, som den amerikanske sundhedsstyrelse har foretaget. Ifølge undersøgelsen er over 60 procent af amerikanerne overvægtige, 24 procent er fede, og tre procent er ekstremt fede.

Fedme er lige udbredt blandt mænd og kvinder - nemlig 24 procent. Selv om der er tale om høje tal, er de lavere end dem, der fremgik af the National Health and Nutrition Examination Survey, som i 2004 opgjorde, at hele 34 procent var at betegne som fede.

En forskel, der måske kan tilskrives det faktum, at den nye undersøgelse baserer sig på respondenternes egne vurderinger af højde og vægt.

I 2000 var »kun« 20 procent af den voksne amerikanske befolkning rubriceret som decideret fede.

Læs evt. hele rapporten på: www.cdc.gov

Sygehuskost uden stjerner

> København

Sygehuskosten vil i første omgang ikke indgå som et kvalitetsmål i det stjernesystem, som om ikke så længe vil være at finde på www.sundhedskvalitet.dk Begrundelsen er ifølge indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens (V) svar til De Radikales sundhedspolitiske ordfører, Charlotte Fischer, at der aktuelt ikke eksisterer sammenlignelige data. Dog oplyser ministeren, at ernæring indgår som et af de i alt 37 temaer i Den Danske Kvalitetsmodel, hvilket betyder, at der udarbejdes fælles standarder og indikatorer for temaet ernæring, som alle sygehuse skal akkrediteres på baggrund af. Når sygehusene i løbet af 2008 er akkrediteret efter disse fælles standarder fastsat i regi af kvalitetsmodellen, vil det »være naturligt« at lade resultaterne heraf - bl.a. for ernæringen - indgå i www.sundhedskvalitet.dk

Delt tjeneste i almen praksis?

> Yngre Læger

Flere medlemmer har spurgt Yngre Læger, om de kan blive pålagt delt tjeneste, når de er ansat som turnuslæger og fase 1-læger i almen praksis. Svaret er nej.

Det er ikke muligt at tilrettelægge arbejdet i almen praksis som en delt dagtjeneste, fx med arbejdstid kl. 8-12 og igen kl. 16-18. Tjenesten skal være sammenhængende.

Bestemmelsen er ikke ny, men fortolkningen er nu præciseret i forbindelse med en konkret sag i Københavns Amt.

Bestemmelsen står i sygehusover enskomstens § 18 - find den på www.laeger.dk under Løn og overenskomster > Yngre Læger > OK med Amtsrådsforeningen.

Hvis du har problemer med delt tjeneste eller andet, er du velkommen til at kontakte Yngre Læger.

Udbetaling af uhævede feriepenge

> Yngre Læger

Har du ikke fået hævet dine feriepenge for ferieåret, der sluttede den 30. april 2006, kan du stadig nå det, hvis du opfylder betingelserne for det. Fristen er den 30. september.

Se mere på www.laeger.dk under Arbejdsliv > Arbejdsforhold > Ferie

Julegave til yngre læger ansat i H:S

> Yngre Læger

Med udgangen af 2006 ophører den særlige H:S kursuspulje, hvor yngre læger i H:S kan søge om dækning af udgifter til ikkeobligatoriske kurser. Restpuljen vil blive fordelt blandt alle yngre læger i H:S som et engangsbeløb med decemberlønnen. Du kan stadig nå at søge midler fra puljen.

Læs mere om betingelser, ansøgning mv. på www.laeger.dk > Løn og overenskomster > Yngre Læger > Find et svar om OK.