Content area

|

Indisk professor: Det føles som dommedag

Indien kæmper med massive problemer med en stor mængde dødsfald og coronasmittede borgere. Nye virusvarianter er en del af forklaringen, siger indisk professor, som oplever situationen som meget barsk. Dansk forsker peger på den private sektor som forklaring på, hvordan det er gået så galt.
Midlertidigt Covid Care Center i Shehnai Banquet Hall, New Delhi, Indien (Foto: Hindustan Times/Ritzau Scanpix)
Forfatter(e)
Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

Ligbål døgnet rundt. Patienter i kø foran hospitalerne. Ingen ilt.

De seneste uger er billeder af Indiens kaotiske situation omkring coronapandemien gået verden rundt.

Midt i det står professor Rajib Dasgupta. Han er læge og professor i folkesundhed op Centre of Social Medicine and Community Health, Jawaharlal Nehru University. Han rådgiver den indiske regering i blandt andet COVID-19-vaccinationsprogrammet.

»Jeg ved jo ikke engang, om her er nogen tilbage til at føre de langsigtede løsninger ud i livet, før alt det her er ovre«, svarer Rajib Dasgupta på en sikker Zoom-forbindelse til New Delhi på spørgsmålet om, hvad løsningen på Indiens massive coronaproblemer er.

Han griner lidt, men så understreger så, at det ikke er en vittighed. Det er faktisk sådan, han føler lige nu.

»Især blandt yngre kolleger og læger har vi en følelse af dommedag. Vi har brug for at få udvidet behandlingen, mange lande har sendt udstyr og hjælp. Vi har brug for al den hjælp, vi kan få. Det er vigtigt, at vi får distribueret udstyret med stor hastighed. De sociale myndigheder er helt overbelastet. Derfor er der brug for militæret, som allerede har hjulpet, men som skal endnu mere op i gear«.

I løbet af de seneste uger er antallet af daglige nysmittede steget fra 200.000 til 300.000.

Også på landet stiger antallet af smittede, forklarer Rajib Dasgupta.

»Sidste bølge var ikke så slem ved landområderne, men nu har smitten også fat her, og der er mange dødsfald«.

Rajib Dasgupta har skrevet flere artikler i internationale medier om virusvarianter og om, hvorfor det er endt så galt i Indien.

»Situationen er ekstremt barsk. Og som generaldirektør for WHO Tedros Adhanom sagde for nogle dage siden, er det ubeskriveligt, hvad der foregår. Alle familier har smittede og døde. Alle har oplevet at miste familiemedlemmer, venner eller kolleger. I hvert fald her i Delhi og i de store byer«, siger han og understreger, at ikke alle byer er lige hårdt ramt.

Det er heller ikke alle, der oplever alvorlige sygdomsforløb, siger han. Mange kommer sig.

»Men vi bekymrer os 24/7 om vores familiemedlemmers helbred«.

På den positive side er byer som Mumbai på vej i den rigtige retning efter to ugers lockdown. Men for landet samlet set ser det skidt ud.

  • Enden virker langt væk. Lige nu taler vi om at få en eller anden form for kontrol. Vi har tre millioner smittede lige nu, og vi tilføjer 300.000 per dag. Mange bliver raske, men i måneder vil der være et stor antal smittede i Indien

Rajib Dasgupta, professor.

Han peger desuden på, at der er et stort mørketal, og at mange ikke bliver testet og tæller ikke med i statistikkerne på trods af stor testkapacitet.

Hvordan er det at være læge i Indien lige nu?

»Hospitalssystemet er overvældet. Mange hospitaler kan ikke engang finde sengepladser til deres eget personale, hvis de bliver syge. Krematorierne er overbelastet. Det er virkeligheden. Lægerne er trætte«.

Yngre i storbyerne

Smitten er især udbredt i de store byer på grund af nye virusvarianter, forklarer Rajib Dasgupta.

Desuden er der flere smittede blandt den yngre befolkning. Mange yngre voksne er smittet og bliver alvorligt syge, og dødstallene for de yngre stiger også.

Hvordan kom det her til?

»Virusvarianterne har fået ubemærket fat i nogle stater. Og det er tydeligt, at ingen af sundhedssystemerne var forberedt på den skala. På samme tid ved vi, at nogle stater har kunnet forberede sig lidt bedre, men det er undtagelser. Det viser, at det er muligt på stats- eller distriktsniveau at være forberedt på trods af varianterne«.

Rajib Dasgupta peger på distriktet Maharashtra, hvor Mumbai ligger, som ellers ikke er særligt privilegeret, men den lokale administration har ilt på lager og klarer det godt. Derfor kommer der patienter fra andre distrikter for at få hjælp.

Der er altså flere positive eksempler, og pointen er, at det er muligt at håndtere pandemien, siger han.

Rig og fattig

Rajib Dasgupta forklarer, at situationen har udstillet forskellen på rig og fattig i Indien, men samtidig kan man ikke forvente at få ilt som rig, hvis man kommer på hospitalet og har en forsikring.

»Alle hospitaler, både private og offentlige, er overvældet. De sociale medier er fulde af beskeder om udvekslinger af senge, ilt og udstyr. Det markerer krisens alvor«.

Du taler om dommedag, men virker rolig. Er du rolig?

»Jeg er ikke rolig. Men som professionelle er vi trænede til at være rolige. Det er alle professionelle. Men på et personligt plan kan jeg mærke angsten. Alle er berørte. Det er overalt«.

Hvordan vil det ende?

»Enden virker langt væk. Lige nu taler vi om at få en eller anden form for kontrol. Vi har tre millioner smittede lige nu, og vi tilføjer 300.000 per dag. Mange bliver raske, men i måneder vil der være et stor antal smittede i Indien«.

Private forsikringer

Jens Seeberg, professor i antropologi ved Aarhus Universitet, har bl.a. ledet et forskningsprojekt om den private sundhedssektor i asiatiske storbyer. Resultaterne bidrog til en sundhedsreform i Indien i 00’erne.

I dag arbejder Jens Seeberg med resistent tuberkulose i Indien og undersøger, hvordan sundhedssystemet er i stand til at håndtere store infektionssygdomme, og hvordan tuberkulosepatienter også bliver ramt af corona, nedlukning og kontrol.

For sundhedssystemet er generelt svagt, og det er domineret af den private sektor, forklarer han.

Især i byerne står det offentlige sundhedssystem meget dårligt og meget svagt. Der er ikke sket megen udvikling siden 00’erne.

»Hovedparten af behandlingen i Indien foregår hos privatpraktiserende behandlere med eller uden medicinsk uddannelse. Men for rigtig mange millioner mennesker går man på apoteket, som kun måske har apotekere tilknyttet, og bliver diagnosticeret og behandlet der. Og får medicin til et par dage. Mange, som bliver opfattet som læger, har ikke medicinsk baggrund. Den sundhedsmæssige effekt af behandlingen er ikke nødvendigvis særligt god«, siger han og peger på, at den medicinske industri er blomstret og eksploderet og er i stand til at kontrollere og styre behandlingen igennem incitamentsstruktur og belønninger til dem, der sælger firmaets produkter.

Omkring 80 procent af al behandling i Indien sker i den private sektor. Og den offentlige sektor har været underfinansieret og underprioriteret i mange år. Det er en stærkt medvirkende faktor til, at systemet er så dårligt rustet til at håndtere coronapandemien, forklarer Jens Seeberg.

Han betegner situationen i Indien som alvorlig – især fordi det meget hurtigt er kommet ud af kontrol.

»Det er sket fra det ene øjeblik til det andet, hvor politikerne for få uger siden afholdt store politiske møder uden værnemidler. Og det er ikke længe siden, at regeringen erklærede coronapandemien for overstået i Indien. De har sendt signaler om, at det var ovre, og samtidig har der spredt sig mere smitsomme varianter. Der er blevet slækket på beredskabet, samtidig med at virus er blevet mere smitsom. Det har vist sig at være en giftig cocktail«.

Jens Seeberg peger på, at der er 300-400 millioner fattige mennesker blandt befolkningen, og mange har skullet vælge imellem at få noget at spise og beskytte sig mod corona.

Og det kan man ikke i længden.

»Der er en udløbstid på de kontrolredskaber, man har til rådighed, fordi den sociale ulighed er så stor. Den lockdown, der blev implementeret for at år siden, har store konsekvenser for migrantarbejderne, som er kommet fra landet og til byerne. Og det er indiske migranter, der søger ind til byerne for at få arbejde, og som typisk bor i slumkvarterer under dårlige levevilkår. De bliver pludselig sendt hjem og skal finde ud af, hvordan de kommer helt hjem. Og det spreder smitten og skaber en stor sårbarhed for dem«.

Hvad er løsningerne?

»Det kommer an på, hvor langt et syn man tager på. På den korte bane er det de umiddelbare behov, man skal forsøge at dække og forsøge at få behandlingsressourcerne ud. Men det er en kortsigtet. Med længere lys er det vigtigt at få vaccineudrulningen til at speede op og håbe på, at mutationerne er dækket ind af vaccinerne. Men det er også klart, at med den eksplosion i epidemien, er der en stor produktion af mutationer. Ligesom med udfordringer med distribution af ilt, er der udfordring med distribution af vacciner. På den endnu længere bane er det afgørende, at man styrker den offentlige sundhedssektor«.

Right side

af Christian Crüger | 08/05
1 Kommentar
af Lars Stig Andersen | 08/05
2 kommentarer
af Jacob Peter Philipsen | 03/05
2 kommentarer
af Nils Thorm Milman | 03/05
1 Kommentar
af Thora Gudrunardottir | 01/05
1 Kommentar
af Wojciech Zbigniew Pawlak | 01/05
2 kommentarer