Indiske rejsehold

Det er altid godt at komme lidt ud i verden og suge til sig af andres erfaringer. Det kommer der ofte gode idéer ud af. Men det er ikke nogen selvfølge, og idéen om at flyve hele indiske operationsteam ind for at tackle nogle af ventelisterne i det danske sundhedsvæsen hører bestemt ikke til den første kategori. Det virker mere som om Folketingets Sundhedsudvalg ikke har kunnet tænke klart i subkontinentets varme. Både timing og tilrettelæggelse bærer præg af hovsaløsning.

Idéen om de indiske operationsteam kommer på et tidspunkt, hvor det danske sundhedsvæsen er i gang med besparelser og budgettilpasninger i en dramatisk skala, så danske læger står i kø på de offentlige sygehuse for at få lov til at operere flere patienter. Det er der bare ikke penge til. De private sygehuse beklager sig over, at antallet af patienter, der bliver henvist fra det offentlige, er faldet over sommeren, selv om ventelisterne er vokset. De private kunne behandle flere. Det er der bare ikke penge til. I denne situation vil politikerne flyve mobile operationsteam ind fra den anden side af jorden. Vi må gå ud fra, at de skal bruge de faciliteter, som står tomme, fordi danske læger ikke kan komme til at bruge dem.

Hvorfor afprøver man ikke de mest indlysende alternativer, som vel er aftaler med danske læger om over- og merarbejde, brug af ledig kapacitet på privatklinikker eller aftaler med læger fra lande, der ligger tættere på os og er en del af et fælles arbejds- og uddannelsesmarked. Så medvirker vi heller ikke til »brain drain« i lande, som har rigeligt brug for deres egne læger. Forhandlinger om merarbejdsaftaler synes at være gået i stå, og det samme gælder brugen af allerede indgåede aftaler. Det må vi forstå sådan, at man hellere vil bekoste indiske rejsehold, hyret gennem rekrutteringsfirmaer, og til danske lønninger skulle vi hilse at sige, indlogeret på hotel, end at betale for at udnytte arbejdskraftreserven i det offentlige sygehusvæsen. Det er en særpræget form for kassetænkning.

Alternativt kunne man i perioder søge at lade strømmen gå den anden vej og sende patienterne til steder i vore nabolande, hvor der er ledig kapacitet. Men grundlæggende ville det være skønt, om politikerne brugte den arbejdskraftreserve, som vi har, og så i øvrigt koncentrerede sig om at finde mere langsigtede løsninger på personaleproblemerne i den danske sundhedssektor. Det gør man ikke ved hjælp af rejsehold fra fjerne lande.

Endelig er der hele aspektet omkring patientsikkerheden. Vi ved med sikkerhed, at læger på indiske rejsehold ikke kender vores kultur og vores sprog. Det bliver altså behandling via tolk og for en sikkerheds skyld assisteret af danske læger. Hvis der sker fejl eller uheld under behandlingen, har patienten kun ét sted at gå hen, og det er til Patientklagenævnet. Det har for øjeblikket en sagsbehandlingstid på ca. 18 måneder, så det indiske rejsehold er over alle bjerge, når afgørelsen falder. Det er ikke tilfredsstillende, og sporene skræmmer fra tidligere oplevelser med »cowboy læger«, der har været på korte ophold i Danmark. Det hele bærer præg af en solstikslignende hovsaløsning.