Kurven var begyndt at knække, men Marie Bendix Simonsen prøvede at skyde bekymringerne fra sig.
Ganske vist havde Asger ikke spist ordentligt i et par uger. Utilfreds og smertepræget værgede han for sig, når hun tilbød ham brystet, bleen havde været lidt for tør i nogle dage, og han vred sig og klynkede, når han egentlig burde finde hvile.
Men det gik nok, tænkte hun. Man skal ikke være pylret, og som læge – i uddannelse som børnelæge – skal man jo ikke overreagere.
»Jeg tænkte, at det kunne være mavebøvl og umodne tarme, for han var trods alt kun otte uger. Jeg huskede også at gøre alt det, som jeg ved, en pædiater vil spørge til; jeg fjernede for eksempel mælkeprodukter fra kosten, jeg eleverede hovedgærdet, og når han skulle spise, sad jeg med ham i 40 minutter for at give ham god tid til at fordøje maden«, fortæller Marie Bendix Simonsen.
Men lige lidt hjalp det, og en lørdag i slutningen af september gik det ikke mere. Diagnosen ,refluks sygdom’ blev ved med at dukke op i hovedet på Marie Bendix Simonsen, hun talte med sin læge om det, og til sidst blev Marie og Asger indlagt sammen på børneafdelingen på Odense Universitetshospital.
»Den seneste uge op til indlæggelsen havde han tabt sig 200 gram, og det viste sig, at han kun spiste 20 ml ad gangen. Det havde jeg det rigtig dårligt med. Hvorfor havde jeg ladet ham gå med det så længe«? spørger Marie Bendix Simonsen sig selv.
I sine følelsers vold
Vi sidder i stuen i parcelhuset i Odenseforstaden Sanderum. Der er gået nogle uger siden indlæggelsen, bladene er gulnet udenfor, og Asger er blevet tre måneder. Han får medicin for sin refluks, og han har fået det godt og er begyndt at tage på, som han skal.
Lige nu ligger han og sover til middag i soveværelset, mens Marie Bendix Simonsen udnytter pusterummet
til at snuppe en rugbrødsmad ved spisebordet. De to marsvin, Karina og Skye, gumler og pusler i buret, og på gulvet ligger en sko, som storesøster Freja på 4,5 år er trådt ud af.
Her kunne historien egentlig slutte.
Men oplevelserne under den ugelange indlæggelse har sat masser af tanker i gang hos 30-årige Marie Bendix Simonsen, der i øjeblikket er på barsel fra sin stilling som introlæge i pædiatri i Kolding. For det er kommet bag på hende, hvor svært det er at være patient og læge på samme tid. At træde over på ,den anden side’ og pludselig være patient i sit eget speciale.
»Jeg har været patient før. Jeg har været ramt af stress, og jeg har været indlagt med cøliaki. Men denne gang var det en ekstra stor udfordring for mig, fordi det var i mit eget speciale med læger, jeg kender. Og så er det følelsesmæssigt rigtig svært, når det handler om ens egne børn«, siger hun.
»Jeg følte mig klædt af. Jeg oplevede, at mine fremtidige kolleger kom til at se mig på et meget sårbart sted i mit liv. Man sidder der med fedtet hår, gylp på tøjet og med et spædbarn, der hele tiden skal ammes. Det er et meget privat sted, hvor man helt bogstaveligt er klædt af, og det var rigtig svært for mig at vise den side af mig selv til lægekolleger«.
Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at skjule mine følelser.Marie Bendix Simonsen
Marie Bendix Simonsen kan huske, at hun konstant kæmpede for at holde sine følelser tilbage. Som da hun på en stuegang fik at vide, at hun og Asger skulle udskrives, før det ellers var aftalt. Hun følte sig utryg og fik det med egne ord ,ad helvedes til’. Samtidig kunne lægen i hende godt se, at beslutningen var fagligt i orden.
»Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at skjule mine følelser. Jeg kommer forhåbentlig til at arbejde sammen med mange af lægerne på børneafdelingen i den nærmeste fremtid, og det gjorde, at jeg som patient blev nervøs for at vise, at jeg var ked af det eller vred. Jeg tænkte, at mine følelsesudbrud måske senere ville kunne påvirke deres opfattelse af mig som læge. Og det ønskede jeg ikke«, siger Marie Simonsen.
Fordi du som mor er i dine følelsers vold, og det er du ikke som læge?
»Præcis. Og den balancegang var rigtig svær for mig«.
En personlig læge
Marie Bendix Simonsens blandede oplevelser med at være i patientens og pårørendes sted handler hverken om sjusk, fejlbehandling eller et sundhedsvæsen, der er fyldt med forjagede ansatte. Faktisk tværtimod. Hun fortæller, at hun stort set udelukkende mødte søde og empatiske læger på afdelingen.
»Jeg har oplevet læger, som udstråler, at de har al tid i verden, og som virkelig er til stede for én, når de går ind i rummet. Også selv om jeg jo godt ved, at de har supertravlt. Det gav mig følelsen af at blive hørt og følelsen af at blive taget alvorligt. Det er fedt, og jeg har lovet mig selv, at det er sådan noget, jeg skal huske, når jeg selv har lægekitlen på. Det er bare så essentielt«, siger hun.
For Marie Bendix Simonsen er det ikke uvant at sætte ord på sine tanker og overvejelser om lægelivets udfordringer. Hun tænker jævnligt højt til de 4.500 følgere af instagramprofilen @yngrelægeliv, som hun oprettede i september sidste år. Her har hun lavet opslag om den rutsjebanetur af følelser, hun var igennem under sin første indlæggelse med Asger, og her skriver hun om sine overvejelser om blandt andet lægeidentitet, specialevalg og den svære work-life-balance.
På mange måder har de seks dage på børneafdelingen sat yderligere strøm til Marie Bendix Simonsens tanker om, hvilken læge hun gerne selv vil være for sine patienter.
»Jeg er en meget personlig læge, der giver meget af mig selv, og jeg er ikke bange for at knytte bånd til patienterne«, siger hun og tilføjer:
»Heller ikke selv om jeg godt er klar over, at der nok er nogle kolleger, der tænker, at det er lidt mærkeligt«.
Chokolade og blomster
Hun kan huske, at hun i sin KBU fik en rigtig god kontakt til en ældre kvinde, der skulle opereres for tarmslyng og nekrotisk tarm. Kvinden, der var over 90 år, var frisk og klarede sig selv, og Marie blev imponeret af hendes gåpåmod og sejhed. I dagene, der fulgte, gik hun stuegang og faldt – trods den store aldersforskel – rigtig godt i hak med kvinden.
»Nogle måneder senere så jeg helt tilfældigt i FAM, at hun var blevet indlagt igen. Så gik jeg op og sagde hej til hende, og vi fik os en lille hyggelig sludder. Hun blev bare så glad for det. Sådan noget vil jeg altså ikke holde mig tilbage fra«, siger Marie Bendix Simonsen
Tankerne flyver videre til en anden patient, som Marie Bendix Simonsen havde valgt at bruge meget mere tid på, end der egentlig var sat af. Simpelthen fordi hun følte, at hun var nødt til det.
»Nogle måneder senere kom de med chokolade og en buket blomster til mig. Det var stort for mig. Det blev jeg virkelig rørt over, og det bekræftede mig bare i, at jeg skal holde ved min egen måde at ville være læge på – også selv om det måske kan virke mærkeligt på andre læger. Men det er sådan, jeg har det bedst«.
Tænker du ikke på, at du også skal beskytte dig selv ved ikke at involvere dig for meget?
»Jo, det gør jeg, og jeg danner jo heller ikke bånd med alle patienter, for det kan jeg ikke holde til. Patienter er forskellige. Men jeg synes, man skal give sig selv lov til at gøre det med de patienter, man føler noget særligt for. Det er i hvert fald nødvendigt for mig. Jeg er ikke en mur«, forklarer hun.
Men det er jo ikke alle patienter, der møder dig med blomster. Nogle bliver vrede – også selv om du har brugt meget tid på dem?
»Det er rigtigt, at der er den risiko. Jeg har bare ikke selv oplevet det, og jeg har gjort op med mig selv, at det er nødvendigt for mig at investere en del af mig selv som læge. Ellers kan jeg ikke holde ud at gå på arbejde. Det værste jeg kan forestille mig er at være et sted, hvor man nærmest er bagud fra morgenstuden og bare skal køre patienterne igennem på ti-femten minutter. Sådan noget dræner mig, for så føler jeg ikke, at jeg gør mit arbejde ordentligt«, siger Marie Bendix Simonsen.
Læge for sine egne børn
Asger melder sig i babyalarmen, og resten af interviewet foregår med en ekstra deltager, som undervejs skifter fra søvndrukken, missende tilstand til en ivrigt snakkende baby med adskillige ,agrøøø’ og et enkelt bøvs på hjerte.
»Sådan var han ikke før. Vi kunne slet ikke sidde og snakke med ham på den her måde«, siger Marie – ikke uden en vis lettelse i stemmen.
Hun føler nu, at de som familie er ved at være landet godt efter Asgers sygdomsforløb og indlæggelse. Og oplevelsen med at skulle jonglere med både patient- og lægerolle på samme tid har ikke blot lært hende en hel del om, hvilken læge hun gerne selv vil være, men har også givet hende en større forståelse for de patienter, som hun selv bliver læge for engang.
»Der kan være noget positivt at hente, hvis man selv er uheldig og bliver indlagt. Jeg tror, det er sundt for os læger at opleve os selv og systemet fra den anden side. Det giver et andet perspektiv på tingene«.
Dermed slutter vi med at vende tilbage til Marie Bendix Simonsens eget spørgsmål i artiklens indledning. Hvordan kunne det dog gå til, at hun som lægemor nedkæmpede alle sine bekymringer og undlod at søge hjælp til sin søns spise- og maveproblemer.
»Når jeg ser på det i bakspejlet, ville jeg ønske, at jeg havde reageret som en ,almindelig mor’ – og ikke som en læge, som føler, at man skal kunne klare det hele selv. Jeg har i hvert fald lært, at jeg ikke skal prøve på at være læge for mine egne børn. Det er for svært at være objektiv«.
Faktaboks
