Skip to main content

Ingen læger kom i Folketinget

Klaus Larsen kll@dadl.dk

26. sep. 2011
2 min.

Seks læger var opstillet til folketingsvalget. Ingen blev valgt. En anden - Kamal Qureshi (SF) - måtte endda forlade Folketinget efter 10 år.

En overgang så det ud til, at Socialdemokraternes Ikram Sarwar ville blive valgt, men fintællingen faldt ud til fordel for rivalen Mette Reissmann.

SF i Københavns Storkreds mistede det ene af sine fire mandater, og det betød, at partiets forhenværende sundhedsordfører, den 41-årige Kamal Qureshi, måtte takke af efter ti år på Christiansborg efter at væree slået af Özlem Cekic.

Endnu sent fredag eftermiddag så det ud til, at læge Ikram Sarwar, opstillet i Københavns Storkreds, ville opnå valg. Men i takt med at fintællingen skred frem, måtte han se i øjnene, at han blev overhalet af partifælplen Mette Reismann, som nogle vil kende fra tv-programmet Luksusfælden.

Fire læger, som heller ikke opnåede valg, er Torben B. Kjær (Lib. All. i Sjællands Storkreds), Vibeke Riemer (Lib. Alliance i Vestjyllands Storkreds), Grete Bonde (SF i Nordjyllands Storkreds) og Allan Axelsen (KD i Østjyllands Storkreds).

Et af de nye ansigter i Folketinget er dog kommende læge, idet den 29-årige nordjyde Stine Brix er medicinstuderende ved Københavns Universitet. Hun er hovedbestyrelsesmedlem i partiet, hvor hun også er ansat som kampagnemedarbejder. På sin hjemmeside fremhæver Stine Brix bl.a., at hun har været aktiv i studenterpolitiik og har deltaget i asylpolitisk arbejde i foreningen Kirkeasyl, som støtttede de afviste irakiske asylansøgere, der havde taget ophold i Brorsonskirken på Nørrebro.

Om sine sundhedspolitiske mærkesager skriver hun under overskriften "Ja til lokale sygehuse og nej til private":

"En overlæge på et privathospital tjener mere end tre millioner kroner om året. Regeringen har brugt skattekroner på at overbetale privathospitaler. Imens bliver sosu-hjælpere, sygeplejersker og rengøringsassistenter fyret i tusindtal fra de offentlige sygehuse", skriver hun og fortsætter:

"Enhedslisten vil bevare de lokale sygehuse, så alle - uanset om man bor i byen eller på landet - har adgang til et godt offentligt sundhedsvæsen. Vi vil smække kassen i for de private hospitaler. Pengene skal bruges på de fælles sygehuse, hvor alle har adgang".