Ingen respekt for mobilforbud

Der kendes ingen eksempler på, at patienter er døde af, at nogen har snakket i mobil eller sms'et i nærheden af hospitalsudstyr. Ingen pacemaker, kuvøse eller hjerte-lunge-maskine er holdt op med at fungere. Ingen alvorlige hændelser er rapporteret. Der er intet lig og ingen rygende pistol.

Alligevel er hospitaler ikke meget for mobilsnak inden døre. I flere år var politikken på Rigshospitalet nultolerance. Besøgende, der blev grebet på fersk gerning - selv i forhallen - blev resolut beordret ud. Et regime, som siden er blødt en smule op. Andre hospitaler er mindre strikse, men alle har afdelinger, hvor mobilen skal være slukket.

Ingen tør tage ansvar

Professor i kommunikationsteknologi, Gert Frølund Pedersen, bliver ofte spurgt til råds om mobiltelefoner og hospitalsudstyr. Han er aldrig stødt på dokumenterede eksempler på, at patienter var i fare, fordi en mobiltelefon fik udstyr til at svigte. Det fortæller han gerne bekymrede sygehusejere - som alligevel hver gang lader forsigtigheden råde. Sådan set kan Gert Frølund Pedersen godt forstå dem. Men rationel får man ham ikke til at kalde hospitalernes mobilpolitik.

»Det slog mig, at der på taget af de fleste hospitaler stod basisstationer [til mobiltransmission, red.] med helt anden sendestyrke. Hvor telefoners maks.-effekt er 1-2 watt, sender basisstationerne med 50 watt. Men ingen spurgte, om det var fornuftigt«.

»Der er en potentiel risiko. Men jeg er ikke bekendt med noget tilfælde, som har kunnet tilbageføres til en mobiltelefon, selv om de er alle vegne i dag«.

Vandrehistorier

Ugeskriftet har ikke kunnet finde en verificerbar nyhedshistorie, endsige en videnskabelig artikel, der omtaler dødsfald eller alvorlige episoder på grund af mobiltelefoni på hospitaler eller i andre kliniske sammenhænge.

Der findes vandrehistorier om børn, der dør under en banal operation (aldrig voksne, der dør under en kompliceret operation), fordi en tankeløs person absolut skulle bruge sin mobil i nærheden. Men ingen dokumentation.

Spredt forskning - hvis man kan kalde det forskning - har til dato ikke dokumenteret, at mobiltelefoni kan få hospitalsudstyr til at malfunktionere fatalt. Højst en hypotetisk »risiko for, at kritisk syge patienter kan dø«, som en hollandsk forsker udtalte efter et af disse forsøg. Talsmanden anførte dog ingen eksempler på, at det var forekommet.

Intensivpatienter køres omkring

»På Rigshospitalet må mobiltelefoner kun bruges i områder, hvor der ikke findes udstyr« siger civilingeniør Lars Holm Hansen, Rigshospitalet. »Derfor må mobiltelefoner kun bruges i stueetagen i hovedkomplekset. Fra 1. sal og op skal de være slukkede«.

Denne politik er dels dikteret af forsigtighedsgrunde, dels af anbefalinger fra udstyrsproducenterne. Hvis de siger, at udstyret er testet til en sikkerhedsafstand på 10-11 meter, er det det, som gælder.

Hvorfor håndhæver alle hospitaler ikke den samme politik?

»Så vidt jeg har set, er alle hospitaler enige om, at mobiltelefoner ikke må bruges på intensivafdelinger eller på operationsafsnit. Derudover et det et spørgsmål om, hvor intensive patienter man har rundt om i huset«, siger Lars Holm Hansen og tilføjer, at der de fleste steder kan komme en seng rullende forbi med en intensivpatient - og så skal der ikke være tændte telefoner i farvandet.

Heller ikke Lars Holm Hansen kender verificerede eksempler på, at en mobiltelefon har ført til fatale svigt i udstyr. Der har været omdiskuterede sager om infusionspumper. Ifølge Lars Holm Hansen er det dog mere relevant at holde øje med overvågningsudstyr, som typisk er mere følsomt over for den støj, mobiltelefoner kan inducere, f.eks. på ekg.

Alle overtræder forbud

Reglerne varierer fra hospital til hospital og fra den ene region til den anden. På Hvidovre Hospital må man gerne have mobilen tændt - undtagen hvor skilte udtrykkeligt forbyder det.

Risikomanager, overlæge Annemarie Hellebek, kender heller ikke eksempler på utilsigtede hændelser pga. mobiltelefoner og andet bærbart udstyr. Hun erkender, at forbuddene på mange måder er illusoriske. Både ansatte og patienter overtræder dem.

En ensartet mobilpolitik ville efter Annemarie Hellebeks mening være ønskelig: Ens regler er nemmere at huske og dermed overholde. Selv tager hun aldrig mobilen med sig rundt på Hvidovre Hospital - hun ved, at man glemmer at slukke den, når man bevæger sig ind i de »forbudte« zoner. Og at et totalt forbud vil være håbløst at håndhæve.

De fleste danske hospitaler er da også pragmatiske. De fleste steder må man bruge mobilen, men i nærheden af særligt følsomt udstyr - f.eks. respiratorer og infusionspumper - skal den være slukket.

»Problemet er«, siger Annemarie Hellebek, »at man sagtens kan møde en patient med en infusionspumpe, som er på vej til cafeteriaet eller ud for at ryge«.

En politik, man kan respektere

Gert Frølund Pedersen mener nok, at man kan formulere en forsvarlig, fælles politik:

»Først og fremmest ville jeg se på det livsnødvendige udstyr, som især findes på intensivafdelinger. Så skal der findes en given sikkerhedsafstand. Er der enkelte apparater, man er ekstra bekymret for, vil jeg nøjes med at fokusere på dem og på, hvor stor afstand der skal være«.

Hvis man laver en politik for brug af telefonen og indfører sikkerhedsafstande på kritiske steder, mener Gert Frølund Pedersen, at folk vil være langt mere tilbøjelige til at respektere det. Og det skal være den samme politik overalt, slutter han af:

»Hvis jeg kommer rundt på forskellige hospitaler, og de har forskellig politik for mobiltelefoni, kan jeg da ikke respektere det - alle kan jo ikke have ret«.

Links til to (til dels modsatte) holdninger:

Mayo Clinic Proceedings: »Mobiltelefoner i hospitalsmiljøet«

http://www.sciencedaily.com/releases/2007/09/070905201204.htm

Science Daily: »Hold mobiltelefoner væk fra hospitalssengen«

http://www.sciencedaily.com/releases/2007/09/070905201204.htm