Skip to main content

Ingen sex, tak - vi er læger

Journalist Klaus Larsen klaxis@journalist.dk

4. nov. 2005
3 min.

Når der indføres nye økonomiske styringssystemer - senest takstfinansiering - må Lægeforeningen nødvendigvis gøre sig sin holdning klar. Dertil har man Etisk Udvalg.

Når betalingen gøres afhængig af diagnosen, kommer det nemt til at svare til at sælge elastik i metermål. Hvilket som bekendt kræver en fast moral.

I sin mundtlige beretning takkede formanden for Etisk Udvalg, Hans Buhl, for den tillid, sundhedsministeren og hans embedsmænd har vist lægestanden ved at fremhæve lægernes etiske ansvar som garant mod kassetænkning.

»Men vi stiller også krav til rammerne for at løfte det ansvar. Jo større den aktivitetsafhængige bevilling er, jo større konsekvenser har de økonomiske følger af takstfinansieringen, og jo stærkere er vores krav om, at taksterne dækker de faktiske udgifter ved behandlingen«.

Hans Buhl pegede på erfaringer fra Norge, hvor lægerne har været tilbøjelige - af egen drift eller under pres - at træffe beslutninger, der tager klinisk irrelevante, økonomiske hensyn. Fx har 10 pct. af afdelingsoverlægerne oplevet pres fra sygehusledelsen for at bruge diagnoser, der ikke var medicinsk belæg for.

»Hvis læger på eget initiativ eller efter opfordring går på akkord med egne faglige vurderinger, undergraves tilliden til lægerne og til sundhedsvæsenet«, sagde Hans Buhl.

»Derfor skal taksterne dække omkostningerne, så der ikke bliver anledning til spekulation i diagnosticering, der ikke sker efter bedste faglige vurdering«.

Behov for stramme regler

På dette års lægemøde blev det nu især afsnittet om »seksuelle relationer mellem patient og læge«, der kaldte på kommentarer og debat.

Efter en del pressedebat mente Etisk Udvalg, at det var på tide at drøfte muligheden for at indføre en ny etisk bestemmelse, der umisforståeligt forbyder sex mellem patient og læge. Sådanne forbud findes allerede i bl.a. Norge og Sverige.

Det fremgår allerede af de etiske regler, at lægen skal respektere sine patienters værdighed og personlige integritet under alle forhold.

Så det burde jo være enkelt: Ingen seksuelle relationer.

Men hvad nu, hvis der fx opstår en ægte forelskelse mellem læge og patient?

Skal man så stuve følelserne af vejen, til der ikke længere eksisterer et læge-patientforhold? Er det OK, hvis en læge indleder et forhold til en patient, han eller hun møder et år efter behandlingens ophør?

Hvor lang skal karenstiden være, før lægen og patienten kan møde hinanden som jævnbyrdige?

Personligt går Hans Buhl ind for »et restriktivt moralkodeks på dette område«:

»Det er nødvendigt for at patienterne kan have tillid til, at lægers opmærksomhed altid ene og alene er rettet mod deres helbredelse«, sagde han i sin beretning.

Debatten var til lidt af hvert. Emnet er refleksmæssigt vitsfremkaldende, og Hans Buhl følte sig kaldet til at smide tal på bordet: 10 pct. af psykiatere har haft sex med patienter. For alle læger er tallet fem procent.

»For mange patienter kan oplevelsen sammenlignes med, hvad børn oplever, når de udsættes for incest, og det kan resultere i traumer for livet«, sagde Hans Buhl.

Han opfattede dog i overvejende grad debatindlæggene som en støtte til udvalgets initiativ og lovede, at det vil blive videreført.