Skip to main content

Ingen zika-misdannelser i Colombia

2.100 colombianske gravide har været inficeret med zika-virus. Foreløbig har ingen af deres fostre vist tegn på microcefali.

Den virusbærende myg, Aedes aegyptis.
Den virusbærende myg, Aedes aegyptis.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

16. feb. 2016
3 min.

Argentinske læger har fremsat en alternativ teori om årsagen til, at tusinder af nyfødte fødes med fødselsdefekten mikrocefali.

De medfødte, svære hjerneskader skyldes ifølge dem ikke det myggebårne zika-virus, men derimod den gift, der anvendes ved bekæmpelsen af de virusbærende Aedes aegypti-myg.

Ifølge de argentinske forskere er det i altovervejende grad i Brasilien, at børn fødes med mikrocefali, der fører til udvikling af en abnormt lille hjerne og et tilsvarende lille hoved hos fosteret.

De argentinske lægers rapport (pdf)

Forskerne peger på, at Brasilien siden 2014 har tilsat larvegiften pyriproxyphen til vandreservoirer i landets mest myggeplagede områder.

Den fremgangsmåde har man ikke brugt i nabolandet Colombia. Efter Brasilien er Colombia det land, der har rapporteret om flest bekræftede zika-tilfælde. - heriblandt 2.100 gravide kvinder, som har været inficeret med virusset.

Men indtil videre har sundhedsmyndighederne ikke fundet et eneste tilfælde af microcefali hos de vordende mødre, skriver Washington Post.

De argentinske forskeres teori er dog udfordret af, at microcefali lige som andre hjerneskader først kan ses relativt sent i graviditeten – tidligst omkring uge 30 – og nogle gange først, når barnet er født.

Faktaboks

WHO afviser

Ikke desto mindre mener de argentinske læger, at Colombia er en nærmere undersøgelse værd. De peger på, at det kun er halvandet år siden, at Brasilien begyndte at tilføde vandet pyriproxyphen, og at den dramatiske stigning i antallet af misdannelser er sket i det samme tidsrum. Og før giften blev taget i brug, forekom mikrocefali lige så sjældent i Brasilien som andre steder.

I går meddelte den brasilianske delstat Rio Grande del Sul, at den har indstillet myggelarvebekæmpelsen med pyriproxyphen. Ifølge den brasilianske nyhedskanal telesur har Brasiliens sundhedsminister i dag reageret ved at gentage, at larvegiften ikke udgør nogen sundhedsrisiko, og ministeren betegner ifølge telesur de argentinske lægers teori som ”rygter, der savner logik og fornuft”, skriver telesur.

Også giftens producent, Sumitomo Chemical, afviser de argentinske læger:

”Der er intet videnskabeligt bevis for en sådan påstand”, lød det i en erklæring, som ifølge det spanske nyhedsbureau EFE lægger vægt på, at WHO siden 2004 har godkendt brugen af pyriproxyphen.