Inger og heroinen

»Hus forbi« står der på hans sorte T-shirt. Titlen på de hjemløses avis. Men Kim har egen bolig - hvor politiet i weekenden måtte hjælpe ham med at få smidt nogle »venner« på porten. De stjal fra ham og ikke ville forsvinde.

Kim er træt. Af sit misbrugerliv. Og i det hele taget. Det store pulsur på hånden passer ikke til resten af hans fremtoning; han er slidt af års misbrug af alkohol såvel som narkotika. Han er i metadonbehandling, men junker heroin ved siden af. Blandt andet.

Tænderne mangler i venstre side af munden, mens resten er små, mørke og misligholdt. Han er så undervægtig, at det er umuligt at finde en muskel i benet, som han kan fixe den statsfinansierede heroin i. Alligevel er det målet. Han vil den gratis heroin. Den medicin, som speciallæge i almen medicin Inger Westh Nielsen som en af de første læger i Danmark ordinerer. Det sker på Københavns Kommunes nye behandlingssted, Valmuen. 22. marts gav hun den første misbruger et skud narko på statens regning. Den reneste heroin i kongeriget.

Kim skal igennem to ugers metadonindkøring og kan dårligt vente, til han omsider får »værktøjet« med de eftertragtede milliliter. Han sidder i Valmuen over for Inger, i nogle tidligere industrilokaler i det københavnske nordvestkvarter. Den frie heroin ordineres af lægen, udleveres af sygeplejersker og injiceres af narkomanen selv.

Kim efterlyser et klart svar på, hvornår det første skud tilfalder ham. Så han kan planlægge sine aktiviteter de kommende dage:

»Jeg vil gerne i gang så hurtigt som muligt. Jeg gider ikke lave flere penge«, forklarer han Inger.

Linket til narkoen

Lidt i ni står den første af Valmuens indtil nu 15 narkomaner - mellem 28 og 59 år - ved Ingers dør. Sådan er det hver morgen. De vil alle gerne have et godt forhold til den 39-årige almenmediciner, der som eneste læge på Valmuen definitivt afgør, hvem der skal i behandling og med hvilken dosis. Hun er linket til heroinen, og arbejdsbeskrivelsen er klar: Hun skal sikre, at ingen overdoserer, men at narkomanerne får så meget heroin, at de er stabiliserede, det vil sige abstinensfri og med mindsket stoftrang.

Målet er ikke - i modsætning til årtiers misbrugspolitik - at få narkomanerne til at opgive heroinen. Det løb, accepterer det danske samfund nu, er kørt for visse misbrugere. Her betragter man heroin som medicin, der i rette dosis stabiliserer en patient. Det skal igen mindske sidemisbruget, kontakten til det ulovlige narkomarked og kriminaliteten, primært tyveri og prostitution. Desuden skal fixeriet ske under kontrollerede forhold, så injektionsskader reduceres.

Dette er tankerne bag det politisk kontroversielle tiltag i håndteringen af narkotika I Danmark. Ingers arbejde er resultatet af dette paradigmeskifte.

Gode menneskekendere

Inger valgte ikke narkomanerne til, men snarere usigten til egen lægepraksis fra. Efter embedseksamen har hun arbejdet hos fire praktiserende læger i hovedstaden, så køb af egen praksis ville være næste skridt. Men af private årsager har Inger endnu ikke fastlagt, hvordan hendes fremtidige arbejdsliv skal se ud. Derfor kom jobopslaget fra Københavns Kommune belejligt.

Jobbet som læge i Valmuen viste sig dog at være en langt større udfordring end først antaget. Alt er nyt. Og det meste til diskussion.

En helt ny behandling af en speciel patientgruppe skal opbygges fra grunden, og der er ingen erfaring andre steder i landet at trække på, dog flere erfaringer fra udenlandske behandlingssteder.

Inger værdsætter det tværfaglige samarbejde med specialsygeplejesker og socialpædagoger. Men der skal findes fælles fodslag om alt, og beslutningerne skal formidles utvetydigt til narkomanerne, der fast kommer morgen og eftermiddag og modtager heroinen. For hvis der er noget, misbrugere kan, er det at finde åbninger, spille mennesker ud mod hinanden og tage hænder, når der rækkes lillefingre - alt sammen for at få det forkætrede stof. Stof, de har brugt og misbrugt deres liv på at skaffe.

Inger har erkendt, at de er gode til at finde personalets ømme punkter. Det kræver og kan gøre ondt. Narkomaner er gode menneskekendere, er de ansatte enige om.

Et sted som Valmuen, der på sigt skal have 120 narkomaner igennem systemet dagligt, skal derfor fungere entydigt. Personalet kommer tæt på brugerne, og det tiltaler Inger. Det giver hende noget andet end det flow af patienter, som hun oplevede i almen praksis. Her er det ikke samlebåndsarbejde, men syge mennesker, som hun tilser dagligt i et forsøg på at give dem et bedre liv.

I begyndelsen er de medtagede, men langsomt normaliseres de, når de kontinuerligt får præcis den dosis heroin, der gør, at de kan leve tåleligt. Det giver en både faglig og menneskelig stolthed, som hun langt sjældnere oplevede i almen praksis, hvor den ene patient tog den anden.

Kokse-sofaen

Uden for injektionslokalet står en vinkelformet, brunlig sofa. »Kokse-sofaen«, som de kalder den. Nogle narkomaner søger et så stærkt sus fra heroinen, at de forsvinder i nogle minutter. Det er tilladt på Valmuen. Man må gerne få stof nok til en rus, der er så voldsom, at man »kokser«. Ellers supplerer narkomanerne med benzodiazepiner før ankomst, da det giver en kraftigere effekt. Disse forskellige blandingsmisbrug skal bekæmpes. Alligevel har personalet haft flere diskussioner om, hvor påvirkede narkomanere må være på statens regning og med Sundhedsstyrelsens accept.

Men Inger overvåger, at de har det o.k., og kan gribe ind, hvis situationen kræver det. Derfor er der også opsat en briks på injektionsstuen, så personalet kan behandle, hvis nogen skulle få en overdosis. Det kan ske, for ingen ved, hvad narkomanerne har i blodårerne ved ankomsten - men det er heldigvis endnu ikke sket.

Mere end blot heroin

Inger styrer ikke kun dosis. Hun opsporer også ubehandlede somatiske sygdomme, henviser til den praktiserende læge, som mange narkomaner ofte kun sjældent har kontakt til, sender videre til infektionsmedicinske afdelinger og psykiatere. Ingen må få den gratis heroin, hvis de har en ubehandlet eller alvorlig psykiatrisk lidelse, som gør, at de ikke kan medvirke.

Ifølge Valmuens læge er der et stort sundhedsfagligt potentiale i den lægeordinerede heroin. Fag-folkene kan være et sikkerhedsnet, der opfanger somatiske og psykiatriske lidelser og via den personlige relation til narkomanerne kan få dem i behandling for de mange følgesygdomme og problematikker, som års misbrug medfører. Den lægelige indsats er altså i lige så høj grad en psykosocial indsats, og det tiltrækker Inger:

»De lever det mest uværdige liv, noget menneske kan forestille sig. De er konstant ekstremt stressede, fordi de hele tiden skal skaffe penge til deres misbrug. Hver dag er en kamp. For stofferne, for overlevelse og for en tålelig tilværelse. Jeg drømmer stadig om at ende som praktiserende læge på et tidspunkt, men lige nu passer det mig godt at bruge nogle år af mit arbejdsliv på nogle af de svageste mennesker i det danske samfund. Det giver god mening - på en eller anden måde«.

Den blå bog

Inger Westh Nielsen, 39 år, cand.med. fra Odense i 2000, 2007 speciallæge i almen medicin, siden marts 2010 den første og til nu eneste læge, der ordinerer statsheroin til narkomaner i Københavns Kommune.