Skip to main content

Inspirerende bog om skandinavisk sygdomslitteratur

I de seneste år er udvalget af romaner og personlige skildringer om sygdomsfortællinger steget som aldrig før. Forfatter Linda Nesby undersøger i bogen »Sinne, samhold og kjendiser« personlige sygdomsfortællinger som en ny litterær trend. Læs anmeldelse af Anders Juhl.
Cover: Universitetsforlaget i Oslo
Cover: Universitetsforlaget i Oslo
Anders Juhl Rasmussen, ph.d., lektor i narrativ medicin, Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet. Interessekonflikter: ingen
2. dec. 2022
03 min

I Danmark, Norge og Sverige skrives der i disse år flere fortællinger om sygdom hos patienter og pårørende end nogensinde før i historien. Denne nye litteratur kalder på en akademisk behandling, og Linda Nesby, professor i nordisk litteratur ved Universitetet i Tromsø, har sat sig for at løse opgaven i en bog med titlen »Sinne, samhold og kjendiser«.

Faktaboks

Fakta

Bogen dækker naturligvis ikke al den relevante litteratur, bl.a. er lyrik helt fravalgt. Alligevel er der rigeligt med romaner og selvbiografiske skildringer at vælge iblandt ved forfattere som Beate Grimsrud, Hanne Ørstavik, Tom Malmquist, Karen Fastrup og Helle Helle. Og Nesbys udvalg virker både repræsentativt for genren og afbalanceret mellem de skandinaviske lande.

Bogens formål er dels at give et aktuelt overblik på den nye litterære trend, dels at argumentere for vigtigheden af at inddrage skønlitterære fortællinger i sundhedssystemets arbejde. Bogen lykkes måske bedre med det første end med det sidste.

Nesby skriver følgende: »Sykdomserfaringer sett i kontekst er sentralt for denne boken, og mitt materiale består i subjektive pasient- eller pårørendebaserte skildringer av sykdom. Boken er fundert i et syn som tilsier at hver enkelt sykdomserfaring – om den så knyttes til en diagnose – fremstår forskjellig. De biomedisinske prosessene kan vel være identiske, (...), men likevel formidles sykdomsforløb ulikt« (s. 18-19). Men kan litteraturstudier og biomedicin, hvor forskellige de end er, ikke også supplere hinanden? Hvorfor holde fast i og ligefrem cementere dette gamle modsætningsforhold?

Nesby er tilhænger af en medicinsk humaniora med omdrejningspunkt i læsning af litteratur. Medicinsk humaniora er selvfølgelig langt bredere end litteraturstudier, og derfor kunne man tro, at hun placerede sin forskning inden for narrativ medicin, der ifølge Rita Charon ofte tager udgangspunkt i litterære tekster. Afsnittet om narrativ medicin er dog kortfattet og lidt tøvende. Nesby foretrækker i stedet betegnelsen »patografi« om de litterære tekster, som tematiserer sygdom.

Den human- og sundhedsfaglige værdi af at læse subjektive beretninger om sygdom forsøges tydeliggjort gennem relativt mange læsninger af enkeltværker. Personligt havde jeg foretrukket færre værker og mere øjenåbnende læsninger af nogle få, således at den genkommende beskrivelse af værkerne som »komplekse« og »subtile« rent faktisk blev demonstreret.

Den store, teoretiske overbygning til læsningerne har jeg ofte svært ved at genkende i de korte, genfortællende omtaler af de mange værker. Desuden ville jeg gerne have set en udfoldet diskussion af den kritik af genren, som Nesby redeligt henviser til, nemlig: ”To what extent can we trust that people’s stories of illness faithfully describe ’what is was really like’?”.

Det bedste ved Linda Nesbys gennemgående læsværdige bog er, at den giver et pålideligt overblik og inspirerer til videre diskussion af skandinavisk sygdomslitteratur.

Læs flere anmeldelser her.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen