Integrationsucces med skyggeside

Sygehusafdelingerne har i lidt mere end et år haft hovedansvaret for at lede udenlandske læger ind i det danske sundhedsvæsen via et nyt godkendelsessystem med prøveansættelser og medicinske fagprøver. Sidste år fordobledes antallet af midlertidige autorisationer til over 600. Den nye ordning er med andre ord en succes rent kvantitativt. Men ikke alle finder kvaliteten god nok. Det gælder for eksempel 1. reservelæge Margrethe Andersen. Hun er koordinator for integrationen af tredjelandslæger i de fire amter under Det regionale Videreuddannelsessekretariat, Region Syd. Om kort tid vil hun fremlægge et helt problemkatalog for den landsdækkende følgegruppe på området, og hendes konklusion er klar: »Modellen er hverken tilfredsstillende for det danske sundhedssystem eller de udenlandske læger«.

Overordnet var det rigtigt at Sundhedsstyrelsen forvandlede et tungt, teoretisk og meget lidt imødekommende system til målrettet integration i samspil mellem teori og praksis, og problemerne handler heller ikke om manglende vilje, understreger Margrethe Andersen. Sygehusafdelinger vil gerne hjælpe, kommunerne er blevet langt mere forstående for de højtuddannedes særlige behov for undervisning, Lægeforeningen og lægekredsforeningerne har gjort en stor indsats politisk og praktisk.

»Alle – inklusive mig selv – prøver naturligvis at gøre alt for de udenlandske læger, men vi skal også kunne stå inde for, hvad vi gør i stedet for bare at falde i svime over alle vores gode gerninger«, mener koordinatoren. Hun har fulgt mere end 100 tredjelandslægers vej mod den varige autorisation og har konstateret, at den praktiske udførelse halter. Hun og det øvrige sekretariat har også gjort noget ved sagen og etableret kurser i kultur, fagspecifikt sprog i forbindelse med ulønnet praktik og egentlige fagkurser i samarbejde med Lægeforeningen. Men det er ikke nok. Uddannelsesansvarlige overlæger melder om afbrudte praktikforløb og prøveansættelser på grund af nogle lægers uventet store sproglige og faglige problemer. Flere og flere melder fra over for at tage lægerne ind – af samme grund, og fordi ansøgerantallet er stejlt stigende.

Mangler kvalitetskontrol

Andre afdelinger er på den anden side for ivrige efter at hjælpe lægerne på vej. Så ivrige, at der ifølge Margrethe Andersen »i dag arbejder læger i ulønnet praktik, som endnu ikke har fået godkendt deres faglige papirer i Sundhedsstyrelsen. Det er altså muligt, at de slet ikke er læger«.

Dette er næppe noget omfattende problem, eftersom Sundhedsstyrelsen på årsbasis kun afviser 2-3 ansøgninger om midlertidig autorisation, men afdelingernes manglende kontrol af papirer er kun et af flere tegn på, at sygehusene bør stramme op om forløbene og melde klart ud om mangler undervejs.

»De kliniske afdelinger er blevet krumtappen i den meget vigtige opgave, det er at sortere lægerne. På godt og ondt skal de vurdere, om indsatsen er god nok. Det har de forpligtet sig til at gøre over for Sundhedsstyrelsen. Desværre løfter de ikke altid opgaven.

Det sker ofte, at uddannelsesansvarlige fortæller mig, at niveauet ikke har været tilstrækkeligt. Men på evalueringsskemaet for prøveansættelser er de meget mindre kritiske. ,Lægen skal nok blive bedre efterhånden‘, lyder argumentet. Det holder bare ikke. Man skal evaluere den forløbne ansættelsesperiode. Det nytter ikke at være konfliktsky«.

Læge i limbo

En sørgelig effekt af denne nok så kendte danske berøringsangst er, at nogle læger går rundt i det rene limbo på afdelingerne uden at lære noget og uden at få en klar fornemmelse af, at de er nødt til at gøre en ekstra indsats fagligt og/eller sprogligt for at undgå ubehagelige overraskelser senere i deres forløb.

»Jeg vil gå så langt som at sige, at kun de allerfærreste udenlandske læger i praktik og prøveansættelser har et tilfredsstillende niveau sprogmæssigt.

Den mangel kan betyde, at personalet går uden om den udenlandske læge i hverdagen. Man beder hellere en dansker om at træde til. Og så er hele ideen med praktik og prøveansættelser jo spildt«.

Margrethe Andersen henviser en fjerdedel af de læger, hun kommer i kontakt med, til et ganske almindeligt grundkursus i dansk på en kommunal sprogskole. Det gælder ikke kun nyligt ankomne, men også mennesker, der har været i landet i adskillige år.

»Hvis jeg ikke umiddelbart kan forstå, hvad lægen siger og føre en almindelig samtale med ham, er det spild af tid og penge at gå i gang med praktik og fagsprog«, siger hun.

Koordinatoren mener, at afdelingerne bør spørge sig selv, om de har et patientsikkerhedsproblem med deres udenlandske læger. Ikke kun på grund af sproget.

»Det kan være bekymrende, at en læge kan arbejde på midlertidig autorisation i 18 måneder, før han skal have bestået eksamen i for eksempel receptskrivning, socialret, retsmedicin osv. Selvfølgelig skal lægerne superviseres, men det er jo ingen hemmelighed, at mange arbejder ganske selvstændigt under prøveansættelserne. De allerfleste af afdelingerne tager deres rolle meget alvorligt – det er også grunden til, at de siger nej til at tage flere ind nu – men nogle afdelinger siger ja til ansøgerne, fordi de har et skrigende behov for flere hænder – så kommer hændernes kvalitet i anden række«, mener Margrethe Andersen.

Samlet forløb efterlyses

Den regionale koordinator peger endelig på, at læger fra EU og europæiske lande udenfor EU måske er endnu mere på herrens mark end tredjelandslægerne.

»Den kommer vi ikke i kontakt med, fordi de henvender sig direkte fra deres hjemlande til afdelingerne og får en ansættelse. Autorisationen får de jo med det samme. Så er det helt op til sygehusene, om de vil gøre noget ekstra for at integrere dem«.

Margrethe Andersen synes selv, det er ganske imponerende, så mange initiativer, der er i gang på landsbasis for at hjælpe udenlandske læger i gang. Men hun ville langt foretrække et landsdækkende system, som man har det i Holland, hvor tredjelandslæger skal igennem et standardiseret universitært forløb.

»Alle skal igennem et fagspecifikt sprogkursus, undervisning i etik, jura, faglige regelsæt og klinisk træning for at få varig autorisation. Jeg synes, det ville være mere fair for både lægerne, sundhedsvæsenet og patienterne«.

Sådan sker integrationen

Udviklingen hen mod et mere hensigtsmæssigt integrationsforløb for tredjelandslæger tog fart, da Lægeforeningen i 2001 for første gang skabte et overblik over flygtningelæger i Danmark, synliggjorde dem som en ressource og satte lys på deres problemer.

I dag er vejen til en varig autorisation følgende:

– Fakultetsgodkendelse af at lægeuddannelsen kan sidestilles med den danske.

– To prøveansættelser af mindst tre og i alt højst 18 måneders varighed ved to forskellige kliniske afdelinger – med tilfredsstillende evaluering.

– Beståede prøver i socialmedicin, medicinsk lovgivning og receptskrivning.

– Prøve i faglige og kommunikative færdigheder.

De regionale videreuddannelsessekretariater hjælper lægerne igennem forløbet ved at skaffe praktikophold, tilrettelægge og sikre undervisning i fagsprog, kultur m.m. Disse kurser finansieres af kommunerne og EU. Lægeforeningen har udarbejdet fem endageskurser for at give indsigt i danske forhold og opfriske teori, Lægekredsforeninger arrangerer mange steder ERFA-grupper, personlige mentorer, læsegrupper og socialt samvær, ligesom en gruppe frivillige pensionerede professionelle fra sundhedssektoren holder fagsprogskurser. Udenlandske læger har flere netværksgrupper, og de afghanske læger deres egen forening. Flygtninge i lejre kan også deltage i en del af ovenstående aktiviteter.