Danske COVID-19-patienter overlever i højere grad end patienter i andre lande, selvom de er ældre ved indlæggelsen. Formand for DASAIM peger på, at det unikke samarbejde på tværs af afdelinger har gjort en forskel.
COVID-19-patienter ser ud til at overleve i højere grad i et ikkebelastet sundhedsvæsen end i verdens coronabrændpunkter.
Det konkluderer et nyt dansk studie fra Rigshospitalet.
I alt 37 procent af de danske COVID-19-patienter døde under indlæggelsen, og det er lavere end først frygtet.
Intensivlæge Nicolai Haase fra Rigshospitalet har taget initiativ til undersøgelsen. Han forklarer, at undersøgelsen viser, hvordan det kan lykkes at behandle COVID-19-intensivpatienter i et sundhedsvæsen, som ikke er overbelastet.
»Vores resultater viser, at vi i Danmark i foråret havde en fin mulighed for også at tilbyde ældre patienter intensivterapi. Det handler om at have ressourcer til at tage sig af patienterne«, siger Nicolai Haase.
Studiet sammenligner danske data med tal fra England, Italien, USA og Kina. Nicolai Haase understreger, at tallene kan være påvirket af sundhedssektorernes organisering og derfor er vanskelige at sammenligne.
F.eks. kan man argumentere for, at danske intensivafdelinger tager flere mindre syge patienter end f.eks. hospitalet i Bergamo, hvor lægerne dagligt måtte foretage hårde prioriteringer, og at det kan forklare en del af den lave dødelighed.
På den anden side var gennemsnitsalderen for indlagte COVID-19-patienter 68 år.
»Man skal være forsigtig, når man sammenligner tal på tværs af lande. Der er forskel på sundhedsvæsenerne, og mange faktorer påvirker dødeligheden, men noget tyder på, at vores patienter samlet set har klaret sig bedre igennem intensivbehandlingen. Danmark har i hvert fald været et godt sted at være, hvis man blev alvorlig syg«.
Nicolai Haase peger på, at den nuværende undersøgelse kan give et fyldestgørende billede af, hvilket forløb danske COVID-19-patienter har.
»Vores frygt var i foråret, at dødeligheden ville være så høj som i andre lande. Tal fra Kina, Italien og New York viste, at dødeligheden i midlertidige opgørelser var skønnet til over 50 procent. Mediehistorier fæstnede sig dybt i sundhedsvæsenet. Nogle medier skrev, at dødelighed var op mod 80 procent. Der stod vi i starten«.
Ledelserne på sygehusene ønskede bl.a. at vide, hvor længe patienterne skulle ligge i respirator, men det kunne intensivlægerne ikke svare på. Før nu.
»Vores resultater giver mere overblik over, hvad vi står med. Jeg får tit spørgsmål om, hvor mange der dør, og hvor mange der kommer i dialyse. Administrationen stiller mange spørgsmål. Dem kan vi svare på nu, så der kan tages beslutninger ud fra danske tal. Det stiller os også bedre klinisk. Eksempelvis ved vi nu, at vi skal have tålmodighed, når patienten ikke kan komme ud af respiratoren. Måske kan det spare patienten for unødige undersøgelser og procedurer«.
Unik database
Undersøgelsen blev til via en database med intensivpatienter.
Nicolai Haase og kolleger kontaktede alle danske afdelinger og fik data.
»Vi har ikke inden for intensivområdet tidligere haft succes med at få alle afdelinger med i et projekt så hurtigt og mødt så stor velvilje. Vi ringede til alle og fik lynhurtigt svar. Vi fik patientdata registeret på kort tid«.
Hvad har danske læger haft succes med?
»Vi har haft succes med at tilpasse vores kapacitet til behovene. Vi udbyggede antal intensivsenge, vi lavede kurser for læger og sygeplejersker fra andre afdelinger. F.eks. var neurologer og nefrologer i beredskab til også at kunne assistere«, siger Nicolai Hasse og forsætter:
»Selvom vi samlet set føler, at vi på intensivafdelingerne har kunnet håndtere pandemien fornuftigt indtil nu, må vi også huske fremadrettet at trække på vores erfaring, hvad angår både organisation og behandling. Så kan vi måske gøre det endnu bedre«.
Intensivoverlæge på Aarhus Universitetshospital og formand for Dansk Intensiv Database,
Steffen Christensen, siger i en pressemeddelelse fra Rigshospitalet, at han glæder sig over samarbejdet om patienterne og indsamlingen af data:
»Behandlingen af kritisk syge COVID-19-patienter er løbende blevet diskuteret bredt i faglige fællesskaber på tværs af landets intensivafdelinger. Det har været med til at højne kvaliteten af behandlingen, og gennemførelsen af denne undersøgelse med aktiv deltagelse fra samtlige intensivafdelinger er et glimrende eksempel på det gode samarbejde«, siger Steffen Christensen.
DASAIM-formand: stærk kæde i Danmark
Samarbejdet på tværs står helt centralt i spørgsmålet om, hvorfor det går danske intensivpatienter godt, siger Joachim Hoffmann-Petersen, formand for DASAIM, Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin og overlæge på Anæstesiologisk Intensiv Afdeling på Svendborg Sygehus.
Han fortæller, at intensivlægerne i foråret brugte en halv time hver morgen på at gå stuegang på COVID-afsnittet. Selvom patienterne ikke lå på intensiv, fik de altså stadig intensiv stuegang og tilsyn.
»Samarbejdet med andre afdelinger har været unikt. Vi har en stærk kæde i Danmark og et godt samarbejde imellem de præhospitale enheder, akutmodtagelser, sengeafdelinger – uanset om det er de almenmedicinske eller de infektionsmedicinske afdelinger - og intensiv«, siger han og fortsætter:
»COVID-19-patienterne i Svendborg fik en lidt bedre behandling, end intensivpatienterne gør til hverdag. Vi ville gerne lære patienterne at kende, inden de havnede i respirator. Så havde vi en god fornemmelse af, hvem der ventede, og vi talte med patienten og de pårørende, om de overhovedet var respiratorkandidater«.
Derudover peger han på, at intensivafdelingen har mange dygtige medarbejdere og en god normering.
»Vi har en sygeplejerske pr. patient i Danmark, hvor man i andre lande har dårligere normering. Normeringen og det høje uddannelsesniveau blandt sygeplejerskerne gør, at behandlingen fungerer bedre. Den er mere finjusteret og af højere kvalitet.
Erfaringsudveksling
Når lægerne ikke havde mange patienter, udvekslede de erfaringer og litteratur.
»Det var en ny sygdom, så hver gang nogen havde læst noget, var der en god sandsynlighed for, at de andre ikke havde læst det. Der var meget erfaringsudveksling mellem intensivafdelinger, sengeafdelinger og infektionsmedicinske afdelinger«.
Og den form for erfaringsudveksling er ny, påpeger Joachim Hoffmann-Petersen.
»I marts måned havde vi ikke nogen behandlingsmuligheder, andet end hvad vi plejede at gøre. I slutningen af perioden fandt vi ud af, at binyrebarkhormon virker. Men i starten vidste vi ikke, hvad det var for en sygdom, så der var det alfa og omega, at vi hjalp hinanden med at blive klogere, også fordi vejledningerne ændrede sig dagligt«.
Er det nogle erfaringer, I tager med ind i efteråret?
»Ja, det vil jeg forvente. Hvis vi skal åbne mange COVID-afsnit, er det oplagt, at intensivlæger går derned og hjælper til, fanger problemerne, inden de opstår og er med til at udvælge, hvem der skal i respirator. Hvis vi forventningsafstemmer, inden patienten bliver så syg, er det en hel del nemmere, for så er patienten vågen«, siger han og påpeger:
»I Danmark vil vi gerne forlænge livet, men vi vil meget nødig forlænge døden. Det er hele tiden en afvejning og et samarbejde med patient, pårørende, stamafdeling og intensivlæger«.
Har du oplevet den form for samarbejde før?
»Ikke på denne måde. I Svendborg var vi privilegerede, fordi vi tidligt havde en del intensivpatienter. Vi var et hotspot lige i starten. Men så fladede det ud. Vi endte med at have godt med tid, der hvor der var COVID-patienter, og vi havde tid til uddannelse og oplæring på grund af den markante nedlukning af elektive funktioner«.
