Interventionel emboliseringsbehandling af tumorer

Det er væsentlige lægelige mål at helbrede sygdomme og lindre symptomer så effektivt og skånsomt som muligt med mindst muligt ubehag og med færrest mulige komplikationer og bivirkninger for patienterne. Dette er ikke mindst tilfældet ved behandling af symptomatiske, men i øvrigt benigne, sygdomme som f.eks. uterusfibromer - »Først og fremmest: gør ikke skade « (Hippokrates).

Den perkutane kateterindføring i karsystemet, som blev introduceret af Seldinger i 1953, og efterfølgende betydelige metodologiske fremskridt har gjort, at perkutane transluminale interventionsbehandlinger siden er udviklet hastigt, også inden for emboliseringsbehandlinger.

Transluminal embolisering har væsentligst fundet anvendelse inden for akutte blødningstilstande, især traumatiske, gastrointestinale og post partum-blødninger, som har været behandlet med embolisering i mere end 20 år, men også inden for tumorbehandling.

Som led i behandlingen af maligne nyretumorer blev der tidligere udført præoperativ embolisering for at reducere det peroperative blodtab. Dette viste sig dog ikke at have signifikant effekt, og embolisering på denne indikation er siden opgivet. I de senere år har kemoembolisering især af levercancere fundet stigende anvendelse [1], men også kurativ, palliativ og præoperativ embolisering i mange andre regioner anvendes i vid udstrækning [2].

Emboliseringsbehandling af benigne tumorer drejer sig kvantitativt mest om uterusfibromer. Uterusfibromer er højt vaskulariserede og bløder ofte kraftigt ved kirurgisk myomektomi. Derfor begyndte man i Paris i 1992 at foretage præoperativ embolisering. I nogle tilfælde blev den planlagte myomektomi udskudt, og i ventetiden viste det sig, at patienterne følte god klinisk effekt af emboliseringerne og derfor afstod fra operation. Dette var den (tilfældige) indgang til at foretage definitive emboliseringer for symptomatiske uterusfibromer (UFE). De første resultater blev publiceret i 1995. Siden har metoden fundet bred anvendelse, der er foretaget mindst 50.000 UFE'er verden over, og alene i USA foretages der 13.000-14.000 om året. I Odense blev metoden introduceret i 1999, og der er foretaget over 400 procedurer. Det er således tvivlsomt, om metoden fortsat kan kaldes eksperimentel. Metoden opfylder i høj grad ønsket om at kunne udføre en skånsom, miniinvasiv og organbevarende behandling med høj klinisk succes og samtidig med få komplikationer og bivirkninger.

UFE er en ekspertopgave, som kræver faglig kompetence med anvendelse af den nyeste teknologi. Det er en teamfunktion i samarbejde mellem specialuddannede radiologer og radiografer, og desuden er et tværfagligt samarbejde med gynækologer og anæstesiologer uomgængeligt. De logistiske forhold skal være optimerede. Disse forudsætninger er til stede på de interventionsradiologiske afdelinger, hvor man i forvejen behersker disse opgaver inden for andre former for emboliseringer. Introduktion af UFE betyder, at behandlingen af disse patienter flyttes fra de gynækologiske til de radiologiske afdelinger.

Ved nye terapeutiske tiltag efterlyses naturligt nok evidens for de nye metoders fordele frem for etablerede behandlinger. Denne evidens foreligger ikke for UFE's vedkommende, hvad angår komplikationer, men de tre foreliggende (små) randomiserede multicenterundersøgelser, som er refereret i Cochrane-undersøgelsen og i dette nummer af Ugeskriftet [3, 4], er et skridt på vejen, idet der påvises signifikant kortere indlæggelsestid og rekonvalescens for de emboliserede end for de opererede patienter. Andre har desuden i store patientserier påvist god klinisk effekt, stor patienttilfredshed og god livskvalitet efter UFE [5]. Dertil kommer, at UFE ikke har nogen operations- eller narkoserelaterede bivirkninger, og der er desuden mulige privat- og samfundsøkonomiske fordele ved UFE.

Det er overraskende, at så få patienter i Danmark fortsat henvises til UFE. Dette kan skyldes, at gynækologer og praktiserende læger kan være ubekendt med UFE, uvidende om UFE-metoden og -resultaterne eller undlader at informere herom.

Patienterne bør tilbydes de samme behandlingsmuligheder i Danmark som i udlandet, og de bør informeres om de eksisterende behandlingsmuligheder for på denne baggrund at have mulighed for selv at være med til at træffe et behandlingsvalg i samråd med deres læge.

Korrespondance: Poul Erik Andersen, Radiologisk Afdeling, Odense Universitetshospital, DK-5000 Odense C.

E-mail: anders1@dadlnet.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet