Engang var prognosen for patienter med kronisk myeloid leukæmi nedslående. Kun 50 procent af patienterne var i live efter 3-4 år. I dag kan de fleste behandles og leve uden symptomer lige så længe, som hvis de havde været raske.
Den markante ændring skyldes to forskere, som overhovedet ikke beskæftigede sig med blodsygdomme, de amerikanske virologer Mike Bishop og Harold E. Varmus. De opdagede, at nogle retrovirus forårsager cancer ved at kapre gener i normale celler, som kan mutere og blive til kræftfremkaldende gener, såkaldte onkogener. Kimen til kræft findes altså i cellen.
Det var grundforskning, som fik stor betydning for forskning i og behandling af en række cancersygdomme, herunder altså nogle af de hæmatologiske.
I 1989 fik de Nobelprisen i fysiologi og medicin for opdagelsen.
Den nye viden ændrede cancerforskningen fundamentalt, fordi den åbnede for udforskning af mekanismerne bag en række kræftformer og gjorde det muligt at udvikle nye lægemidler.
Målet var at modvirke den cancerdrivende proteinsyntese i cellerne, som onkogenerne er årsag til, og som karakteriserer flere kræftsygdomme.
De mutationer, som forvandler protoonkogener til onkogener, ændrer nemlig naturen eller mængden af det protein, som genet koder for, så de får cellerne til at vokse og dele sig i hastigere tempo og forhindrer dem i at lægge sig til at dø, som de ellers normalt gør.
I dag siger Harold E. Varmus om effekten af opdagelsen inden for de forskellige kræftformer: »Det er nok det mest meningsfulde og den største tilfredsstillelse, vi har fået ud af vores forskning«.
Vi skal tale om preprint
»Let’s talk preprint« står der hen over brystet på Harold E. Varmus’ T-shirt, som han har på under interviewet, der foregår via Zoom. Og det er ikke tilfældigt. Han vil meget hellere tale om preprint, videnskabelige artikler, som offentliggøres online, inden de er fagfællebedømt og godkendt til udgivelse, end han vil tale om den Nobelpris, han fik for over 30 år siden.
Afsættet for mødet med den 82-årige nobelpristager er ellers hans betydning for nogle af de hæmatologiske kræftsygdomme, som netop skyldes det gennembrud, som han fik Nobelprisen for.
Men Harold E. Varmus er ikke optaget af Nobelprisens hæder eller i det hele taget af fortidens bedrifter i sig selv. Han har skrevet sine erindringer for længe siden og er nu som altid travlt optaget af cancerforskning og af at gøre sin indflydelse gældende både i hjemlandet og internationalt for at fremme forskning, global health og hurtig og fri formidling af videnskabelige resultater.
Han er professor på Weill Cornell Medicine i New York, hvor han leder en forskningsgruppe, og han er tilknyttet New York Genome Center. Dertil kommer, at han er involveret i projekter, som skal fremme videnskab og sundhed i tredjeverdenslande.
Så man forstår, at han ikke har tid til at dvæle ved fortiden, medmindre det tjener et formål. Og det gør det faktisk, for Harold E. Varmus har nogle budskaber, som knytter sig til hans karriere. Som for eksempel, hvor tidligt og målrettet man ikke nødvendigvis skal indlede en forskerkarriere, hvor vigtigt det er at have »fingrene i dejen« som administrativ leder af forskningsinstitutioner, og hvorfor forskningsmidler ikke skal fordeles efter sygdomme. Derfor skal vi altså helt tilbage til starten af 1960’erne, inden vi taler om preprint – og om publicering i det hele taget, om COVID-19, og hvorfor undervisning i videnskabelig tænkning er vigtigere end nogensinde.
Fra Shakespeare til retrovirus
Engang som ung studerende rundede Harold E. Varmus Kronborg i Helsingør. Han læste engelsk litteratur, så »Hamlets borg« var et naturligt rejsemål. Dengang tænkte han ikke på at blive hverken læge eller forsker.
Han bruger gerne sin egen historie som afsæt for et opgør med den opfattelse, at nogle mennesker er født til at forske, og at jo tidligere de kommer i gang, desto bedre.
»Jeg har den overbevisning, at man ikke skal have at vide, når man er 17 år, hvad man skal lave resten af livet. Nogle gange tager det tid at modne, og den modningsproces er vigtig for evnen til at tænke i forskellige problemstillinger og udvikle interesser, som kan blive vigtige senere i livet«, siger han.
Selv var han som ung ikke exceptionelt god i skolen. Fritiden blev ikke brugt på at nærlæse fysikkens love, men på tennis, svømning og romanlæsning på Long Island, hvor han voksede op.
Faderen var læge, og Harold E. Varmus ville egentlig gå i hans fodspor, men blev interesseret i filosofi og litteratur og begyndte at læse engelsk litteratur.
Alligevel skiftede han som 22-årig til medicin og tog en lægeuddannelse. Stadig uden at se sig selv som forsker.
En tid troede han, at han skulle være psykiater, men opdagede i mødet med sin første patient at han var mere optaget af hjernens biologi end af sindets afkroge.
Han forestillede sig et liv som læge og underviser med interesse i klinisk forskning.
Så brød vietnamkrigen ud, og det hele tog en uventet drejning. Som modstander af krigen kunne den unge læge i kraft af sin uddannelse gøre tjeneste hos National Institutes of Health (NIH) i stedet for at trække i uniformen. Og det gjorde han, og nu var han for første gang fast tilknyttet et laboratorium. Trods en fumlende start lærte han snart at sætte eksperimenter op og blev grebet af at forske i regulering af genekspression i bakterier.
Idéen om at udnytte bakterier og andre enkle organismer som model til at forstå basale mekanismer i mere komplekse organismer var forholdsvis ny, og det fangede den unge mediciner.
I laboratoriet lærte han molekylærbiologiske metoder, og han tog desuden kurser i virus og i cancer på NIH. De vakte hans interesse for tumorvirologi.
Forskerkarrieren tog fart på The University of California i San Francisco hos Mike Bishop. Begge var optaget af at kortlægge, hvordan cancerceller har fået træk, som giver dem evolutionære fordele i forhold til andre celler ved at vokse og dele sig hurtigt, undgå celledød og udnytte blodet til transport for at kolonisere andre dele af kroppen.
»Jeg var ret sikker på, at gener havde stor betydning i cancer, men det var der ikke enighed om dengang. Virus viste sig at være en simpel måde at studere mekanismerne på, fordi de kun har ganske få gener: 5-10 stykker. Her kunne man tage et virus og sætte ind i en celle – det var en invitation til at lære noget vigtigt«.
Mit fornavn er ikke »doktor«
Fire år efter, at han fik Nobelprisen, skiftede han som 53-årig karrierespor – dog stadig med forskning som den røde tråd.
Præsident Bill Clinton udnævnte ham til direktør for NIH, der som bekendt administrerer de offentlige forskningsbevillinger.
Han har også været direktør for Memorial Sloan Kettering Cancer Center i New York og blev under præsident Barack Obama direktør for National Cancer Institute (NCI) og rådgiver for præsidenten – blandt meget andet.
Men han bryder sig ikke om titler. Da han mødte op som ny direktør på NCI i 2010, meddelte han sine medarbejdere: »Mit fornavn er ikke ,Doktor’, det er Harold, og jeg kan godt lide at blive kaldt for Harold«.
Det var vigtigt for ham at holde fokus på forskningen og ikke på titler, regler og administration. Han har derfor også sat flere førende forskere ind i lederstillinger, og selv har han hele tiden stået med en fod i laboratoriet.
»Min forskning var ikke på samme niveau som før, men det var vigtigt for mig at følge med i det og minde mig om hver dag, at det at træne unge forskere og gøre nye opdagelser er vigtigt og vanskeligt arbejde. Det værste for en leder i en videnskabelig organisation er at blive fjern for det, som man faktisk arbejder for«, siger han.
Da Harold E. Varmus blev direktør for NIH, gik han fra at være leder af 25 forskningsmedarbejdere med et budget på en million dollars til at stå i spidsen for 20.000 ansatte plus 30.000 på forskningslegater og et budget på lige under 11 milliarder dollars.
Trods pres fra interessegrupper fastholdt han så vidt muligt, at uden ekstraordinære grunde skulle ingen felter have forholdsvis flere midler end andre.
Men det skete flere gange, at han kom under pres for at bevilge ekstra midler til forskning i en bestemt sygdom. Kendte personligheder stillede op i kampen for flere midler til netop deres lidelse. Blandt dem VM-bokseren Muhamed Ali, som havde Parkinsons sygdom, og skuespilleren Christoffer Reeves, som spillede »Superman«, men blev lam af en rygmarvsskade efter en rideulykke. Som regel stod Harold E. Varmus fast og forsvarede sit standpunkt:
»At advokere for midler til én bestemt sygdom er vanskeligt – fordi det ikke hænger sammen med den måde, videnskab fungerer på. Ofte er forskning i et grundlæggende princip i biologi en mere effektiv tilgang til sygdom end forskning i en specifik sygdom«, siger han.
NHI-budgettet voksede til 18 milliarder dollars under hans ledelse, hvilket mange fremhæver som hans vigtigste bedrift som direktør. Men det bryder han sig ikke om.
»Det er ikke, hvad jeg selv lægger vægt på. Jeg er mere stolt af de politiske og ledelsesmæssige ændringer, jeg gennemførte«, siger han.
