Skip to main content

Intet kammerateri i Patientklagenævnet

Kære Poul Jaszczak

1. maj 2006
3 min.

Tak for din henvendelse (j.nr. 200100417-95) vedr. den offentliggjorte kritik om »kammerateri«, som medlem af nævnet, Lone Scocozza, har rejst i Politiken den 5. november 2005.

Jeg har nu haft lejlighed til grundigt at undersøge, om den rejste kritik kan dokumenteres. Min konklusion er, at der absolut ingen dokumentation er bag kritikken.

Lone Scocozza er i Politiken citeret for, at hun flere gange har haft breve mellem hænderne, hvor en sundhedsperson under anklage og en, der bruges som konsulent i sagen, har skrevet personlige hilsner til hinanden. Lone Scocozza har efterfølgende erkendt, at hun ikke kan erindre et eneste eksempel på personlige hilsner fra en af nævnets sagkyndige konsulenter til en indklaget sundhedsperson, jf. vedlagte resume af en telefonsamtale mellem Lone Scocozza og sekretariatets direktør.

Når hun endvidere udtalte til Politiken, at der i et brev stod »hils konen og tak for whiskyen«, så sigtede hun til et tilfælde for 4-5 år siden, hvor en embedslæge skulle have skrevet således til en indklaget læge. Selvom artiklen giver det modsatte indtryk, sigtes der altså ikke til korrespondance mellem en sagkyndig konsulent og en indklaget sundhedsperson. Sekretariatet har gennemgået sagerne fra de møder i år 2000 og 2001, som Lone Scocozza deltog i, uden at finde det omtalte brev fra en embedslæge.

Jeg har haft lejlighed til at drøfte artiklen med mine formandskolleger. Ingen af disse har noget som helst kendskab til personlige hilsner mellem sagkyndige konsulenter og indklagede sundhedspersoner. Det ville også have overrasket mig meget, for hvis noget sådant havde forekommet, ville der med stor sandsynlighed have foreligget inhabilitet.

Artiklen blev endvidere drøftet i et Fællesmøde den 13. januar i år, hvor der var repræsentation for alle større grupper i nævnet, dvs. medlemmer indstillet af De Samvirkende Invalideorganisationer, Forbrugerrådet, Amtsrådsforeningen, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Sygeplejeråd, Tandlægernes Nye Landsforening, Den Almindelige Danske Jordemoderforening, Tandteknikerforeningen og Dansk Kiropraktorforening. Der var ingen, der kunne erindre sager med personlige hilsner af den omtalte karakter. Endelig kan jeg oplyse, at der heller ikke i sekretariatet er nogen, der kan erindre sådanne hilsner.

Det er på denne baggrund min klare overbevisning, at Lone Scocozzas påstand om kammerateri i Patientklage-nævnet intet grundlag har i virkeligheden. En kritik af den omtalte karakter stiller nævnets arbejde i et dårligt lys og er med til at skabe mistillid til nævnets afgørelser. Jeg har derfor fundet det nødvendigt at give udtryk for min misbilligelse af de pågældende udtalelser over for Lone Scocozza.

Jeg har sendt en kopi af dette brev til Lone Scocozza. Jeg har endvidere sendt kopi af brevet til indenrigs- og sundhedsministeren, Amtsrådsforeningen, Politikens journalister Kaare Skovmand og Jeanette Ringkøbing samt nævnets medlemmer og sagkyndige konsulenter.

Jeg skal beklage den sene besvarelse af dit brev. Dette skyldes, at gennemgangen af sagerne fra de møder i 2000 og 2001, som Lone Scocozza deltog i, har været meget tidkrævende.

Otto Bisgaard, formand

Resume af telefonsamtale med Lone Scocozza den 29. november 2005

LS kunne ikke erindre tilfælde, hvor Patientklagenævnets sagkyndige konsulenter skulle have sendt personlige hilsner til en indklaget læge.

Når hun havde udtalt, at der i et brev stod »hils konen og tak for whiskyen«, sigtede hun til et tilfælde for 4-5 år side, hvor en embedslæge havde skrevet således til en indklaget læge.

LS kunne ikke erindre andre tilfælde af helt samme karakter.

Peter Bak Mortensen