Invester i borgernær sundhed

Den økonomiske krise og befolkningens stadigt stigende forventninger til sundhedsydelser har sat fokus på, hvordan man kan skabe mest mulig sundhed for de knappe resurser. Den amerikanske professor Barbara Starfield er ikke i tvivl. Hendes omfattende forskning har vist, at en stærk primær sundhedstjeneste er den sikreste metode til at skabe et billigt og effektivt sundhedsvæsen, som rent faktisk gavner befolkningens sundhed.

Når politikernes tale falder på de praktiserende læger, lader det også til, at der er bred politisk opbakning til ønsket om et stærkt primært sundhedsvæsen i Danmark. Der er i hvert fald næsten ingen ende på de krav og forventninger, der stilles til almen praksis. Vi skal tage os af et stadigt stigende antal screeningsundersøgelser. Vi skal tage os af opsøgende arbejde over for borgere, som har en mere eller mindre teoretisk risiko for at blive syge en gang i fremtiden. Vi skal tage os af flere og flere ældre mennesker med flere og flere kroniske sygdomme. Vi skal medinddrages i et mere og mere omfattende dokumentationssystem i form af kvalitetsmodeller og akkreditering, som måske – og måske ikke – kan forbedre patientbehandlingen, og vi skal bruge mere tid på samarbejde med andre sundhedsaktører, for eksempel kommunerne.

Alt dette kunne også sagtens lade sig gøre, hvis der foregik en overordnet planlægning af sundhedsvæsenet, så den lægelige arbejdskraft blev placeret der, hvor opgaverne forventes løst, og hvor de kan løses bedst og billigst. Den planlægning sker imidlertid ikke, og den er aldrig sket.

Fra 2001 til 2010 er antallet af hospitalslæger steget med 3.727, mens antallet af praktiserende læger blot er øget med 64. Det betyder, at under 2% af den lægelige arbejdskraft er blevet tilført almen praksis i de seneste ti år. Det hænger naturligvis ikke sammen. Der skal være sammenhæng mellem forventningerne til, hvilke opgaver der skal løses hos de praktiserende læger, og de læger, der er til rådighed. I dag er cirka en tredjedel af alle praktiserende læger over 60 år, og derfor er der brug for allerede nu at tænke i, hvordan almen praksis får flere læger. Det er ingen let opgave.

Et konkret forslag kunne være at øge uddannelseskapaciteten i almen medicin så meget som overhovedet muligt og gøre det så attraktivt som muligt at deltage i de unge praktiserende lægers videreuddannelse. Derudover er der brug for, at der investeres i de fysiske rammer i form af opførelsen af tidssvarende lægehuse over hele landet.

De unge læger vil faktisk gerne almen praksis. De skal bare kunne tro på, at de fortsat kommer ud til fornuftige rammer og arbejdsvilkår, hvor tiden fortsat går med at behandle patienterne – ikke med at levere dokumentation til administrationen.

En investering i almen praksis er ikke kun en investering i den enkelte læge. Det er også en investering i en forbedring af den generelle sundhedstilstand i samfundet.