Skip to main content

IRF og UVKL nedlægges

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

10. feb. 2012
1 min.

Sundhedsstyrelsens store fusions- og sparerunde koster nu livet for to rådgivende organer om valg af lægemidler.

Ifølge netavisen Dagens Pharma bliver såvel Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF) som Nationalt udvalg til vurdering af kræftlægemidler (UVKL) nedlagt, når Lægemiddelstyrelsen fra 1. marts bliver indlemmet i en ny, fælles Sundhedsstyrelse.

UVKL nedlægges, fordi regionerne har dannet Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS). Sundhedsstyrelsens adm. direktør Else Smith siger til netavisen:

"Når man skal igennem en spareplan, gennemgår man alle opgaver, og i lyset af, at RADS er etableret og ser ud til at fungere, er der ingen grund til, at vi også har UVKL. Det vil derfor blive udfaset til fordel for RADS".

Ifølge Else Smith skal Kræftstyregruppen fortsat give faglig rådgivning til Sundhedsstyrelsen og samarbejde med RADS.

Fremover bliver det Sundhedsstyrelsen, der skal løse de opgaver, IRF hidtil har stået for.