Skip to main content

IRF overlever - lægemiddelinformation samles i Sundhedsstyrelsen

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

17. feb. 2012
4 min.

Rygterne om Institut for Rationel Farmakoterapis (IRF) død var stærkt overdrevne.

IRFs kerneopgaver videreføres. Det fastslår Søren Brostrøm, enhedschef i Sundhedsstyrelsen, overfor Ugeskriftet.dk.

»I pressen fremstår det som, at IRF og alt det gode, som de har lavet siden 1999, skal slutte. Det skal det ikke, men opgaverne skal samles i en ny og større enhed«, siger han til Ugeskriftet.dk.

Søren Brostrøm bliver nemlig chef for alt det, som Institut for Rationel Farmakoterapi har lavet gennem årene. Og fortsat skal lave. Blot videreført i regi af den nye store Sundhedsstyrelsen.

»Der ligger ingen hensigt i denne spareplan om, at IRF skal nedlægges eller spares væk. Eller opgaver, der ikke længere skal laves. Der er tanker om, at en placering i min enhed vil føre til, at opgaverne vil kunne fortsætte, samt at det rent faktisk også vil kunne blive styrket«, siger Søren Brostrøm.

IRF santænkes med kliniske retningslinjer

Søren Brostrøm skal være chef for enheden Sygehusbehandling og Beredskab, hvortil IRF og dets opgaver flyttes.

Det er også den enhed, der de kommende fire år skal lave nationale kliniske retningslinjer. En ny og uafhængig rådgivningsopgave, der skal sikre ensartet evidensbaseret behandling i hele landet. Til den opgave skal Sundhedsstyrelsen administrere 20 millioner årligt de næste fire år på finansloven.

»Når den opgave ligger i min enhed, giver det god faglig mening at flytte alle IRFs opgaver over hos os", siger Søren Brostrøm.

Han henviser til den seneste tids debat om ADHD hos voksne. På et tidspunkt vil Sundhedsstyrelsen formentlig lave nationale kliniske retningslinjer på området, hvor både den medicinske og den ikke-medicinske behandling indgår. Det er et områder, hvor der allerede har været samarbejde mellem IRF og Sundhedsstyrelsen.

Tanken var før sparerunden, at den uafhængige vurdering af lægemidler skulle ligge hos IRF. Det skal den fortsat. Nu blot i samme enhed som resten af det hold, der laver retningslinjer. Og det vil skabe synergi, forudser Søren Brostrøm.

Måske nyt logo

I dag laver Institut for Rationel Farmakoterapi blandt andet et månedligt nyhedsblad, nationale rekommandationslister og uafhængige anmeldelser af nye lægemidler. Og det fortsætter. Men ikke som institut. Måske under navnet Sektion for Rationel Farmakoterapi. Måske ikke. Måske med nyt logo og en hjemmeside, der er samtænkt resten af Sundhedsstyrelsen. Måske ikke.

Mange af disse detaljer er endnu ikke afklaret, men Sundhedsstyrelsen har følt, at det var vigtigt at forklare læger og alverden, at IRF`s kerneopgaver ikke ophører. Inden bålets flammer voksede sig større.

Fortsat uafhængige - PLO er ikke udelt begejstret

Derfor er det også Søren Brostrøm magtpåliggende samtidig at fastslå, at ingen opgaver i det overflyttede IRF vil være i nærheden af de opgaver i myndigheden, der er gebyrfinansieret af medicinalindustrien.

Godkendelse af Lægemidler vil således ligge et andet sted i Sundhedsstyrelsen. Dermed vil en uafhængighed fortsat være sikret, mener han.

»Det vil have sit eget budget og uafhængighed. Der vil ikke være forskel i måden, som de arbejder på. Ingen vil blande sig i indholdet«, lover han.

En af dem, der luftede kritik, da det kom frem, at IRF skulle nedlæges i forbindelse med spareplanerne for sundhedsministeriet, var de praktiserende lægers formand Henrik Dibbern.

Han er glad for budskabet om, at nedlæggelsen alligevel ikke er sand.

Alligevel ser han et række faresignaler:

»Jeg kan godt være lidt betænkelig ved deres ressourcesituation i fremtiden. Den største del af Sundhedsstyrelsens økonomi er ikke gebyrfinansieret, og her rammer besparelserne. Dermed frygter jeg også, at IRF vil blive påvirket af de massive sparekrav, der ligger. Og det synes jeg slet ikke, vi har råd til som samfund. Vi burde i stedet have styrket IRF ressourcemæssigt«, siger han.

Ifølge Henrik Dibbern kan der være meget fornuft i at sammenlægge IRF med de andre myndighedsopgaver, hvor der skal foretages vurderinger, evalueringer og prioriteringer.

»Men jeg er spændt på at se, om de kan leve op til løftet om uafhængighed, når man bliver en del af et kontor i Sundhedsstyrelsen. Jeg kan godt frygte, at de deres selvstændighed kan være truet. Selvom de i dag er en del af Lægemiddelstyrelsen, har alle opfattet dem som selvstændige. Kan det fortsætte«, sprøger han.

Ifølge Søren Brostrøm har IRF »en tårnhøj autoritet« blandt praktiserende læger, som det er »ekstremt vigtigt for mig og Sundhedsstyrelsen at bevare«. Derfor vil brugen af eksterne reviewere, styregruppe med videre blive videreført.

Men godt en uge efter at sammenlægningen af Lægemiddel- og Sundhedsstyrelsen blev udmeldt er der trods alt mange detaljer, der endnu er ukendte.

1. marts er den nye Sundhedsstyrelse en realitet.