Content area

|

Israel som klinisk forsøg

Der er indlysende grunde til at Pfizer er gået i samarbejde med israelerne om at få hele befolkningen vaccineret i lyntempo.
Illustration: Colourbox
Forfatter(e)
Hans Henrik Fafner

TEL AVIV - Israel har på det seneste vakt stor international opsigt ved at være i stand til at vaccinere befolkningen mod COVID-19 i ekspresfart. Søndag den 10. januar kunne sundhedsministeriet i Jerusalem oplyse, at man nu havde vaccineret 1.870.652 borgere, og i skrivende stund ligger det allerede et godt stykke over 20 procent af befolkningen på 9 millioner. Den daglige kapacitet er blevet sat op til 170.000 vaccinationer. Premierminister Benyamin Netanyahu, der som den første fik stikket den 27. december, er blevet vaccineret for anden gang, og i det tempo regner israelerne med at have gennemvaccineret hele befolkningen i begyndelsen af marts.

At Israel på den måde er i stand til at give resten af verden baghjul, hænger sammen med, at Netanyahu har været tidligt ude og har indgået en helt særlig aftale med Pfizer. Men ikke mindst har den amerikanske medicinalgigant set en helt klar fordel i samarbejdet, som blandt andet har sikret Israel en løbende leverance gennem hele forløbet. Aftalens konkrete indhold er endnu ikke helt kendt, men der er tale om en aftale for 30 år.

Som en ø-nation

»Israel er et lille land, og det er i denne sammenhæng blevet til et kæmpe klinisk forsøg«, siger Louise Vibjerg Thomsen. Hun følger udviklingen tæt som ansvarlig for sundhedsområdet ved Innovation Center Denmark, der har til huse på den danske ambassade i Tel Aviv.

Hun oplyser, at Pfizer allerede er til stede i Israel med forskning og udvikling, og at landet herudover har en række helt klare fordele i denne situation. Israel svarer på mange måder til en ø-nation, idet man ikke bare kan krydse landegrænserne, som man kan i Europa. Faktisk har landet kun en enkelt grænseovergang af større betydning, nemlig den internationale lufthavn ved Tel Aviv, og dér har trafikken gennem hele krisen været stærkt reduceret, så der er relativt ringe bevægelse ud og ind af landet. Herudover har de israelske myndigheder koncentrerede og præcise sundhedsdata på alle borgere, hvilket gør at man kan følge hver enkelt patient nøje.

Som en del af aftalen har virksomheden fået lov til at kigge med i de israelske registre, og det er en del af historien om den hurtige FDA-godkendelse for vaccinen, hvilket normalt tager flere år.

»Aftalen med Israel er ikke grunden til, at Pfizer har fået hurtig FDA-godkendelse, men den hurtige godkendelse betyder, at man ikke har kunnet identificere bivirkninger på samme måde som ved mere langvarige udvikling og kliniske forsøg. Aftalen gør det muligt hurtigere at identificere mulige bivirkninger, både negative og positive«, tilføjer hun.

I sig selv har dette naturligvis stor værdi for en medicinalvirksomhed. Men herudover er strukturen i den israelske sundhedssektor velegnet til en operation af denne art og dermed et vigtigt motiv for samarbejdet.

I stedet for offentlig sygesikring er hver borger ved lov medlem af en sundhedsorganisation. Historisk opstod disse som dele af politiske partier, så den største – Kupat Holim Clalit – eksempelvis var knyttet til arbejderpartiet og fagbevægelsen. Der er fire forskellige, og i dag fungerer de som moderne organisationer, der konkurrerer indbyrdes på det bedste produkt til den billigste pris. De har med andre ord et stærkt økonomisk incitament til at holde medlemmerne sunde og raske. De samarbejder med hospitalerne, som er statslige, men har selv et stort antal læger og sundhedspersonale. Organisationerne driver klinikker, som tilbyder alt fra kemoterapi til tandpleje, og herudover et stort antal mindre lægehuse rundt om i lokalsamfundene. For at begrænse omkostningerne ved de dyre hospitalsindlæggelser klarer sundhedsorganisationerne en stor del af opgaverne selv, og derfor har de også en lang tradition for præventiv behandling.

»Vi har for eksempel store erfaringer med vaccinationskampagner og kan effektivisere arbejdet ved et tæt lokalkendskab til patientgruppen«, siger Ido Hadari, der er talsmand for Maccabi, Israels næststørste sundhedsorganisation.

Beredskabsplan

»Da vi planlagde det hele, virkede det næsten som en militær operation«, forklarer Ido Hadari. Mange steder i verden har det været overvejet at inddrage forsvaret, og det var også på tale i Israel. Men selv om han flere gange under samtalen understreger, at det er en civil opgave, er der ingen tvivl om, at Israel kan trække på en række erfaringer fra et militært beredskab, som allerede er der. Under pandemien kunne det store Hadassah hospital i Jerusalem således hurtigt oprette en særlig coronaafdeling i en parkeringskælder med tre etager, der i forvejen har alle installationer, så den kan konverteres til nødhospital og beskyttelsesrum. I forbindelse med vaccinationskampagnen har det israelske forsvar også sørget for reservister, som er med til at døgnbemande de mange vaccinationsstationer.

»Vi er altså i stand til den hurtige omstilling, der er nødvendig for at få arbejdet i gang«, siger Ido Hadari.

Han peger således på, at man har oprettet et stort antal vaccinationsstationer på eksempelvis en jernbanestation, hvor parkeringspladsen står tom, fordi de daglige pendlere nu arbejder hjemmefra. Her bliver den enkelte borger vaccineret, mens han eller hun sidder i sin egen bil, for bagefter at køre et andet sted hen på parkeringspladsen, hvor borgeren holdes under observation i et kvarter.

»Det er vist nok en ret unik løsning, men den er hurtig og effektiv«, tilføjer han, og kan fortælle at myndighederne i den walisiske by Cardiff er ved at iværksætte den israelske model.

Hightechsamfundet

Det er altså helt tydeligt en kombination af disse faktorer, der har skabt grundlaget for samarbejdet mellem Israel og Pfizer. Og det fører til den aftale, som er blevet indgået. Der er nok ingen tvivl om, at der er et politisk aspekt, idet Israel går til valg den 23. marts, og Netanyahu kan fremstille det som en politisk sejr. Han står anklaget i en række korruptionssager og er under hård kritik for sin håndtering af pandemien, så vaccinationskampagnen kan ses som en politisk redningsplanke for en belejret politiker. Dette er måske også årsagen til, at aftalen med Pfizer endnu ikke kendes i sin fulde ordlyd. Det drejer sig nemlig om en aftale, hvis indhold ikke må offentliggøres i 30 år.

»Vi ved ikke, om det så indebærer, om Pfizer har adgang til de israelske patientregistre i 30 år, eller om det er en form for eksklusivaftale for vaccineringsdata i 30 år. Hvis det er tilfældet er det et konkurrenceparameter, der vil noget«, siger hun.

Under alle omstændigheder pirker aftalen ved spørgsmålet om private virksomheders indsigt i personoplysninger. Hvor man de fleste steder i Europa kun må gøre brug af den slags oplysninger med den enkelte borgers udtrykkelige tilladelse, forholder det sig lige omvendt i Israel. Dér skal borgeren aktivt gå ind og forbyde brugen, og det er noget, de færreste får gjort, endsige tænker over.

Derfor er det klart, at Israel kan være en guldgrube for en virksomhed som Pfizer.

»I Danmark er vi nok blandt de bedste til at indsamle og lagre data om borgerne, lige fra fostertilstand til død og begravelse«, siger hun.

Men Israel er et højteknologisk samfund og er også rigtig godt med, ligesom de israelske registre går langt tilbage. Maccabi, som Ido Hadari repræsenterer, blev grundlagt i 1941, altså syv år før staten Israels oprettelse, og de øvrige sundhedsorganisationer er lige så gamle. I dag er det hele digitaliseret mindst 25 år tilbage, og man kan uden vanskeligheder samkøre alle registrene. Dette giver medicinalvirksomheden en kæmpe fordel i studiet af vaccinens bivirkninger, og ved at se, hvordan enkelte patientgrupper reagerer, kan det også give grundlag for udvikling af helt andre produkter.

»Den danske medicinalindustri efterlyser ofte denne mulighed, som Israel altså byder på«, siger Louise Vibjerg Thomsen, der mener, at det israelske eksempel i et vist omfang også kan bruges som lærestykke.

En af grundene til Pfizers store interesse for netop Israel er nemlig også, at landet i øvrigt er så langt fremme på hightechområdet. Hun peger således på den israelske virksomhed MDClone, der udvikler en metode til brug af såkaldte syntetiske data. Det består i, at man på baggrund af eksisterende persondata fremstiller nye datasæt. Tager man f.eks. blodtrykstallene for tre diabetespatienter på henholdsvis 50, 55 og 60 år, vil de alle tre fremstå som 55-årige. Man vil altså ikke kunne identificere den enkelte patient, men oplysningerne om de tre vil stadig være helt pålidelige i forskningsmæssig sammenhæng.

Hertil kommer, at israelerne også ligger i førerfeltet hvad angår bio convergence, altså kombinationen af biologi og ingeniørdelen. Ligesom der arbejdes på at blive i stand til at lave 3D-print af organer, så man eksempelvis kan printe en lever, er der også en igangværende indsats for at kunne printe molekyler.

»Helt nede på jorden skal man så heller ikke overse, at Israel er et indvandrersamfund«, slutter Louise Vibjerg Thomsen. »Når man har borgere med rødder i alle verdensdele, har man også mange forskellige genetiske egenskaber, som kan anvendes i forskningen og udviklingen af nye præparater, og så er Israel jo generelt en af verdens absolut førende forsknings- og innovationsnationer«.

Right side

af Christen Ravn | 13/06
4 kommentarer
af Rasmus Philip Nielsen | 13/06
2 kommentarer
af Carsten Reidies Bjarkam | 10/06
1 Kommentar
af Inger Ros | 08/06
4 kommentarer
af Birger Kreutzfeldt | 08/06
1 Kommentar
af Leo Kirkegaard Winther | 07/06
1 Kommentar
af Andreas Sven Lennart Saine Granlund | 07/06
1 Kommentar