Ja tak til opgaveglidning

En mulig kommende kvalitetsreform skal være med til at sikre attraktive arbejdspladser med ansvar og faglig udvikling i den offentlige sektor, bl.a. ved øget opgaveglidning. Det er en velkommen diskussion, og vi kan på forhånd give tilsagn om, at vi går ind i den proces med betydelig åbenhed. Men ikke sådan, at intet et helligt. Vi går ind i arbejdet med den grundholdning, at læger skal lave det arbejde, som de er uddannet til, nemlig lægearbejde, og andre faggrupper skal lave det, som de er eller kan blive gode til. Der kan godt være opgaver, der udføres af andre faggrupper, hvis det sker under lægeligt ansvar. Læger holder ikke på opgaver, der med fordel kan udføres af andre grupper, men det må ikke gå ud over kvaliteten.

I det oplæg, som Erik Juhl har lavet til kvalitetsreformen, nævnes en lang række eksempler på uhensigtsmæssig opgavefordeling. Han påpeger imidlertid også det paradoks, at forskellige faggrupper, når de bliver spurgt, generelt kommer med forslag om at påtage sig flere opgaver, ikke med forslag om, hvordan egne opgaver kan udføres af andre. Det er et paradoks i en tid, hvor der er massiv og stigende mangel på kvalificeret arbejdskraft til mængden af opgaver. DSR's seneste udspil om, at danske sygeplejersker skal kunne overtage ansvaret for medicinordination, er et forslag i denne kategori. Det er ikke nogen snuptagsløsning bare at lade andre faggrupper overtage et lægeligt arbejdsområde, hvis der også er mangel på disse faggrupper.

Opgaveglidning gror op fra dagligdagens nødvendighed, og der er allerede mange vellykkede eksempler. Røntgenafdelingen på Vejle Sygehus har f.eks. gode erfaringer med at videreuddanne radiografer, så de kan varetage nogle af radiologernes opgaver. Radiologer, sygeplejersker og jordemødre er på gynækologiske afdelinger uddannet til at varetage visse ultralydsundersøgelser. Rigshospitalet har gode erfaringer med at lade bioanalytikere varetage pacemakerkontrollen for lægerne. I almen praksis er der gode erfaringer med at inddrage praksispersonale, og der er stadig meget at hente i international sammenligning, som en DSI-publikation om almen praksis som koordinator for nylig har vist.

Opgaveglidning kan ikke dikteres oppefra, men det er alligevel en ledelsesmæssig udfordring og en påtrængende opgave at sprede det gode eksempel som inspiration til at fremme ændringerne i hverdagen. Der er mange steder at starte. Den omsiggribende administration og dokumentation, som en stigende del af lægetiden bruges til, er et indlysende område, hvor der er behov for en revurdering af opgavefordelingen mellem læger og andre grupper. Et andet område er en bedre og mere effektiv inddragelse af de medicinstuderende i den daglige klinik.

Der er tilsyneladende en anderledes balance i Danmark mellem læger og andre faggrupper, viste data, som for nylig blev udsendt af OECD. Vi har i gennemsnit 3,6 læger pr. tusinde indbyggere, mens OECD-gennemsnittet ligger på 3,0. Til gengæld har vi kun 7,7 sygeplejersker pr. 1.000 indbyggere mod et OECD-gennemsnit på 8,8. Det er svært at finde støtte til, at sygeplejersker skal overtage lægeopgaver i disse tal. Til gengæld er det let at se, at vi er ganske godt kørende sammenlignet med andre lande, hvis læger kan koncentrere sig om at lave lægearbejde. Så opgaveglidning - ja tak.