Jan Emborg

Vi har mistet en nær ven og kollega med Jans bortgang. Vi havde det privilegium at kende Jan gennem mange år, og fra første færd, under på mange måder fælles skæbne, var det klart, at her var tale om et helt specielt menneske. Humor, fandenivoldskhed, festglæde, stædighed, mod, temperament og dedikeret lægearbejde gjorde, at man faldt for Jan. Vi fulgtes ad karrieremæssigt og så ham gå fra reservelæge i anæstesi over kursusstilling til overlæge i anæstesi og intensiv terapi. Jan var en fremragende intensivlæge, hvor indsigt, konsekvens og flid samt stor patient- og pårørendeomsorg gjorde ham højt respekteret.

For nogle år siden valgte Jan at søge nye udfordringer ved at vende tilbage til Hvidovres intensivafdeling, hvilket var en stor gevinst for afdelingen og patienterne. Jan var en »gammeldags læge« forstået på den måde, at nymodens begreber som vidensdeling, omstillingsparathed, akkreditering, lean m.m. ikke imponerede ham. Patientbehandlingen var i centrum, og yngre kolleger oplevede Jan som hjælpsom og engageret i at lære fra sig. Hans tålmodighed kunne dog sættes på prøve, hvis praksis og teori ikke var på plads. Et afvæbnende smil fulgte dog altid med.

I fritiden var Jan var et aktivt menneske, hvor tennis, fiskeri, musik, skiløb, skovbrug og jagt var i fokus. Sjögård i Sverige var hans fristed, hvor jagt på elg, vildsvin og råvildt blev bedrevet. Levende kunne han berette om, hvordan han nedlagde et > 100 kg tungt vildsvin og egenhændigt slæbte det tilbage »til civilisationen«. Naturinteressen forenedes med Jans fremragende evner for madlavning, som bl.a. blev udfoldet på Sjögård imellem hans mange projekter med restaurering af udhuse, opsætning af jagttårne, træfældning og vedligehold af ejendommen.

Efter en døgnvagt og efterfølgende fisketur blev Jan for ni måneder siden ramt af en stor hjerneblødning. Efter de første alvorlige uger skulle genoptræning påbegyndes, og vi havde alle håbet, at Jans store vedholdenhed og stærke vilje ville medføre en tålelig tilværelse. Støttet af sin kone, sine børn og venner begyndte Jan at kæmpe sig tilbage til livet, men resultatet var ikke acceptabelt for Jan. Et liv med stærkt reducerede muligheder var ikke et liv Jan ville byde sine kære. Alle vi, som kendte Jan, kunne havde håbet på at kunne beholde ham, men sådan skulle det desværre ikke være.

Jan efterlader sig sin hustru Litten og sine fire piger - Siw, Maria, Mathilde og Boline. Det skortede ikke på deres kærlighed, opmuntring, nærhed og samvær i det svære forløb, hvilket må have betydet uendeligt meget for Jan.

Æret være Jans minde.