Content area

|

»Jeg blev fejlvurderet og kan kun gøre lægen opmærksom på det, hvis jeg klager«

Det er et problem, at patienter kun kan gøre læger opmærksomme på fejl, hvis de klager, mener pensioneret læge. Han fik ikke en ­CT-skanning, selvom han slog baghovedet direkte ned i et betongulv og havde kraniebrud. Der skal et nyt system til, som sikrer læring – uden at man er nødt til at sende en klage, mener han. Lægeforeningen er enig i, at mulighederne for dialog skal styrkes.
Egon Juul-Andersen har et blå øje på billedet på grund af baskettræning. Han lever et aktivt liv og har ingen men har fra sit styrt, men kan ikke slippe oplevelsen med lægen, der fejlvurderede ham. Foto: Martin Dam Kristensen
Forfatter(e)
Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

Bolden flyver i en blød bue over nettet og over hovedet på den erfarne tennisspiller. Han løber baglæns, bøjer nakken bagover og strækker sin arm så højt, han kan for at nå bolden med ketcheren.

Kort efter falder han sammen som en klud og slår baghovedet ned i det hårde betongulv.

Egon Juul-Andersen mister bevidstheden. Da han vågner, gør hovedet ondt, og hans mangeårige tennismakkere ringer efter en ambulance.

Her møder han en læge, som undersøger og observerer ham grundigt i timevis og konkluderer, at han er neurologisk intakt.

Men så er der lige det med hovedet, som gør ondt. Det mener lægen er helt normalt, Egon Juul-Andersen har jo slået sig. Derfor finder han ikke grund til en CT-skanning, selvom patienten selv med sin mangeårige erfaring som praktiserende læge insisterer og kraftigt opfordrer til, at hovedet bliver skannet.

Det nægter den unge læge. I stedet vil han sende ham hjem, men beslutter alligevel at konferere med kardiologerne, selvom de højst sandsynligt ikke vil se ham, siger den unge læge og gør klart, at de jo ikke kan tage sig af alle besvimelser.

Til Egon Juul-Andersens held siger kardio­logerne ja til at se ham, og de sender ham straks til CT-skanning, som viser et kraniebrud og blødning i frontallappen.

»Jeg havde en flænge i kraniet fra hullet, hvor den forlængede marv går op, op i venstre side af kraniet. Og jeg havde blødning i højre side af frontallappen«, fortæller Egon Juul-Andersen.

Med sine 190 cm, ranke ryg og stadigt ­aktive liv med basketball og tennis er det i dag tydeligt, at Egon Juul-Andersen ingen men har fra sit styrt. Han mærker heller ikke meget til den pacemaker, han fik indopereret, da kardiologerne opdagede årsagen til besvimelsen. Men han har i årene siden ikke kunnet slippe sin oplevelse med den unge læge, som nægtede at sende ham til CT-­skanning.

Han mener, at lægen bør vide, at han tog fejl, men det kan Egon Juul-Andersen eller en hvilken som helst anden patient ikke gøre ham opmærksom på, medmindre de indsender en klage. Og det er et problem, mener han.

»Jeg kunne aldrig drømme om at klage over en yngre kollega. Det har store konsekvenser at få en klagesag, det har jeg selv været igennem. Men jeg vil gerne fortælle ham, at han begik en fejl. Det kan jeg ikke uden at rejse en klagesag«.

Fejlfortolkning

Beskrivelserne af forløbet er Egon Juul-­Andersens udlægning. Ugeskrift for Læger har læst epikrisen, hvor lægen skriver, at der ikke er mistanke om cerebral blødning. Hoved­pinen er migrænelignende, skriver han, og patienten har fået en lille hudafskabning i nakken, hvor det gør ondt.

78-årige Egon Juul-Andersen fortæller histo­rien med et fast blik, han hæver stemmen, slår i bordet.

Vi sidder midt i en velfriseret men frodig have. En lille sti imellem to gigantiske rododendronbuske leder fra hovedhuset over til lægepraksis i baghaven i Brabrand.

Egon Juul-Andersen boede i det mur­stens­gule hovedhus sammen med sin mor og far, som var læge og i 1959 købte nabogrunden og byggede en stor lægepraksis i samme stil med plads til det hele. Siden farens død i 1973 har han boet i ­huset og drevet den læge­praksis sammen med sin hustru, læge Hanne Juul-Andersen, frem til 2014, hvor de solgte.

Hanne Juul-Andersen prøvede også at få lægen til at bestille en CT-skanning af mandens hoved, men det hjalp ikke.

»Når man hamrer hovedet ned på vej tilbage, og du bliver bevidstløs og falder som en sæk kartofler, uden at man kender årsagen, skal der en skanning til. Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, er den historie ikke til bare at sende hjem. Det er ikke bare en simpel besvimelse. Jeg er i god form, spiller basket og tennis. Det er vanvittigt at sende mig hjem«, siger Egon Juul-­Andersen.

  • »Læger bliver dømt for at begå fejl. De skal i stedet lære af det, så de tager de relevante beslutninger. Det går skævt, når man går efter at dømme folk«

Egon Juul-Andersen, pensioneret praktiserende læge

Men det gjorde han jo så heller ikke?

»Nej, han spurgte kardiologerne, men de plejer at sige nej til at se patienter, der har slået hovedet. En besvimelse kan være hjerte­bestemt, men det mente han ikke, at det var. Det er en kæmpe misforståelse og fejlfortolkning af ham«.

Hvor insisterende var du?

»Jeg havde det jo ikke så godt, men sagde, at hvis jeg fik sådan en patient ind og hørte historien om, at jeg i løb knalder baghovedet ned i cement, så ville jeg, uanset symptomer, lave en skanning. Jeg mener også, at ­lægerne skal lave færre skanninger, de skal ikke gøre det ved en lille hjernerystelse. Men der er forskel på, hvordan man får en hjerne­rystelse«.

Hjertestop

Tilbage hos kardiologerne var der fortsat ­ingen forklaring på, hvorfor Egon Juul-Andersen besvimede. De gennemgik hans hjerte, og ekg var normalt, ikke noget angina­problem, telemetri uden arytmi, lyder det i journalen.

Derefter lavede de en test på halsen, hvor de først trykkede på venstre side, hvor pulsen som ventet faldt lidt. Da de trykkede i højre side, fik Egon Juul-Andersen hjertestop.

»Jeg blev dårlig, og hun stoppede med at trykke. Og så gik mit hjerte spontant i gang igen, som det også gjorde under tenniskampen. Jeg skulle ikke stødes, årsagen sad i halsen. Da jeg strakte min arm, aktiverede jeg den censor, der sidder ved sinus caroticus så meget, at det sendte besked til hjertet om at stoppe, fordi trykket var for højt. Når man bliver gammel, kan følsomheden øges, og det er nok årsagen til, at da jeg strakte mig så meget, gik det galt«.

Kardiologen skriver i journalen, at der ved carotismassage kommer en pause på op imod 20 sekunder, og at der derfor er tale om en sinus caroticus syndrom-synkope. Egon Juul-Andersen får derfor implanteret en DDD-pacemaker.

Foto: Martin Dam Kristensen Foto: Martin Dam Kristensen

Egon Juul-Andersen fejlede altså noget kardiologisk. Det var ikke en fuldstændig uvarslet besvimelse, som lægen i akutmodtagelsen skrev i epikrisen.

Hvordan spillede det ind, at du er læge, da du stod over for lægen i akutmodtagelsen?

»Jeg skulle ikke blande mig i hans vurdering af, om jeg skulle CT-skannes. Vi kender det alle sammen. Hvis der kommer en og ­siger, at han gerne vil have en MR-skanning af et knæ, så er det træls, hvis man ikke ­mener, at det er nødvendigt«.

Hvilken forskel havde det gjort, hvis du var blevet skannet?

Så var der en anden alvorlighed. Og det kunne indicere, at jeg ikke havde reflekser, da jeg faldt, og var som en klud. Når vi falder, har vi reflekser, der afværger i faldet. Ved at have undersøgt mig, havde man kunne se, at det var mere alvorligt. Og det var alvorligt, jeg har jo en pacemaker i dag«.

Så din anke er, at det var overladt til tilfældigheder, om kardiologerne ville tage dig?

»Ja, og at han bygger på noget, han ikke kan bygge på. At jeg er neurologisk intakt, udelukker ikke, at der kan være noget andet galt«.

Udskrivningskort

For at give lægen besked ville Egon Juul-­Andersen have, at hans udskrivningskort ­eller epikrisen skulle gå til akutafdelingen, men det var ikke muligt. Og så er vi fremme med sagens kerne og årsagen til, at Ugeskrift for Læger sidder i haven hos den pensionerede læge.

Egon Juul-Andersen har en urørt kage og en kold kop kaffe foran sig, rundt om ham ligger epikriser og udprint fra sundhed.dk spredt ud på bordet.

I dag er der kun klagemuligheden, hvis patienter vil gøre opmærksom på fejl. Der findes også dialogsamtaler, men dem kan man ifølge Styrelsen for Patientklager kun få, hvis der allerede har været en klagesag.

Patienten kan rapportere en utilsigtet hændelse, men det foregår anonymt og sendes til afdelingen, og herefter involveres Styrel­sen for Patientsikkerhed, som er en tilsynsmyndighed, og det er der ikke meget ved, mener Egon Juul-Andersen. Det system er skabt for at sanktionere, siger han.

En undersøgelse fra Lægeforeningen fra juni viser, at der er en alvorlig tillidskrise blandt danske læger og tilsynsmyndighederne.

I alt 3.445 læger har deltaget i under­søgelsen, og 48 procent af dem er nervøse for, at der bliver rejst en tilsynssag mod dem.

44 procent er nervøse for, at patienter skal klage over dem.

Epikrisen må desuden ikke vandre fra ­afdeling til afdeling. For patientens skyld og på grund af databeskyttelse.

Hvorfor ville du gerne have, at han så dit udskrivningskort?

»Fordi han skal lære af det. Den eneste måde, jeg kan komme i kontakt med ham på, er ved at sende en klage. Og det vil jeg ikke. Vi skal have lov til at begå fejl, jeg har også selv begået fejl og har været ked af det«.

Hvorfor ringer du ikke til ham?

»Det er ikke rimeligt, at læger skal udsættes for, at utilfredse patienter ringer. Det skal gå ad ordentlige veje, hvor man kan få ordent­lig information, og det skal ske på en opbyggende måde. At lave en klagesag er negativt. Dem har jeg set tusindvis af i min organisationstid«, siger Egon Juul-Andersen, som har været formand for PLO i Midtjylland i 1990’erne.

Nyt system

Han mener, at et helt alternativt system til klage­systemet ville være en løsning. Et ­system, hvor man kan lære af fejlene og undgå et sende en klage.

»Det er ikke nødvendigt ligefrem at ­mødes, man skal bare have at vide, at det her kunne du have gjort bedre. Et system, hvor vi slutter cirklen for det, vi laver, og vi får en erfaringsopsamling. Det gør vi ikke på den anden måde. Der går vi i skyttegrave og vil ikke aner­kende, at der er begået fejl. Jeg har været i kontakt med mange klagende patienter i min tid som formand for PLO i Midtjylland. Menin­gen med mange klager er netop, at patien­terne ikke ønsker, at vedkommende ­laver fejlen en gang til«.

Er du sikker på, at du ønsker, at den unge læge skal opnå ­læring, og at du ikke blot vil give ham en lærestreg?

»Nej. Hævn er så langt væk fra mig. Vi skal sikre læring, og vi skal have lov til at begå fejl, uden at vi skal lave en hævnaktion. Det ønsker de fleste mennesker heller ikke«.

Du oplevede ikke, at lægen lyttede, men kan du forstå det fra hans perspektiv? Han har måske mange patienter på en dag, og flere ­ønsker selv at diktere behandlingen.

»Ja, men så skal han også have at vide, at de ting, han gjorde for at udelukke noget alvor­ligt, var en kæmpe fejltagelse. Det kan blive alvorligt i andre sammenhænge. Han hører ikke på min historie, og han opbygger et argument mod at gøre noget mere. Det har de måske fået at vide på afdelingen, for det hele går op i økonomi. Og man skal gøre indlæggelsestiden kort«.

Hvis han læser det her og kan genkende histo­rien, hvad vil du så sige til ham og de mange andre læger, der har stået i en lignende situation?

»De skal være sikre, når de argumenterer, at det er rigtigt. Det er noget lægeligt. Og så skal de høre efter, hvad patienterne siger. Det er der nogle gange ikke tid til, men det kan ikke nytte noget, for så giver vi folk de forkerte diagnoser«.

Men kunne det råd ikke sende flere patienter i CT-skannere, fordi de unge læger er så bange for at begå fejl og udøver defensiv medicin?

 En lille sti leder fra hovedhuset over til lægepraksis i baghaven i Brabrand. Egon Juul-Andersen overtog praksis fra sin far i 1973. Han insisterede med baggrund i sin lange erfaring som læge på at få en CT-skanning af hovedet. Foto: Martin Dam Kristensen En lille sti leder fra hovedhuset over til lægepraksis i baghaven i Brabrand. Egon Juul-Andersen overtog praksis fra sin far i 1973. Han insisterede med baggrund i sin lange erfaring som læge på at få en CT-skanning af hovedet. Foto: Martin Dam Kristensen

»Jo, og det er præcist problemet. Læger bliver dømt for at begå fejl. De skal i stedet lære af det, så de tager de relevante beslutninger. Det går skævt, når man går efter at dømme folk. Det er ikke godt. Vi skal som udgangspunkt have lov til at begå fejl, for ­ingen går igennem et arbejdsliv uden fejl. Sådan skal lægelivet være, frem for at vi går og sikrer os imod at lave fejl, for det gør vi«, siger Egon Juul-Andersen og banker hånden i bordet i takt med sine ord.

Lægeforeningen er enig i, at mulighederne for dialog med og for feedback fra patien­terne skal styrkes – specielt inden der eventuelt indgives en klage.

»Undersøgelser viser, at mere end 40 procent af de patienter, der klager og tager imod tilbuddet om en dialogsamtale, ender med at afslutte klagesagen efter samtalen. Så dialog virker og giver læring«, siger Camilla Noelle Rathcke og understreger, at hun ikke udtaler sig om den konkrete sag, men om problemstillingen generelt.

»Det viser tydeligt, at det er en gevinst for både patienterne og for lægerne, hvis vi får indrettet et system, der fokuserer på åbenhed og en tryg læringskultur. Mange patienter og pårørende, der har oplevet, at noget er gået galt i et behandlingsforløb, er optaget af, at andre ikke skal opleve det samme som dem. Og der er heller intet, som læger hellere vil, end at undgå gentagne fejl. Derfor skal fokus være på læring. I dag møder vi desværre systemer og strukturer, der ikke fremmer læringen. Hvis vi skal sikre det, er det helt afgørende, at vi sørger for en mere åben dialog uden om klagesystemet mellem patienter og fagpersoner, som selvfølgelig skal finde sted inden for en rimelig tidsramme«.

Blad nummer: 

Right side

af Larry Højgaard Kristiansen | 03/12
6 kommentarer
af Tomas Christensen Kjær | 02/12
5 kommentarer
af Ulla Hørding | 30/11
2 kommentarer
af Hans Petter Hougen | 29/11
2 kommentarer
af Thorkil Poulsen | 29/11
1 Kommentar
af Erik Sloth | 22/11
1 Kommentar