»Jeg blev ikke et bedre menneske af at være syg«

Dette er noget så sjældent som et fælles litterært værk skabt af mor og datter, der begge fik brystkræft i 2023. Og de to er ikke hvem som helst. Moren, Vigdis, født 1959, er norsk litteraturs grande dame og forfatter til den kontroversielle autofiktive roman »Arv og miljø«. Men også datteren, Line, ph.d. i humanistisk retsforskning, født 1985 og bosat i Danmark, er en skarpsindig fortæller med ordet i sin magt.

Både som læge og almindelig læser med erfaring med sygdom og hospitalsbesøg er det særdeles læseværdigt og rørende at læse om de to kvinders eksistentielle chok ved mødet med deres egen og hinandens kræftsygdom. Ikke mindst deres knivskarpe observationer undervejs i de parallelle sygdomsforløb. De tager ikke med fløjlshandsker på hverken sig selv, hinanden eller deres omgivelser, selv om der også er mange anerkendende ord til de fleste af de behandlere, de møder undervejs,

»Jeg er skaldet og grim, bange for også at blive tyk og tungsindig«, skriver Line, efter hun er gået i gang med kemokuren. Og fortsætter lidt senere: »Jeg blev ikke et bedre menneske af at være syg, jeg blev mindre rummelig, mindre åben, mindre interesseret, mere irritabel, mere indelukket, mere skeptisk«.

Og til de sundhedsprofessionelle har hun følgende ord med på vejen: »Til at begynde med tog jeg det for givet, at de ansatte i sundhedsvæsenet måtte være meget bevidste om, at deres ord og udtryk, tonefald og stemme blev genstand for patienternes vidtgående fortolkninger og endeløse spekulationer«. Men så forstår hun, at den manglende sproglige bevidsthed nok snarere er et udtryk for »kommunikationsudmattelse«: at sundhedspersonalet ikke orker at blive ved at være varsomme med deres ordvalg.

Vigdis er mere pragmatisk og har et sjældent blik for det groteske og humoristiske. I en scene, hvor hun som nyopereret befinder sig i et supermarked, har hendes sårvæskepose i al ubemærkethed vristet sig løs fra sit ophæng og er kommet til syne dinglende ved anklen. Den akavede situation, der opstår, da en ekspedient bemærker, at hun har tabt noget, bliver et hjerteskærende billede på kræftpatientens sårbarhed og skam.

»Graden af intelligens afhænger af, hvor mange perspektiver du er i stand til at anlægge på et forhold samtidigt«, skriver hun senere. Og det formår hun selv ganske glimrende.

Også den særlige mor-datter-dynamik er under kærlig og prisværdigt ærlige behandling fra to sider. »Der findes et sted i mig, som konstant søger mors bekræftelse og aldrig bliver tilfredsstillet, som kræver alt af hende og giver hende skylden for alt … selv om det er mig, som styrer handlingen«, fortæller Line.

Vigdis observerer på sin side: »Jeg er vant til det, at hun var nærtagende, når det gjaldt mig, fordi jeg var hendes mor, det var enkelt, selv om det var kompliceret«.

Begge bruger fiktionen både som et sted at spejle sig, når livet bliver smertefuldt, og for Lines vedkommende også som en flugtmulighed, når kemokure skal gennemleves og overstås.

Både som sundhedsansat, kræftpatient, pårørende eller ret og slet lystlæser af ærlig litteratur kan værket varmt anbefales.