Skip to main content

»Jeg bliver bedre til min sport«

Landsholdsspiller Anna Sophie Okkels yder bedre på både studiet og banen, når hun veksler mellem sine to karrierer.

43 landskampe og 54 mål. Nr. 4 til EM i Göteborg 2016. Foto: Scanpix/Henning Bagger
43 landskampe og 54 mål. Nr. 4 til EM i Göteborg 2016. Foto: Scanpix/Henning Bagger (Foto: Scanpix Denmark)

Britt Lindemann, brl@dadl.dk

1. sep. 2017
3 min.

Det kan lyde mærkeligt, at man skulle blive bedre til én ting ved at gøre noget helt andet, men for Anna Sophie Okkels giver vekslen mellem håndbold og medicinstudie et nødvendigt pusterum.

»Det driver mig at have noget ved siden af håndbolden, og jeg er sikker på, at jeg bliver dygtigere til min sport, når jeg kommer væk fra den en gang imellem. Det giver bare mere mening for mig, at der er andet i livet end sport«, forklarer hun.

Det »andet« var noget Anna Sophie Okkels tænkte meget over, og både biologi og psykologi blev udelukket, før hun fandt det rigtige match i medicinstudiet.

»Jeg tænkte ikke kun på, hvad jeg skulle lave, når jeg engang er færdig med at spille håndbold, men også på, at vejen dertil skulle være spændende. Det har jeg virkeligt fundet i medicinstudiet«, fortæller hun.

Jeg tilsidesætter ikke studiet for håndbolden, for jeg vil være en dygtig læge, når jeg er færdiguddannet Anna Sophie Okkels

Noget andet, hun har fundet på medicinstudiet, er en ny måde at tænke på.

»Jeg har levet så meget af mit liv i håndboldhaller, hvor de fleste tænker på en bestemt måde, så det var lidt en aha-oplevelse at møde mennesker, der fungerer helt anderledes«, siger Anna Sophie Okkels.

På venstre back-positionen er hun en meget fysisk spiller, der er gennembrudsstærk og har det store overblik. Det store overblik bruger hun også, når hun skal få to krævende karrierer og et privatliv til at gå op.

»Jeg er nødt til at være meget kompromisløs. Jeg har simpelthen ikke energi at bruge på noget, jeg ikke kan gøre noget ved. Jeg har kun så meget tid til at læse, og så kan det ikke nytte, at jeg ærgrer mig over det. I stedet bruger jeg tiden effektivt«, siger hun.

 

Ambitionerne gælder også på studiet

Som elitesportsudøver er Anna Sophie Okkels vant til hele tiden at sætte nye mål for sig selv, hvad enten det handler om klubholdet eller landsholdet. Den samme ambition har hun, når det gælder lægestudiet.

»Jeg tilsidesætter ikke studiet for håndbolden, for jeg vil være en dygtig læge, når jeg er færdiguddannet. Og jeg skal selv have en følelse af, at det, jeg leverer, er i orden«, fortæller hun.

Det næste mål er, at balancere med endnu et punkt på programmet, nemlig den forskning, hun som studerende deltager i på Intensivafdelingen på Skejby Sygehus. Det skal der være plads til.

»Jeg vil gerne have et godt forskningsår, der ender med, at jeg kan være med til at publicere en artikel. Jeg er med på et projekt, der handler om intensivpatienter og antibiotikabehandling. Det er virkelig fedt, fordi det er et klinisk studie, og jeg kommer til at lave forsøgene med rigtige patienter. Det er et projekt, der kan være med til at gøre en forskel for behandlingen af intensivpatienter«, fortæller hun.

På lang sigt er Anna Sophie Okkels endnu ikke helt sikker på, hvad hun gerne vil med sin lægeuddannelse, hun er tiltrukket af så forskellige områder som akutmedicin og almen medicin. Og hun har egentlig ikke så travlt med at beslutte sig, selvom hun lige er startet på tiende semester.

»Det er jo det, der er så fedt ved at læse medicin. Når man er færdig som læge, er der så meget, man kan blive«, siger hun.

Læs også:

Roer Nils Boe: Drømmen om eliten

Beachvolleyspiller Cecilie Køllner Olsen prioriterer studiet, uanset hvor i verden hun er