Jeg bliver tit spurgt, om jeg er en »rigtig« læge

1. Hvordan adskiller de diagnostiske specialer sig fra andre?

Vi har som udgangspunkt ingen patienter. Jeg bliver altid spurgt, om jeg egentlig er en rigtig læge, når nu jeg ikke har patienter og ikke har kittel på. Mit svar plejer at være, at jeg bruger min lægefaglige baggrund hver dag. Når jeg hjælper en klinisk afdeling, så hjælper jeg flere patienter på én gang. Jeg kan måske hjælpe 500 patienter ved at finde ud af, hvordan vi kan lave et flow for de patienter, så de kan få de blodprøvesvar, de har brug for, inden for en optimal tidsramme. Man kan vel sige, at vi tager ansvar for en population frem for et enkelt individ.

2. Hvorfor valgte du klinisk biokemi?

Jeg blev opmærksom på specialet, da jeg var i min kliniske basisuddannelse (KBU). Specialet klinisk biokemi er ikke særligt synligt på medicinstudiet, men i min KBU holdt den uddannelsesansvarlige overlæge på Odense Universitetshospital et blændende oplæg om specialet, og så var jeg solgt. Vi startede umiddelbart efter et forskningssamarbejde. Jeg ser ham som et stort fagligt og personligt fyrtårn, og mit specialevalg skyldes i høj grad ham.

Egentlig havde jeg altid forestillet mig, at jeg skulle have mange patienter og være mave-tarm-mediciner, almen praktiserende eller øjenlæge. Men jeg opdagede, at klinisk biokemi kunne give noget helt andet end de andre specialer. Jeg kunne bl.a. tidligt forfølge min drøm om at arbejde med ledelse, fordi jeg allerede i min introduktionsstilling kunne prøve kræfter med ledelse. Og så var der tid til fordybelse, forskning og projektledelse.

Jeg tror også, at klinisk biokemi er et af de bredeste specialer – jeg skal vide noget om kardiologi, retsmedicin, immunologi – ja, alle andre specialer. Og jeg skal være i stand til at sætte mig ind i andre specialers arbejdsgange for at forstå deres problemstillinger, så jeg kan hjælpe bedst. Jeg har altid tænkt, at jeg skulle være generalist i stedet for specialist, så der passer specialet også godt.

Da jeg havde været i klinisk biokemi i en måned, sagde jeg til min kone, at jeg følte, at jeg var kommet hjem. Jeg havde været i almen praksis, kirurgi og flere andre steder, som jeg alle sammen var glad for, men det her – det var bare mig.

3. Hvilke egenskaber kræver specialet klinisk biokemi?

Mange tror, at man skal være introvert for at trives i laboratoriet, men jeg tror, det er lige modsat. Jeg er selv meget ekstrovert. Jeg elsker menneskelige interaktioner og samarbejder måske med op til 30 forskellige mennesker hver dag.

I de kliniske stillinger, jeg har haft, følte jeg mig sommetider alene, selv når jeg var sammen med patienten, fordi relationen ikke er den samme som mellem kolleger. Nu føler jeg mig mindre alene og har et tæt fagligt samarbejde med mange andre.

4. Hvad er du mest optaget af lige nu?

Rationel diagnostik: den rigtige patient, de rigtige prøver på det rigtige tidspunkt.

Jeg er bl.a. ansvarlig for det patientnære udstyr, point of care testing (POCT), her på afdelingen, og bruger meget tid på det.

Jeg er optaget af nytteværdien af hurtige svar, for det kan godt være, at POCT-blodprøven viser, at du måske har en blodprop, men hvis røntgenlægen alligevel ikke kan skanne dig og vise, at du har en blodprop, er der ikke vundet noget ved at spare en halv time der. Derfor kan du lige så godt sende prøven over til laboratoriet og få et svar af høj kvalitet til en billig pris. Man har snart POCT til alt, men det skal give mening i dagligdagen og være cost-effektivt. For mig handler det ikke om hastighed i sig selv, men om at data understøtter den kliniske beslutning.

Jeg arbejder også med at frigive vores data, så de kan bruges til rationel diagnostik. Vi har meget data, og i en travl hverdag kan det være svært at omsætte dem til noget brugbart. Så vi udvikler interaktive, intuitive datarapporter. F.eks. kan børneafdelingen få en rapport over de blodprøver, de har bestilt og se, hvad de har bestilt dem til, så de kan analysere deres forbrug. Det er en måde, hvor vi i laboratoriet kan være proaktive og udadvendte i forhold til vores samarbejdspartnere.

5. Hvad er udfordrende i dagligdagen?

Først og fremmest at folk gerne vil have et svar hurtigst muligt og helst lige efter, at prøven er taget. Det gælder f.eks. indlagte patienter på sygehuset: De får taget blodprøver om morgenen, og så skal vi producere alle svar på mellem 45 og 60 min., inden lægerne går stuegang.

Og så har vi et stort rul igen cirka kl. 10.00, hvor alle prøverne fra almen praksis kommer.

Derfor bliver vi nødt til at have overkapacitet. Klinisk Biokemi producerer en betydelig del af de samlede analyseresultater. Alene i Esbjerg afleverer vi cirka 6.5 mio. analyseresultater om året.

Det kræver omhyggelig detailstyring, automatisering og omfattende kvalitetssikring. Hvis jeg skal indføre en ny analyse, lad os sige en ny diabetesmarkør, som kræver 200.000 analyser om året, så skal det være automatiseret.

6. Hvad forventer du, vil fylde mere inden for de nærmeste fem-ti år?

Vi vil se og bruge mere POCT – og af høj kvalitet. Men det er vigtigt, at vi fra starten får systemer til at kvalitetssikre og teknikker til at sikre, at udstyret bliver brugt korrekt. Vi har gode rammer for det og har bl.a. i Region Syddanmark for nylig indført kvalitetssikring af lægevagtens POCT-udstyr.

POCT er også relevant i forhold til sundhedsreformen, som også fylder en del allerede. Og det er sjovt. Jeg trives godt i forandringer, og jeg håber, det bliver nemmere at arbejde på tværs af sektorer.

7. Vi ser en voldsom stigning i antal af diagnostiske prøver – hvad gør I ved det?

Vi kan måle næsten alt. Spørgsmålet er, om det giver mening, og om resultatet af en blodprøve vil ændre lægens beslutning for patienten.

Jeg tror ikke, at der er nogen, der bevidst bestiller en masse unødige prøver. Jeg tror, at alle vil gøre det bedste for deres patienter, så jeg går dialogens vej og arbejder med data og it-systemer, som kan hjælpe klinikere i den travle hverdag.

F.eks. har vi pop-up-systemer, hvor lægerne bliver spurgt til rationalet bag en bestilling. Når de bestiller en D-vitaminprøve, bliver de spurgt, hvilke symptomer der ligger bag.

Et andet sted, vi sætter ind, er ved prøvetagningen, for det er her, flaskehalsen kan opstå. Så hvis vi kan spare nogle stik, vil det være godt.

8. Hvad er især vigtigt for dig i dit arbejde?

Hvor andre gerne vil være verdens bedste til en bestemt operation, vil jeg gerne være en dygtig leder. Og det kræver viden og kompetenceudvikling på lige fod med de øvrige lægespecialer.

Ledelse udvikler sig også hele tiden, så det er vigtigt at holde sig opdateret ligesom med nye forskningsresultater inden for ens kliniske område.

Jeg har lavet et personligt ledelsesgrundlag, som er tilgængeligt for dem, som har lyst til at læse det. Noget af det, jeg især lægger vægt på, er det relationelle – det personlige. Jeg vil gerne være en nærværende og empatisk leder, som gør en forskel både for patienter, samarbejdspartnere og medarbejdere.

Jeg er optaget af, hvordan jeg kan hjælpe kollegerne, så de synes, det er rart og motiverende at gå på arbejde. Vi står jo i svære situationer sommetider, og vi skal være rummelige, omsorgsfulde og fleksible på en anden måde, end hvis vi reparerede biler.

Selv har jeg meget energi og er meget entusiastisk – det må gerne skinne igennem, men det er ikke en forventning, at andre kører i samme gear. For diversitet er også vigtigt. Der skal være plads til dem, der er indrettet på en anden måde, for de har en masse andet værdifuldt at byde ind med. I sidste ende handler det for mig om at gøre en forskel – ikke for én patient ad gangen, men for mange.