»Jeg bliver vækket af hjertestophylet …«

07.15: Jeg vågner ved, at min lille datter på to år slår mig i ansigtet. Hun vil have, at jeg læser den bog om kaniner, som vi altid ­læser. Jeg læser bogen, og vi spiser morgenmad, leger og går lidt ud. Hun er i en meget trodsig ­alder, så det går der også lidt tid med.

12.30: Min kone lægger vores datter til at sove, mens jeg sætter mig til at svare på nogle af de mails om bl.a. lønaftaler og personsager, som jeg får som fælles­tillidsrepræsentant.

13.40: Jeg kører på arbejde. Jeg har lagt ekstra tid ind til 2 × optankning på Circle K: Bilen får benzin, og jeg får  kaffe. I bilen hører jeg Altingets podcast om sundhedspolitik, bl.a. om ­Region Sjælland og Region Hovedstadens plan om at dele personale.

15.00: Konference og overlevering. Vi har en del indlagte med pneumonier og influenza, og der er flere på vej.

16.25: Mit hjertestophyl går, og jeg løber af sted. Plejepersonalet var på stuen, da patienten fik hjertestop, og det er dem, der har slået alarm. Vi kører en fast cyklus af kompressioner, indblæsninger, rytmetjek og intraossøse injektioner af adrenalin, men efter 45 minutter må vi konstatere, at det er udsigtsløst. Jeg ringer til de pårørende, der sidder midt i julehyggen, og overbringer dem beskeden. Vi gjorde, hvad vi kunne, og hvad vi skulle, men det er selvfølgelig meget ulykkeligt for dem.

18.15: Jeg går runder på Nefrologisk, Kardiologisk og Endokrinologisk Afdeling, hvor jeg ser til nyindlagte patienter og tjekker, om alt er, som det skal være. Det gør jeg flere gange i løbet af vagten.  Jeg ser til en patient med KOL in exacerbatio. Patienten fremstår bronkospastisk ved anamneseoptag og har et moderat øget CRP-niveau til 70-80. Røntgenbillederne viser højresidigt infliltrat, mens urinprøven LUT/PUT er positiv for pneumokokantigen. Det er et rigtigt lære­bogseksempel på, hvor let mit arbejde bliver, når den læge, der har taget imod patienten, har lavet et godt forarbejde og bestilt de rigtige undersøgelser. Jeg kan hurtigt sætte patienten i behandling med prednisolon og amoxicillin/clavulansyre og aftale udskrivelse næste dag. Set fra en lægelig synsvinkel er det tilfredsstillende, og det er lærerigt for mig som kommende akutmediciner.

19.00: Ligsyn. Jeg skriver mors-­notat. Jeg kan huske, hvor usikker jeg var, når jeg som helt ny læge skulle stå og kigge efter ligpletter, men jeg kan godt mærke, at jeg nu føler mig langt mere sikker.  Mens de andre spiser jule­mad på afdelingen, går jeg lige over og ser til en patient. Jeg får noget smørrebrød senere på aftenen. Vores ledelse har sørget for en masse mad, chips, sodavand og slik i juletiden, så jeg har helt vænnet mig til at begynde en vagt med at spise slik.

19.30: Kapacitetskonference. Der er kun fire usete patienter i Akutmodtagelsen, og det tyder på en sjældent fredelig vagt. Men det kommer ikke til at holde stik.

22.48: En patient har mavesmerter, flankesmerter og muligvis lidt blod i urinen. Det er et lidt diffust billede, og vi er i tvivl, om det kan være nyresten. Vi CT-skanner mange patienter på sygehuset – også for mange – og jeg vælger i stedet at ultralyd­skanne patienten. Jeg ser en normaldimensioneret nyre, og da der ikke er blod i urinen, og kreatininniveauet er normalt, får patienten lidt smertestillende og får det hurtigt bedre. Hælder mest til, at det var lidt forstoppelse.

23.00: Jeg går ned i Akutmodtagelsen og superviserer de yngre læger. Det giver rigtig meget, at vi kigger på patienterne sammen, inden de kommer op på afdelingerne.

01.45: En sygeplejerske ringer om en patient med en ventrikulær takykardi på telemetrien. Det ­giver høj risiko for hjertestop, og jeg skynder mig over til afdelingen. Patienten er vågen, relevant og klar. Jeg er i tvivl om, hvad jeg skal gøre, og ringer til bagvagten. Mens vi taler, bliver patientens hjerterytme normal igen, og vi aftaler relevant medicinsk behandling.

03.15: Orange kald om en patient med højtrykslungeødem. Blodprøverne er skæve, blodtrykket er højt, og patienten har meget svært ved at trække vejret og er angst. Jeg arbejder sammen med en akutlæge og en anæ­stesi­læge, og det går supergodt. Alle ved, hvad de skal gøre. Jeg ultralyd­skanner patienten, og vi kan se, at der er for meget væske på lungerne. Patienten får vanddrivende, nitroglycerin, ­morphin og CPAP og bliver hurtigt bedre. Bagefter er patienten meget taknemmelig. Når vi står midt i sådan en situation, gør vi, hvad vi skal rent lægefagligt, og det menneskelige kan glide lidt i baggrunden. Men når man bagefter oplever stærk taknemmelighed og lettelse, så kommer det menneskelige tilbage igen. Det gør mig glad.

05.15: Går op og sover i vagt­værelset.

06.52: Jeg bliver vækket af hjerte­stophylet, tager bukser og trøje på og løber af sted. Jeg er teamleder på hjertestoppet, og mens vi giver hjertemassage, ­læser en kollega op på journalen og konstaterer, at patienten ikke skal genoplives. Vi stopper med det samme. Hvis vi ikke ved, om en patient skal genoplives, går vi altid i gang. Det skal vi.

07.15: Går over på en kirurgisk afdeling, hvor en patient har en atrieflimren med en frekvens på 114 og åndenød. Den kirurgiske læge mistænker atrieflimren som årsag til forværring af ånde­nøden, men det er nok snarere væske på lungerne, hvilket røntgenbillederne bekræfter. Da vi får sat patienten i behandling, falder pulsen, og patienten får lettere ved at trække vejret. Det er meget tilfredsstillende, når man kan hjælpe hinanden på tværs af afdelinger.  

09.00: Morgenkonference og overlevering. Jeg har set 24 patien­ter på vagten.

9.30: Kører hjem og sover.