Skip to main content

»Jeg er den første, der har skrevet om det i verden«

Fortalt til Lars Igum Rasmussen

29. okt. 2012
4 min.

Jeg har sammen med en stor gruppe kolleger fra flere hospitaler gennemført, afsluttet og rapporteret det første randomiserede studie om stadieinddeling af lungekræftpatienter med PET/CT-skanning i hele verden. Vi har vist på den bedste mulige måde, at PET/CT bør og kan bruges til stadieinddeling. Uden en præcis stadieinddeling risikerer man at operere de forkerte patienter. Med en mere præcis stadieinddeling kan vi måske halvere antallet af fejlagtige operationer.

Alle studier er publicerede.

Hovedstudiet kom i 2009 i New England, som jo er tidsskriftet.

Jeg startede allerede for ti år siden som medicinstuderende, da teknologien var helt ny. Mine første studier var nogle meget tidlige på området om følsomheden ved PET/CT-skanninger.

Min disputats består af seks artikler publiceret over ti år. Det er en sammenskrivning af studierne, som jeg har sat i relation til, hvor feltet var, da jeg startede arbejdet. Hvor er det nu? Hvad vi har gjort? Og hvor det hele peger hen?

Som medicinstuderende hørte jeg et foredrag med Lotte (Liselotte Højgaard, klinikchef på Rigshospitalets Klinik for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin, klinisk professor i medicin og teknologi, Københavns Universitet, red.), som fik mig ind i alt det her. Jeg tænkte, det lyder sjovt, det der PET/CT. Jeg havde jo stået og været med til lungecanceroperationer og kunne se mulighederne i metoden. Jeg henvendte mig og sagde, at det lød fantastisk spændende. Om jeg kunne bidrage. Men så blev jeg gravid og kunne ikke lave noget med stråler. Jeg lavede derfor et litteraturstudie i stedet, hvor jeg gik meget systematisk til værks. Det blev rigtig godt og antaget i Lancet Oncology. Sådan startede det hele.

Lotte overbeviste mig om, at jeg skulle lave en ph.d., så det gjorde jeg inden turnus, og afleverede den i 2006.

Forskningen har jeg siden i høj grad kørt ved siden af det kliniske arbejde.

Jeg kan godt lide forskning. Men disputatsen har ikke været et mål i sig selv.

Med hensyn til stadieinddeling af lungecancer med PET/CT synes jeg, at vi er kommet meget langt. Og jeg tror ikke, at vi kommer forfærdeligt meget videre lige nu. Det er det arbejde, der nu afsluttes med disputatsen. Og så skal jeg lave noget andet - noget tilgrænsende selvfølgelig.

For mig giver det meget mening at forske. Og jeg har måttet bruge masser af min fritid på forskning. Når du sætter så stort et studie op, involverer en masse patienter, så skal du sgu bruge data til noget fornuftigt.

Jeg har kørt det meget parallelt med mine øvrige ansættelser. Jeg har fået lidt fondsmidler, som har givet mig en måned her og der, ellers er meget lavet om aftenen, eller hvis jeg har afspadseret.

Jeg kunne mærke, at det betød meget for min tidligere ph.d-vejleder og leder, at jeg skrev disputatsen. Og det har nok haft en effekt.

Mange mener jo, at ph.d.'en er blevet devalueret, når 20-25 pct. af en årgang laver en. Og det spiller da også ind. Det er jo en måde at skille sig lidt ud på.

Jeg tænker på dagen for mit forsvar hele tiden. Jeg har jo fået en masse kritik på mit arbejde, som jeg skal forholde mig til. Og så fylder alt det praktiske omkring selve forsvaret også meget. Fem professorer skal kunne komme. Og de er jo travle. Jeg skal finde lokale. Tage stilling til, om der skal være reception eller fest. Eller begge dele. Jeg ved godt, at det lyder åndssvagt, men det fylder.

Jeg tror ikke, at jeg skal have ringen. Jeg har aldrig set nogen bære den, og så går jeg heller ikke med ring normalt, så nej.

Men jeg bliver glad for at se titlen på mit visitkort. Ligesom da jeg blev ph.d. Det var enormt dejligt. Der er ligesom noget, der bliver sat på plads inden i en. Dengang da jeg kom i turnus havde jeg også en anden sikkerhed end mange andre kolleger, selvom jeg havde været væk fra klinikken i flere år. At have lavet ph.d. gjorde, at jeg vidste, at der var noget, jeg kunne. Med disputatsen håber jeg, at det bliver på samme måde, et rygstød til at arbejde videre på.

Jeg glæder mig til, at det er overstået.

Malene Bjerregaard Fischer

38 år, gift, tre børn.

Cand.med., Københavns Universitet i 2002

Ph.d. i 2006

1. reservelæge på Rigshospitalet

Hoveduddannelsesforløb i klinisk fysiologi og nuklearmedicin, speciallæge marts 2013.

Forsvarer sin doktordisputats 14. december i år.

Doktorafhandling

PET/CT Scanning for Diagnosing and Staging Patients with Non-Small Cell Lung Cancer

Forsvares: 14.12.12,

Københavns Universitet