Det banker på døren.
»Der er brug for, at du kommer ned på et tidspunkt«, lyder det fra plejeren, der stikker hovedet ind. Thomas Hansen skal til at tage hul på dagens konsultationer, men der er lige beboeren Annika.
»Det er gået fredeligt«, fortæller plejeren, og Thomas Hansen svarer:
»Det er utroligt godt at høre«.
Annika er død i nat på sit værelse på Bocenter Lindegården. Et socialpsykiatrisk bosted under Københavns Kommune for 80 beboere med psykisk sygdom. Annika var en af dem. Men hun blev også noget andet. Nemlig 86 år. Og det er højst usædvanligt.
Mennesker, som dem, der bor på Lindegården, kan regne med at leve 15-20 år kortere end resten af befolkningen. Hvorfor forskellen er så stor, oplever praktiserende læge Thomas Hansen på tætteste hold.
De sidste 14 år har han ved siden af sin praksis, Lægerne ved Røde Port i Roskilde, været bostedslæge med ugentlige konsultationer på Lindegården. Det er her, Lægedageavisen har fået lov at være med. Det spøger i baghovedet, at det også netop var her, at en sosu-assistent for år tilbage blev dræbt af knivstik af en beboer.
Desto mere bemærkelsesværdigt er det, at Thomas Hansens konsultationer denne formiddag er meget hverdagsagtige og kan koges ned til noget så almenmedicinsk som:
»Hvor meget kommer du ud at gå?«.
Arne er dagens første patient. Hans humør har det godt, fortæller han. Det er benene.
»Er det svært at gå?«, spørger Thomas Hansen, og Arne bekræfter.
»Er det det, du har booket tid til«, spørger lægen, og Arne svarer, at det ved han ikke.
Plejeren ved det heller ikke, men Arne taler meget om »det bentøj«. Han snarere tøffer end går. Det er her, at Thomas Hansen stiller spørgsmålet, som viser sig relevant for flere af dagens patienter:
»Hvor meget kommer du ud?«.
»Ikke nok«, svarer Arne prompte.
Thomas tager ham med ud til en test-gåtur på gangen, som foregår langsomt, men stabilt. Han konstaterer, at beroligende medicin kan spille ind. Om Arne får for meget, skal psykiateren tage stilling til. For på Lindegården er det kun somatikken, Thomas Hansen tager sig af.
Alle Arnes fysiske værdier ser fine ud på skærmen. En daglig gåtur rundt om bocenteret er det, der er behov for, konstaterer lægen.
Thomas Hansen har på flere fronter erfaring med temaet for årets Lægedage: »Mental sundhed – hvad kan almen praksis i forhold til patienter med psykiske lidelser, mistrivsel og usynlige handicap?«
Som andre praktiserende læger møder han et stigende antal patienter med psykiske udfordringer, der i vid udstrækning er belastningsreaktioner på familie- og arbejdslivets genvordigheder og kommer til udtryk som angst eller depression.
På bostedet Lindegården er det en anden kategori af psykisk sygdom, han møder, og ikke mindst de særlige somatiske udfordringer – ofte livsstilsrelaterede – som følger med.
Cocktailen kan ikke skilles ad, konstaterer Thomas Hansen, og illustrerer det med de smerter i kroppen, som beboerne ofte kommer med, og som ofte skyldes et meget stillesiddende liv. Men også ved, at han som læge skal sikre sig, at en beboers depression f.eks. ikke skyldes lavt stofskifte.
»Så kan vi godt diskutere, hvor meget jeg flytter. Men hvis ikke jeg var her, så var beboerne overladt til skiftende vagtlæger. Mig kender de, og det er tryghedsskabende for dem«Thomas Hansen, bostedslæge
Dertil kommer de barrierer, der forhindrer psykisk syge i at komme til praktiserende læge eller møde op til henviste skanninger.
»Vi har en del udeblivelser«, konstaterer han.
Beboerne er typisk endt på bostedet efter have været så dårlige i lang tid, at de er blevet smidt ud af deres lejlighed, er blevet tvangsindlagt, har været boligløse, fået stofmisbrug og så tilbudt et bosted.
»Der ligger typisk en kæmpe social deroute i deres baggrund«, fortæller Thomas Hansen.
Patienterne udebliver ikke denne formiddag, hvilket Thomas Hansen kalder »helt ekstraordinært«.
Beboerne ved ofte ikke selv helt, hvorfor de har bestilt tid. De har typisk svært ved at sætte ord på, hvad der er galt i kroppen, og de får som regel hjælp af personalet til at bestille tid. Et personale, som ofte skifter.
»Jeg er den mest gennemgående figur i deres liv. Det er et kæmpe problem«, lyder bostedslægens budskab klare besked til systemet.
Gennemgående er også de problemer, beboerne kommer med. Det meste af den behandling, han ordinerer, består i:
»At få noget ordentligt mad og ud at gå«.
»Og nogle gange ordinerer jeg rengøring«, tilføjer han og kalder sin behandling for »paternalistisk«.
Beboernes ugentlige besøg hos fysioterapeuten »rækker som en skrædder i helvede«, og bocentrets træningscenter »er der ingen, der bruger«, fortæller Thomas Hansen.
»Det er så stor og vigtigt en del af det psykiske, at de rører sig. Det skal fungere. Men det er ting, jeg ikke kan rykke ved«, siger han frustreret.
Næste patient er en kvindelig beboer, der heller ikke helt ved, hvorfor hun har bestilt tid. Hun hoster meget, synes hun. Føler hun sig syg, prøver Thomas Hansen.
»Det må guderne vide«, svarer hun.
»Du ved det da bedst«, holder lægen ved med et glimt i øjet.
Det er til tider en tung opgave at være læge for svært psykisk syge. Thomas Hansen fortæller om en 31-årig beboer, der døde af druk. Om en kvinde, hvor plejerne undrede sig over, at hendes ene bryst hang så meget. Det var det andet bryst, der var trukket op af en stor knude.
»De dør af ting, som ingen andre danskere dør af«, konstaterer Thomas Hansen.
Nogle gange har sygehuse startet en forløbssag på ham, og ikke sjældent er han i kontakt med embedslægen. Patienternes genfortælling af, hvad primærsektoren har gjort for dem, før de kom på sygehuset, kan være noget usikker.
Selv om Thomas Hansen har gjort sit bedste for patienten, fortæller han, at forløbssager gør, at »man bliver i tvivl om sig selv«.
Men når sygehuset får en anden historie af patienten:
»Så skal de indberette«, siger han med stor forståelse.
Men hvorfor så blive ved som bostedslæge, når han kunne få en mere fredelig tilværelse i sin praksis inde i Roskilde?
»Mit hjerte banker for dem, der har brug for en læge mest af alle«, svarer han og tilføjer:
»Så kan vi godt diskutere, hvor meget jeg flytter. Men hvis ikke jeg var her, så var beboerne overladt til skiftende vagtlæger. Mig kender de, og det er tryghedsskabende for dem«, siger han og erkender, at der er noget spejderagtigt i det for ham, som også handler om at gøre noget for samfundet.
En kvindelig patient får tjekket sine støttestrømper og benhævelser. Hun lider af hjertesvigt, men alle værdier ser fine ud. Kan hun så undgå piller, spørger hun?
»De piller, du får, gør dig stabil. De er rigtig gode for dig«, svarer lægen, og hun får en tid til nye blodprøver om tre måneder.
»De gåture herned er altid forfærdelige«, beklager hun, der mestendels er sengeliggende.
»Men de er gode for dig«, understreger Thomas Hansen nærmest som et ekko af sig selv.
Den næste patient er en lidt ældre kvinde, der spørger lægen:
»Kender du et termometer?«
Thomas Hansen bekræfter.
»Det er der mange andre røvhuller, der også gør«, siger beboeren uden selv at trække på smilebåndet.
»Hvordan går det med dig?«, vil Thomas Hansen vide.
»Ad helvede til«, svarer hun.
»Hvad mest?«, spørger han.
»Psyken«, lyder svaret.
Til gengæld er hun holdt op med at ryge og har tabt sig ved hjælp af semaglutid. Så meget, at hendes øjenlåg er begyndt at hænge. Hun vil gerne have dem opereret. Den henvisning vil Thomas Hansen gerne overveje. Og så går hun dårligt, nævner hun selv.
»Man taber jo også muskelvæv, når man er på semaglutid. Så er det, at man ikke kan gå«, forklarer Thomas Hansen, der endnu engang må hive den paternalistiske receptblok frem.
Det gør han også med en beboer, der insisterer på at have lungebetændelse, men som Thomas Hansen, efter grundig undersøgelse af musklerne i hele den venstre side af ryggen, kan konstatere, bør genoptage sine svømmeture.
En mandlig patient døjer med ondt i nakken. Heller ikke han bevæger sig og erkender, at det meste af dagen går med at ligge og se tv.
Det er helt tydeligt, at beboerne – ud over diabetes, hjertesvigt, forhøjet blodtryk, hiv, hepatitis og endda tuberkulose, som Thomas Hansen behandler dem for – allesammen lider af smerter i kroppe, de ikke rører.
»Der ligger typisk en kæmpe social deroute i deres baggrund«Thomas Hansen, bostedslæge
Sidste patient denne formiddag er Tommy, der har haft et bekymrende vægttab. Han er nede på 59 kilo og fortæller, at han spiser ét måltid om dagen. Han forsikrer dog Thomas Hansen om, at hans »celler fungerer« og »fornyer sig«, som de skal.
Der er intet i beboerens værdier, der stritter, fortæller lægen. Så der er ingen tvivl om, at der skal »skubbes på« hans mad. Spørgsmålet er bare, hvem der skal gøre det. Thomas Hansen kan ordinere flere måltider, mellemmåltider samt proteindrikke, men han erkender også over for Tommys værge, der er hans søster:
»Jeg kan ikke ændre situationen«.
Hvilket vil sige, at det er usikkert, om nogen reelt får hjulpet Tommy i dagligdagen med at få spist mere.
Formiddagens konsultationer på Lindegården afsluttes med Annika, der er død i løbet af natten. Thomas Hansen skal foretage ligsyn og skrive dødsattest. Det er usædvanligt, at man bliver så gammel, som Annika er blevet, efter et helt liv med psykisk sygdom. 86 år.
På væggene i hendes værelse hænger indrammede gulnede fotografier fra forskellige aldre i hendes liv. Hun har ingen pårørende, fortæller lederen af den afdeling på Lindegården, hvor Annika har boet i mange år. Lederen er berørt.
Thomas Hansen har også kendt Annika i mange år, og med afdelingslederen taler han igen om, at det er godt, at terminalt syge Annika kom herfra så fredeligt.
Det er også præcis, hvad Thomas Hansen ønsker hende, da han er færdig med ligsynet.
»Gå med fred«, siger han ved beboerens fodende.
Fakta
