Skip to main content

”Jeg greb nogle stivkrampevacciner og tog af sted til Rødbyhavn”

Lægen Christian Wegener Jørgensen pakkede i tirsdags lægetasken og tog til Rødbyhavn for at hjælpe nyankomne flygtninge. Som den første var han i sytten timer frivillig læge i Røde Kors’ indsats i Rødbyhavn.

Christian Wegener Jørgensen er til daglig læge i en praksis i Albertslund. Her er han i hoveduddannelsesstilling, og snart kan han kalde sig færdiguddannet speciallæge i almen medicin. Foto: Kildens eget
Christian Wegener Jørgensen er til daglig læge i en praksis i Albertslund. Her er han i hoveduddannelsesstilling, og snart kan han kalde sig færdiguddannet speciallæge i almen medicin. Foto: Kildens eget

Freja Kierstein Johansen, fkj@dadl.dk

11. sep. 2015
4 min.

I Christian Wegener Jørgensens frokostpause tikkede en mail fra Røde Kors ind i hans indbakke. Akut brug for læge i Rødby, stod der i emnefeltet. I sin tid meldte Christian Wegener Jørgensen sig som frivillig læge i Røde Kors-klinikken for uregistrerede flygtninge, og nu opsøgte Røde Kors altså de læger, der stod på en mailingliste for at høre, om de kunne komme ned og hjælpe til i sportshallen i Rødbyhavn. Det tog ikke lang tid for Christian Wegener Jørgensen at overveje situationen.

”Jeg greb nogle stivkrampevacciner og tog af sted til Rødbyhavn, da jeg havde fri fra arbejde. Jeg følte ikke, jeg kunne lade være, nu jeg alligevel havde fri, og der var brug for læger, der kunne hjælpe de mange flygtninge,” siger Christian Wegener Jørgensen, da Ugeskriftet taler med ham to dage efter.

I disse dage har Røde Kors tilbudt sundhedspleje til de flygtninge, der de seneste dage er ankommet til Danmark i Rødbyhavn. Udover samaritter har Røde Kors haft læger på frivillige vagter som sikkerhedsnet, og her var Christian Wegener Jørgensen den første læge, der hjalp til med en vagt på sytten timer i Røde Kors’ sundhedsindsats i Rødbyhavn. Til daglig er han i hoveduddannelse i en lægepraksis i Albertslund og næsten færdig som speciallæge i almen medicin.

”Det handler om medmenneskelighed”

Christian Wegener Jørgensen ankom til sportshallen i Rødbyhavn tirsdag lidt før 16.00, hvor hans vagt ville begynde. Et lokale fungerede som lazaret, og de fleste behandlingsmidler såsom forbindinger og hjertestartere stod Røde Kors for, men Christian Wegener Jørgensen havde selv stetoskop og andre manglende lægeting med – både stivkrampevacciner og kanyler.

Ligesom han havde forventet, var den generelle sundhedstilstand blandt flygtningene egentlig okay.

”De havde jo klaret den til Danmark, hvilket måtte betyde, at de overordnet var sunde og stærke,” fortæller Christian Wegener Jørgensen.

Da Ugeskriftet spørger ham om, hvorfor han tog af sted, er hans svar klart og tydeligt.

”Det handler om medmenneskelighed. Der er og var mennesker, der var bange, havde gået i mange døgn og havde brug for vand, mindre behandlinger og trøst – selvfølgelig tog jeg af sted, nu jeg havde tid,” svarer han.

Er det ikke bare noget, man gør for at pudse sin egen glorie?

”Det ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til. Om man udelukkende gør det for at hjælpe, eller om man også gør det for at have det godt med sig selv, er for mig ligegyldigt – det er jo stadig hjælp, som flere hundrede bange mennesker kan få gavn af.”

Berørt af situationen

”Jeg ved godt, at det, jeg oplevede, var ingenting i forhold til, hvad læger i krig oplever. De læger kan jo komme ud for, at der er behov for en akut operation, men der bare ikke er mulighed for det,” siger Christian Wegener Jørgensen.

”Mens jeg var der, tænkte jeg selvfølgelig professionelt og hjalp, hvor jeg kunne, men jeg kunne alligevel ikke undgå at blive berørt af alle de skrækkelige historier og skæbner.”

Christian Wegener Jørgensen behandlede blandt andet en mand, der havde været spærret inde i en kælder for at skjule sig i over et år. Nogle havde mistet familie eller venner. Alle dybt traumatiserede af krig eller den lange rejse som flygtning, fortæller Christian Wegener Jørgensen.

15-20 patienter på sytten timer

Der var heldigvis ikke mange større fysiske skader. Der var en del, der havde brug for hjælp til mindre skrammer, slemme vabler og ellers bare vand og søvn, fortæller Christian Wegener Jørgensen om, hvordan han oplevede sin sytten timer lange vagt.

”Samaritterne gjorde et godt stykke arbejde, og tog sig af de mildeste tilfælde. Når de så manglede en lægefaglig vurdering, trådte jeg til,” siger Christian Wegener Jørgensen, der i løbet af de sytten timer nåede at se mellem 15 og 20 flygtninge.

”Som læge fungerede jeg som sikkerhedsnet. Derudover skulle flere flygtninge have stivkrampevaccinationer og nogle antibiotika. Hos nogen var det nok bare at tage stetoskopet frem, lytte på deres hjerte og som læge fortælle dem, at de var sunde og raske.”

Flere læger dagene efter

Dagene efter har der også været brug for læger i Rødbyhavn. Da Christian Wegener Jørgensens vagt sluttede, overtog to andre læger, og Røde Kors har løbende været i kontakt med læger, der via facebook-gruppen ”Venligboerne – sundhedspersonale” hjalp med at rekruttere mere sundhedspersonale til sportshallen.

Det har vist sig, at det ikke var svært at finde læger og andet sundhedspersonale, der havde tid til og mod på at hjælpe. Facebook-gruppen blev oprettet i tirsdags og er nu oppe på over 5500 medlemmer, og i gruppen er der blevet koordineret vagtplaner, hvor over 300 har tilbudt deres hjælp – både i Rødbyhavn og i Padborg. Nu også i København.

Indsatsen i Rødbyhavn er stoppet nu, da politiet ikke har kunnet tilbageholde flygtningene længere tid. Derfor er de fleste flygtninge taget videre mod Sverige.

I gruppen bliver der dog opfordret til at være klar, når og hvis der igen er brug for sundhedspersonale til at hjælpe nyankomne flygtninge. I øjeblikket bliver der rekrutteret læger til Københavns Hovedbanegård, hvor flere flygtninge ankommer med toget fra Rødbyhavn.