»Jeg har elsket den stol, som Kristian sidder i«

Der står to navne på døren: Læge Kristian Kjerulff, som driver praksis fra denne adresse på Nørrebro i København, og lidt længere nede Henrik Lund-Jacobsen. Inden for fortsætter dobbelttydigheden: I venteværelset er omtrent hver anden bog og magasin mærket med Henrik Lund-Jacobsens navn - og på opslagstavlen får man endelig en forklaring: Her hænger nemlig et afskedsbrev fra Henrik Lund-Jacobsen til de patienter, der nu er Kristian Kjerulffs. For syv måneder siden solgte Henrik sin solopraksis til Kristian.

Det skete efter 20 år som solist på samme adresse - men det skete også i hvert fald ti år »for tidligt«: Henrik Lund-Jacobsen er bare 57 år og har altså stadig en god bid tilbage af sit professionelle virke. Det skete ikke uden vemod og svære overvejelser. Men det skete samtidig med en stor følelse af lettelse og en vished om, at det var en rigtig beslutning.

Den største grad af frihed

I den anden ende af denne handel sidder Kristian Kjerulff. Han er 41 år og har i sin hidtidige karriere været vidt omkring: Egentlig skulle han være kirurg - han var så sikker i sin sag og dedikeret til sit fremtidige fag, at han allerede under studierne brugte sine ferier som vikar i Aalborg. Efter turnus fik han først introstilling i ortopædkirurgi, senere i organkirurgi - han lavede også en smule kirurgisk forskning, inden han drog med sin lægehustru til Norge for at arbejde som praksislæge i et halvt år. Og det ændrede alt:

»Først og fremmest gav det halve år i Norge mig en meget stor arbejdsglæde og tilfredshed. Dernæst var der også et hensyn at tage til sammenhængen mellem arbejde og familieliv. Jeg lavede lidt statistik på det og fandt frem til, at på en måned ville jeg have tre eller fire dage sammen med min kone, hvis jeg blev i kirurgien. Det er ikke holdbart. Og endelig voksede fornemmelsen af ikke at kunne yde en tilstrækkelig god service i hospitalsvæsnet - det er en lang række af ildebrandsslukninger med dårlig bemanding og deraf følgende tidspres, oplever jeg«, forklarer Kristian Kjerulff.

Han understreger, at han var og stadig er glad for at operere og i dag savner den del af lægegerningen. Men at specialevalget blev til lidt af en byttehandel for ham: Privatliv og muligheden for at bestemme selv i bytte for kirurgien.

Da først beslutningen om en specialistuddannelse i almen medicin var truffet, var der ingen tvivl i Kjerulffs sind: Han skulle have solopraksis - og det i umiddelbar nærhed af hjemmet. Selvom mange af Kjerulffs kolleger sværger til kompagniskaber, praksisfællesskaber og andre modeller, hvor man er flere læger om at dele hverdagen, er det ikke en vej for Kristian Kjerulff:

»Nej. Solopraksis giver den største grad af frihed. Jeg bestemmer det hele selv - hvornår jeg kommer, hvornår jeg går. Det giver den største patientkontinuitet, fordi det kun er mig, der altid ser alle mine patienter. Det giver fleksibilitet i forhold til mit privatliv, og jeg synes ikke, at det bliver ensomt. Så for mig er det den helt rigtige løsning«, understreger Kristian, som dog - igen for at opnå den bedst mulige sammenhæng mellem arbejds- og privatliv - overvejer på længere sigt at lave delepraksis med sin kone.

Den offentlige gabestok

Under Kristians enetale sidder Henrik Lund-Jacobsen stille og nikker. Hans motivation for at gå i praksis for 20 år siden ligner i nogen grad: Det handler om fokus på forebyggelse, på de ting, der hindrer patienterne i det gode liv, det handler om at følge patienterne over længere tid og komme tidligere ind i den proces, der kan føre til sygdom, forklarer Henrik, som også ser store fordele i livet som sololæge:

»Du kan gøre tingene på din egen måde - ud fra et hensyn til, hvordan du hjælper dine patienter bedst. Vi er alle sammen forskellige som læger og har derfor forskellige måder at gribe tingene an på ud fra vores forskellige evner og forudsætninger. Og det er et omfattende og krævende job at arbejde i almen praksis.

Derfor er det en meget stor fordel, at du kan tilrettelægge dit arbejdsliv efter dit eget hoved«.

Alligevel har Henrik Lund-Jacobsen valgt at skifte karrierespor. Og det kan undre, når man hører ham tale med veneration og glæde om sine 20 år i denne praksis. Men det hænger sammen med de ting, som ligger ved siden af lægelivet:

»Alt det, der ikke handler om at være læge, det slider: administrationen, regnskabet, it-delen, de komplicerede overenskomster med sygesikringen ... Der er rigtig meget af det - og der bliver hele tiden mere. Det er en betænkelig udvikling, synes jeg. Der er kontrolforanstaltninger og en stor grad af mistillid fra politikerne. Jeg oplever, at ønsket om at kunne hænge lægerne offentligt ud for deres fejl står i et skærende misforhold til det, vi kan hjælpe patienterne med.

Vi må jo ikke reklamere med alt det, vi har klaret, og alle de patienter, vi har reddet. Det er proportionsforvridning af den anden verden. Det er møgubehageligt - og i længden er det simpelthen ødelæggende«.

Et stort spring

Desuden oplevede Henrik, at han i løbet af sin tid som praksislæge udvik-lede en interesse for de psykologiske faktorers samspil med sygdom og sund-hed.

Derfor dyrkede han i stigende grad samtaleterapien.

»Almen praksis er et fantastisk sted til at iagttage mennesker, lære dem at kende og blive klogere på, hvad der styrer dem i deres hverdag. Men samtaleterapi er et omfattende og langvarigt arbejde. Og ved siden af mit somatiske virke og alt det administrative arbejde blev det simpelthen for meget. I sidste ende måtte jeg træffe et valg: Enten skulle jeg fortsætte i praksis, eller også skulle jeg i en eller anden form arbejde videre med de psykologiske aspekter i forbindelse med sundhed og sygdom. Det er en stor beslutning, fordi den lukker døren til et betydende kapitel i mit liv«.

For Henrik Lund-Jacobsen voksede drømmen om at arbejde fuld tid med de psykologiske aspekter. Konkret blev unge mennesker med problemer med lavt selvværd den udfordring, der åbnede en ny verden for lægen: Hvordan kunne det være, at velfungerende mennesker havde så store problemer med selvværd, at de opsøgte deres læge for at få hjælp? Og i praksis blev aftalen med Sygesikringen om samtaleterapi døren til denne nye verden. Henrik fortæller, at han løbende har lavet referater af sine samtaler, og i sin fritid har han forsøgt at samle brudstykkerne til et samlet billede af begrebet selvværd. Efterhånden fyldte den del af lægegerningen så meget, at han valgte praksislivet fra. Det tog ham mere end et halvt år at få afhændet sin praksis, og den proces var med til at tappe ham for energi, så han i dag - efter eget udsagn - ikke laver meget: Han arbejder som vikar en gang ugentligt i en anden praksis, hvor han overvejende tager sig af samtaleterapi.

»Det er et stort spring fra at køre sin egen forretning til ikke at gøre det. Derfor er jeg glad for, at jeg har ideer om, hvad jeg vil arbejde videre m ed. Men det har været lidt skræmmende at opleve, hvor flad jeg har været. Arbejdet og især det administrative pres har tappet mig mere, end jeg lagde mærke til«, forklarer Henrik Lund-Jacobsen.

Det administrative pres fylder

»Jeg har jo kun været her i et halvt år, så lige nu fylder alting stadigvæk enormt meget. Jeg skal finde mig mit eget ståsted. Egentligt havde jeg forventet mig praksislivet som et større kompromis. Men til min overaskelse ligner mit arbejde og den glæde jeg har ved arbejdet mere det, jeg oplevede i Norge: Jeg cykler simpelthen glad hjem hver dag. Nu arbejder jeg bare på at få det rent administrative arbejde til at fylde mindre mentalt, end det gør i dag«, siger Kristian Kjerulff.

Han har arbejdet væsentligt mere end 37 timer om ugen det første halve år. Alligevel er han sikker på, at netop arbejdet i solopraksis kan få hans udgave af kabalen bestående af arbejde og privatliv til at gå op:

»Jeg skal bare finde den rigtige form, der højner min arbejdsglæde og mindsker det administrative pres. Det er det, der fylder mest mentalt«, siger han.

Det er tid til at bryde op. Henrik smiler i retning af Kristian og rejser sig:

»Jeg har elsket den stol, Kristian sidder i. Oplevelsen af at komme tæt på andre mennesker og at kunne hjælpe dem med vigtige dele af deres liv har været fantastisk. Men jeg har det fint med, at det er hans i dag. Det er okay - for jeg har siddet nok i den. Tyve år må være tilstrækkeligt«.

Blå bog

Kristian Kjerulff er 41 år. Han blev kandidat i 2000 og overtog sin solopraksis på Nørrebro i København i november 2007.

Henrik Lund-Jacobsen er 57 år. Han arbejdede først ti år i hospitalsvæsnet, inden han købte solopraksis i 1987. I dag vikarierer han en dag om ugen i en anden praksis.

Praksissen omfatter 1.240 voksne gruppe 1-sikrede patienter og 219 børn. Den ligger i en førstesalslejlighed på Nørrebro, hvor der også er plads til en sygeplejerske og en uddannelseslæge.