“Jeg har med mit dårlige dansk snakket så mange gange med mine patienter om døden. Nu er jeg selv en af dem”

Bugspytkirtelkræft. Hvorfor lige kræft? Og hvorfor lige den trælse type, som flere af hans venner er døde af, og som han som læge har set skyggesiderne af så mange gange? Sådan tænkte den pensionerede narkoselæge Narain Rajani, da han for ca. et halvt år siden fik diagnosen på Regionshospitalet Horsens.

Hans mangeårige arbejde med palliation af netop især patienter med cancer huskede ham dog på alle de ting, han selv har sagt. Som narkoselæge på forskellige jyske sygehuse og ikke mindst som initiativtager til projektet “Hospice uden mure”, hvor døende og uhelbredeligt syge fik mulighed for at blive boende i eget hjem, indtil de døde. Nu står han pludselig på den anden side – som læge og som patient med cancer.

“Jeg har med mit dårlige dansk snakket så mange gange med mine patienter om døden. Nu er jeg selv en af dem, der snart skal dø. Og så må jeg gøre, som jeg selv har sagt til dem: ,Du vil dø, men glem sygdommen, du ved alligevel ikke, hvornår og hvordan den rammer. Tag livet, som det kommer. Nyd den sidste tid'. Jeg er 82 år og er taknemmelig for det, jeg har fået og oplevet”, fortæller Narain Rajani.

Mens hans kone Eva laver kaffe, viser han rundt i huset i Skanderborg, hvor buddhafigurer og almueskabe afslører hans opvækst og kærlighed til Indien og hendes til Sverige.

Han synker ned i en dyb lænestol af læder, kigger ud af terrassedøren og ud på Skanderborg Sø. Og sukker let. Bentøjet er ikke, hvad det har været, smiler han. Det er kræften, der har gjort sit.

Ville være pilot eller kirurg

Narain Rajani blev født den 1. april 1936 og boede som barn nummer fem ud af en søskendeflok på seks sammen med sine forældre i Mumbai i Indien. Han drømte om at blive pilot, men den karrierevej brød hans far sig ikke om og dikterede, at det skulle være lægevejen. Som faren sagde, så gjort. Narain Rajani blev færdig som læge i 1962 som 26-årig og ville allerhelst specialisere sig som kirurg.

“Jeg var nok lidt playboyagtig og troede, jeg var en fandens karl, fordi jeg havde en fin uddannelse og så godt ud. Men min professor sagde nej til, at jeg kunne blive kirurg, og foreslog mig i stedet at blive anæstesiolog. Og sådan blev det”.

Hans storebror var også blevet uddannet læge og var nogle år tidligere rejst til England for at arbejde. Broren havde dog fået et vikariat på Færøerne, og efter at Narain Rajani blev færdiguddannet anæstesiolog i 1966, rejste han fra Mumbai til Torshavn på Færøerne for at støde til sin storebror. Efter kort tid på de forblæste øer fik broren job på Bornholm, mens Narain Rajani fik et vikariat på Århus Kommunehospital, og mens ungdomsoprøret var godt i gang i den vestlige verden, drog de to indiske lægebrødre til København. Han husker tydeligt et af de første minder fra Danmark. Da han tog færgen fra København til Aarhus til sin første arbejdsdag, satte han sig i cafeteriet for at spise morgenmad, og en mand spurgte om lov til at sætte sig ved bordet. De to herrer faldt i snak, og enden blev, at manden hjalp Narain Rajani ind i en taxi og fulgte ham hele vejen op til narkoseafdelingen på kommunehospitalet til den første dag som læge i Danmark.

“Det var det første indtryk, jeg fik af Danmark. Og jeg tænkte: Er alle danskere virkelig så flinke? Alle var så søde og rare”.

Det var om morgenen lørdag den 1. april 1967 – på hans 31-årsfødselsdag – og lægerne begyndte at indfinde sig i mødelokalet, da den danske cheflæge Henning Poulsen startede morgenkonferencen. Han sagde til alle de tilstedeværende læger, at fra nu af talte alle engelsk af hensyn til Narain Rajani. Professoren startede og sluttede i øvrigt altid morgenkonferencerne, husker Narain Rajani.

Han fik desuden en sekretær tilknyttet, som oversatte alle hans konsultationer, så de aarhusianske patienter kunne forstå den smilende indiske læge.

Hans bror arbejdede stadig på Bornholm og havde desuden vikariater på et hospital i det nordlige Sverige og fik i sommeren 1968 også Narain Rajani til det svenske i et sommerferievikariat på Hudiksvalls Sjukhus i Midtsverige. En dag, da han skulle hjem fra arbejde, var hans bil stjålet foran det svenske sygehus. En flink og imødekommende narkosesygeplejerske spurgte, om hun kunne hjælpe, og spurgte siden, om han ville med hjem til hendes familie. Hjemmet viste sig at være den lokale præstegård, og narkosesygeplejerskens søster viste sig at være Eva, som han siden blev gift med.

Smertebehandling

De to flyttede til Skanderborg samtidig med, at Narain Rajani fik arbejde på Skanderborg Sygehus, hvor han arbejdede frem til lukningen af sygehuset i 1988. Det var i den periode, at hans interesse kom for smertebehandling af bl.a. patienter med kræft. Han havde været en af de første til at lave en epiduralblokade på Århus Kommunehospital, og han var med sikre og præcise hænder god til at smertedække. Det ry spredte sig i byen, og en praktiserende læge ringede på et tidspunkt og bad ham se en af hans patienter. Det var en mand i 40’erne, der havde uhelbredelig kræft.

“Det var min første døende patient, og jeg forsøgte at smertedække ham, så godt jeg kunne. Men jeg fandt også ud af, at alene min tilstedeværelse og omsorg gav tryghed. Jeg gav derfor patienten og hans kone mit nummer, så de altid kunne ringe. Og det har jeg i øvrigt altid gjort”.

Da Skanderborg Sygehus lukkede, fik flere overlæger – heriblandt Narain Rajani – job på Odder Sygehus, og det var i Odder, at han sammen med cheflæge Poul Grøn fødte idéen om en smerteklinik for patienter med cancer. Ud af det opstod så idéen om projektet “Hospice uden mure”, der i 2000 blev en realitet i samarbejde med de lokale kommuner og Odder Sygehus. Projektet kom bl.a. i forlængelse af bølgen af hospicer, der startede nogle år tidligere i 1992 med det første danske hospice: Sankt Lukas Hospice – en udvikling, der indtil nu har betydet i alt 19 hospicer i Danmark med i alt 256 pladser.

Men Narain Rajani ville dengang ikke lade hospicebygningerne danne rammen om den sidste tid. Forud for projektet havde han i flere år besøgt døende og syge patienter i deres eget hjem og havde mærket, at netop livet i de hjemlige omgivelser og samværet med de pårørende i sig selv kan virke lindrende.

“Som læger og sygeplejersker kan vi mange ting, men vi kan jo slet ikke det, som en familie kan. Kærligheden og omsorgen fra en familie kan vi jo aldrig give. Men det er også hårdt for de pårørende at se deres elskede blive mere og mere syg og have store smerter. Så hvis vi som sygeplejersker og læger kan lindre smerten og behandle patienten, får både den syge og familien mere overskud til at være sammen i den sidste tid. Det er en helt anden og meget mere værdig afslutning, end man kan få på et hospital. Ja, det er faktisk den afslutning, vi alle ønsker os. Vi vil have værdighed i livet, og vi vil have værdighed i døden”, sagde Narain Rajani til Kristeligt Dagblad i 2001.

I alt 167 patienter blev tilknyttet “Hospice uden mure”, og hver fik tilknyttet et særligt team af læger og sygeplejersker, der døgnet rundt kunne give hjælp, og hvis sygdommen på et tidspunkt blev så alvorlig, at patienten ikke kunne blive i sit eget hjem, stod der hele tiden en hospitalsseng eller en plejehjemsplads klar.

“Det er det bedste arbejde som læge, jeg nogensinde har lavet. Patienterne og de pårørende var så taknemmelige. Patienterne ville gerne dø i hjemmet, fordi det er vante og rolige omgivelser med egen hovedpude, den kendte lyd af kaffemaskinen og måske duften af havet eller noget andet. Jeg kunne hjælpe dem med smertebehandlingen, så de havde ro til at være sammen med familien på den bedste måde. Medicinen hjalp dem til at sove stille ind uden smerter, og jeg må sige, at alle de gange, jeg har oplevet en patient dø, har det været meget fredfyldt og meget udramatisk”.

Han fortsatte selv projektet, indtil Odder Sygehus lukkede i 2009, og derefter valgte han at gå på pension, bl.a. fordi han ikke kunne få lov til at fortsætte projektet, der blev lagt ind under det palliative team på Aarhus Universitetshospital.

Husk det menneskelige aspekt

Som pensionist nød han tilværelsen, indtil han sidste efterår fik problemer med maven og afføringen og fik diagnosen bugspytkirtelkræft.

“Jeg samlede alle mine børn og venner og fortalte dem det hele. Jeg vil være meget åben. Vi er nødt til at snakke om det. For vi kan ikke ændre det. Men jeg var ked af det, for det var kræft. Og så lige bugspytkirtelkræft, som ofte går så hurtigt og er den mest besværlige form, fordi der opstår så mange komplikationer. Altså, jeg har jo opnået alt, men alligevel: Hvorfor nu? Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg har igen. Jeg har det nogenlunde, jeg har appetit, sover godt og har ingen smerter, men jeg har tabt 12 kg, og især mine ben er svage. Så måske et halvt år. Men jeg håber ikke, det går langsomt, og at det gør ondt”.

Med jævne mellemrum dukker debatten om aktiv dødshjælp op, når det handler om uhelbredeligt syge mennesker. Men Narain Rajani har hverken tidligere eller nu været fortaler for aktiv dødshjælp.

“Jeg kender et citat, der siger: ,You have no right to take life when you cannot give one'. Og min holdning til aktiv dødshjælp har ikke ændret sig en smule på trods af min sygdom. Der findes et hav af muligheder for at hjælpe døende med en skånsom afslutning på deres liv, og det er lægernes opgave at hjælpe med det”.

Lige nu har han det efter omstændighederne godt og får ingen palliation, men det kommer. Det ved han. Hans lange arbejde med palliation og hans bagkatalog af syge og døde gør ham dog mere rolig. Og på sit danske sprog, der stadig har kraftig indisk accent og ofte er tilsat engelske ord, fortæller han, hvordan han som hindu vil kremeres, og hvordan asken derefter skal deles op i to urner.

“One for India and one for Denmark. Jeg vil gerne have, at min familie tager til Indien, spreder min aske fra toppen af et højt bjerg og holder en dejlig ferie bagefter. Og jeg skal nok have lagt penge klar til at betale. I Danmark skal asken spredes i havet eller graves ned i haven. Jeg vil ikke have nogle symboler som en gravsten. Gone is gone”.

"Men jeg lever sgu stadig", griner han. Og den sidste tid vil han gerne have i hjemmet i Skanderborg med udsigt til søen.

“Hospicer er godt, men nogle vil gerne dø derhjemme. Og jeg vil gerne slutte livet herhjemme, så på den måde ville jeg gerne have haft ,Hospice uden mure' i Skanderborg. Det bør vi have råd til i Danmark. Der må være mulighed for at hjælpe døende i en kort periode med kvalificerede læger og sygeplejersker. Men hvis ikke det kan lade sig gøre, skal mine lægelige kolleger huske at have det menneskelige aspekt med, når det handler om døende patienter. Det er så vigtigt. Det skal være så harmonisk som muligt. Og de simple ting som åbenhed, ærlighed og klar besked er noget af det, jeg har sat mest pris på hos lægerne, nu hvor jeg selv er patient”, fortæller Narain Rajani og siger, at han formentlig ligner alle andre, når det kommer til slutningen på livet:

“Naturligvis drømmer jeg om at være smertefri og få en skånsom afslutning”.