»Jeg har mistet angsten«

Journal

Navn: Mogens Zarling.

Alder: 56 år.

Bopæl: Villa i Fredericia med have ned til Lillebælt.

Familie: Gift med Anette, der er sygeplejerske. Børn: Charlotte, 36 år, og tre børnebørn.

Titel: Praktiserende læge og ambulancelæge.

Uddannelse: Cand.med. fra Odense Universitet (1979). Speciallæge i almen medicin (1993).

Karriere: Kirurgisk Afdeling, Aabenraa Sygehus (1979). Flere afdelinger, Fredericia Sygehus (1979-1982). Ortopædkirurgisk Afdeling, Odense Sygehus (1982-1983). Praksisreservelæge i Vissenbjerg og Fredericia (1983 og 1984). Ortopædkirurgisk Afdeling, Esbjerg Sygehus (1984). Psykiatrisk afdeling, Kolding Sygehus (1985). Praktiserende læge, Lægehuset Venusvej 2, Fredericia (1986-).

Bierhverv og tillidsposter: Ambulancelæge i Vejle Amt (1997-).

Kristisk revisor for Vejle Amts Lægeforening (1989-). Formand for bylægeforeningen I Fredericia (1995-). Bestyrelsesmedlem for DSAM i Dansk Råd for Genoplivning (DRG) og ATLS (Advanced Trauma Life Support). Instruktør og underviser i ATLS. Underviser i avanceret genoplivning.

Moderator ved møder omkring cancer, transkulturel kommunikation og moderne hjertestopbehandling.

Interesser: Rejser meget. Tager blandt andet til Sydfrankrig hver sommer, hvor parret har et »chateau« (campingvogn). Besøger jævnligt Mogens Zarlings familie i Berlin. Fisker. Læser en del skønlitteratur, for øjeblikket Thomas Mann.

»Det, der karakteriserer min historie, er lidelsesdelen. Den skæbne jeg har fået«.

Mogens Zarling har siddet et par timer og fortalt. Nu rejser han sig.

»Mange andre har haft et tilsvarende liv med en uddannelse, et arbejde og nogle interesser. Det er ikke så ophidsende, men meget dejligt for den enkelte. Med hensyn til de påvirkninger, vi bliver udsat for, har jeg nok været lidt uheldig«.

Mogens Zarling sætter en urørt ostetallerken tilbage på en bakke. Han smiler. Som om han lige havde fortalt en sjov historie.

Det har han ikke. Tværtimod.

Den 56-årige praktiserende læge og ambulancelæges historie indeholder nogle kapitler, der er så mørke, at man har svært ved at forstå, at han kan smile. Men det kan han, og det insisterer han på at blive ved med.

Mogens Zarlings lidelseshistorie starter i 1990, hvor hans 18-årige søn Joachim kørte galt i forældrenes bil. Joachim døde på stedet. Ti år senere døde Mogens Zarlings anden søn, Jakob. Den 20-årige dreng var kravlet op på et godstog og slog hovedet mod en køreledning.

»Enten går man i stykker. Så er det broen,« siger han og kigger ud af vinduet i retning af Lillebæltsbroen, der næsten er forsvundet i tågen.

»Så springer man og tænker: Det er for meget for et menneske. Jeg kan ikke holde ud at leve. Jeg er nødt til at stige af. Eller også kommer man ud af det som et stærkere menneske. Jeg er kommet styrket ud af det. Jeg har mistet. Jeg har mistet meget. Men jeg har dæleme også fået meget her i tilværelsen, og jeg bliver ved med at få. Og det er fantastisk«.

En »asocial« far

Mogens Zarling blev født i Berlin et par år efter afslutningen på anden verdenskrig. Hans mor var dansk og faren tysk. Mogens var den næstældste i en søskendeflok på fire.

Faren var chefredaktør på to store aviser, og den velstillede familie boede i et hus i det sydlige Berlin.

Da Mogens var syv år, droppede faren sin stilling for at blive forfatter. Det skulle blive starten på en social deroute for hele familien. Men først og fremmest for faren, som i de følgende år gennemgik en mærkelig udvikling.

»Han var jo meget hidsig«, siger Mogens Zarling med en meget svag tysk accent, som lige så godt kunne være slet skjult sønderjysk. Han angriber visse ord hårdere, og a'erne er åbne som tyske a'er.

»Der skulle ingenting til at få hans blod i kog. Men han var faktisk et udsædvanligt sødt og dejligt menneske. Når han var god, var han så god, at englene kunne synge. Det kunne bare skifte ret hurtigt. Også over for os børn. Og det kunne godt være lidt svært«.

Faren blev mere og mere asocial og tilsyneladende ligeglad med sin familie, som årene gik. Han ragede uklar med naboer, med forlagsredaktører og med andre, han mødte på sin vej. Til sidst valgte moderen at lade sig skille og flyttede til København med de tre hjemmeboende børn. Mogens var den ældste på 19 år og blev taget med på råd.

»Det var det rigtige for os. Jeg elskede far. Men jeg var også vred på ham. Det var meget svært at forstå, hvorfor han bare lod en hel familie sejle«.

Fem år senere døde faren af en blodprop i hjernen. Det var i hvert fald, hvad personalet på sygehuset meddelte familien.

Historien skulle mange år senere vise sig at være en helt anden.

I første række

Det er søndag formiddag, og den blå lægeambulance, der plejer at stå i garagen, er væk. Tilbage står Mogens Zarlings sko og ser forladte ud.

Anette Zarling tager imod i døren.

»Han blev kaldt ud«, siger hun. Anette Zarling går ind i en lang stue. På gulvet tumler en fireårig dreng hen over nogle puder med leopardskind. En ældre dreng sidder og ser tegnefilm i et sofahjørne. På terrassen ligger det tredje barnebarn i en barnevogn.

»Hej«. Charlotte rækker hånden frem. Hun er 36 år, skolelærer og mor til de tre drenge. Charlotte er i virkeligheden fra Anette Zarlings første ægteskab. Men det er der ikke mange, der ved. Siden Charlotte var to år, har Mogens Zarling opfattet sig selv som hendes far.

Efter få minutter træder en smilende Mogens Zarling ind i stuen.

»Nå, har I opført jer ordentligt?« spørger han uden at vente på svar. Han fortæller, at han blev kaldt ud til en ældre mand på et plejehjem. Og svarer ja til, at det gik godt.

»Han døde«, tilføjer han tørt.

Mogens Zarling går op ad en trappe med de små dansk-svenske gårdhunde Tessie og Kvik i hælene. Førstesalen består er ét langt rum med skrå vægge.

I enden åbner rummet sig ud mod Lillebælt. Huset ligger i første række med udsigt til Fyn, Fredericia og Lillebæltsbroen. Man kan også se et stykke åben horisont ud over Kattegat. Nøjagtig 32 dage om året stiger solen op fra Kattegat, fortæller Mogens Zarling, der holder meget af vandet.

»Jeg er vinterbader. Hver aften svømmer jeg i havet«. Han peger ned på en badebro, der strækker sig ud i bæltet.

Vi slår os ned om et spisebord med en grov stofdug. Anette Zarling kommer og sætter en bakke med brødkurv, ostetallerken og kaffe.

Skrækkelig opvågnen

Mogens og Anette mødte hinanden samme år, som Mogens fik sin studentereksamen i København. Anette havde Charlotte på to år. Den lille familie flyttede til Odense, købte hus og snart kom Joachim til verden. Derefter »går årene«, som Mogens Zarling udtrykker det. Han begynder at læse til læge. Men bliver træt af det. Arbejder i stedet som sælger i et medicinalvarefirma.

»Det var sjovt«, smiler han. Men ikke sjo vt nok. Derfor vender han tilbage til universitetet og gør lægestudiet færdig i 1979. Året efter kommer parrets anden søn, Jakob.

»Ja, hvad sker der så i 80'erne«, spørger Mogens Zarling ud i luften og ser næsten ud til at kede sig.

Han fortæller, at han kom ind i sin praksis, som han stadig er i. Om Char-lotte og derefter om Joachim og pludselig stopper opremsningen.

»Han dør den 7. marts 1990 ...«, siger han med blikket rettet ud over Lillebælt.

»... Ved et eneuheld. Han kører med sin kammerat. Det går for hurtigt ned ad en bakke. Han havde lånt bilen. Vi cyklede i den periode på arbejde. Så han tog bilen ind til skolen. Han skulle køre nogle ærinder for sine kammerater. Og så skulle han skynde sig hjem, fordi han skulle nå postkontoret. Og der kører han alt for stærkt. Ryger ind i højre side. Hvor det er fedtet. Overstyrer. Over i venstre. Prøver at komme ud af det. Kan ikke. Så deles bilen af det træ, de hænger fast i. Og de bliver slynget ud af bilen, og hans ven får en miltruptur og en svær hjernerystelse, men slipper med livet. Joachim dør øjeblikkeligt.«

Mogens Zarling får øjenkontakt et kort øjeblik. Så løfter han sig op i kurvestolen.

»Jakob er på det tidspunkt ude på fodboldbanen og venter på at blive hentet. Der er nogle, der må vente sammen med ham i halvanden time, fordi forældrene ikke dukker op«.

Han smiler lumsk.

»Du kender de forældre, der ikke dukker op«, siger han og udstøder en kort, hæs latter. Så kigger han roligt ud over vandet igen.

»Det var jo en skrækkelig opvågnen. Alting gik rigtig godt i tilværelsen. Så det var slemt. Det var det«.

Munden smiler, men øjnene er knebet sammen, så enkelte hår fra øjenbrynene lægger sig på overkanten af de sorte briller.

»Det var en svær tid på alle leder og kanter, fordi man blev meget negativ. Jeg tror alt, der kan komme ud af aggressioner og ubehageligheder, bliver afprøvet. Det er noget med, at man sidder og funderer over, om man bør starte en ny familie og glemme hele lortet. Altså den der flugtmekanisme. Der er mange forskellige ting, man gennemgår i forbindelse med sådan noget«.

Huntingtons chorea

Efter noget der ligner et år, fandt familien sig selv igen.

»Og vi fandt jo ud af, at vi holdt meget af hinanden. Det var naturligt, at det skulle fortsætte. Så besluttede vi at flytte fra Taulov. Nu gad jeg ikke bo der mere. Jeg ville bo ved vandet«.

Mogens Zarling nåede knap nok at rejse sig, før skæbnen atter ramte ham:

»Min bror Thomas begyndte på nogle punkter at minde mig om far«, siger han og kører sin højre håndflade fra panden og rundt langs hovedhvælvingen for til sidst at lade den hvile i nakken nogle sekunder.

»Min bror bestiller telefonvækning. Går ud i brusebadet. Tænder for vandet, lægger sig ind og vågner efter 3-4 timer, hvor tapetet er rullet af væggene på grund af fugt«.

»HA!« udbryder han kort, som om han snappede efter vejret.

»Han var slet ikke sådan. Så begyndte vi at kode os ind på chorea«.

Huntingtons chorea er en neurologisk sygdom, der som regel bevæger sig fra generation til generation i de samme familier. Da det stod klart, at Thomas havde Huntingtons chorea, udløste det en række alvorlige spekulationer i hovedet på Mogens. Havde faren været syg i alle årene? Havde de forladt en syg mand? Og hvad med ham selv? Børn af personer med Huntingtons choreo har 50 procent risiko for at få sygdommen. Og hvad med Jakob?

»Det stod klart for mig, at jeg blev nødt til at teste mig selv. Men jeg var ikke klar«, siger Mogens Zarling og hæver pludselig stemmen.

Han villle gerne testes anonymt. Det kunne ikke lade sig gøre.

»Jeg ville have den viden for mig selv. Jeg skulle ligesom bearbejde det selv. Selv om det forekommer noget umodent. Men sådan havde jeg det«, siger han og fortsætter næsten irriteret:

»Det var jo den næste katastrofe. Tænk dig, hvis du er positiv, så er du nødt til at sige: Hvad kan familien klare uden mig. Det er en reduktionstid. Ikke en udvidelsestid«.

Starten af 90'erne var præget af tunge spekulationer. Men til sidst fik Mogens Zarling lov til at indlevere en anonym blodprøve.

Den var negativ.

»Jeg har ikke chorea«, fastslår han med ansigtet rettet mod panoramavinduerne.

Svar fra fortiden

Frygten har dog knap forladt Mogens, før den næste bekymring ankommer. Fra fortiden.

I midten af 90'erne taler Mogens Zarling med en tysk ven, der er psykiatrisk overlæge på et sygehus i Berlin. De taler om faren, som har været død i cirka 25 år. Svarer farens symptomer til lillebrorens symptomer?

Vennen finder farens journal og sender et sammendrag til Danmark. Samt nogle billeder.

»Han var aldeles ikke død af en blodprop i hjernen. Han var blevet kvalt af en agurk i halsen. Så det var lidt pudsigt«, tilføjer Mogens Zarling næsten muntert.

Faren havde lidt af tiltagende demens og var blevet forslugen. Personalet havde sandsynligvis ikke ønsket at fortælle historien om agurken. Derfor havde de løjet om dødsårsagen. Det stod samtidig klart, at faren havde lidt af Huntingtons chorea. Sandsynligvis gennem mange år.

»Ja, det var chokerende«, konstaterer han så.

Han holder sig fast til kruset med begge hænder.

»Også billederne. Han var jo ældet. Det var sådan nogle ,søde` billeder. Han havde tilsyneladende ingen tænder i munden. Det var rædselsfuldt. Det var slet ikke den person, jeg kendte«.

Han stiller koppen på bordet foran sig. Og ser ikke ud til at have lyst til at fortælle videre.

»Det er flovt ikke. Man tror, at det er en ,villet` ting. Hvad det overhovedet ikke var. Det var noget, der var blevet påtvunget ham af omstændighederne. Det har været meget ...«.

Han afbryder sig selv med en dyb vejrtrækning.

»Det her forekommer overalt i Dan-mark hver eneste dag. De familier, der har den sygdom, kender det her til hudløshed«.

Jakobs død

1990'erne var et langt bombardement af barske oplevelser. Men den 1. januar 1997 sker der noget positivt: Mogens Zarling bliver den femte læge i ambulancelægefunktionen i Vejle Amt. Han skal dække Fredericiaområdet. Lige siden Joachims død havde han undret sig over, at man ikke sender »den højeste ekspertise« direkte ud til ulykkesstedet.

»Det var min tanke, at man kunne være i første front, hvis der skulle ske noget for ens egne. Jakob var lidt fræk. Vi kunne ikke styre ham«, siger han med et af sine lumske smil.

Der lyder en svag banken fra glasdøren. Det fireårige barnebarn står med ansigtet tæt mod ruden og kigger på morfar.

»Ja ja, vi skal nok tage af sted«, råber Mogens Zarling.

»Han venter på, at vi skal i badeland«, siger han, mens han smiler til barnebarnet.

Mogens Zarling fik ombygget sin bil med blå blink, udstyr til primærbehandlingen samt direkte radiokontakt til Falckcentralen og politiet. Bilen holder altid i garagen klar til udrykning.

»Så sover man jo godt. Man ligger i sin seng og ved, at man er den første, der får det at vide«.

Han drejer hovedet og udbryder et »ha«.

»At det ikke var sådan, er så skæbnens ironi. Men sådan er det jo. Tin-gene kommer altid anderledes, end man tror«.

Mogens Zarlings anden søn, Jakob, dør om morgenen den 13. maj 2000. Ti år efter sin bror.

»Han skulle læse til eksamen ...«, begynder Mogens Zarling.

»... Det gjorde han selvfølgelig ikke. Han var ude at få nogle bajere. Og så skulle han ind til byen. Og kom forbi banelegemet. Der står et godstog med tanks. De løber om kap. Han løber bagerst. Så siger han: ,Vi skal op på de her tanks`. Og der klatrer han op. Og slår hovedet op mod køreledningen. Og bang! Bliver smidt ned. Og så går der ild i ... det her«.

Mogens Zarling fortrækker ikke en mine, mens han fortæller. Ser bare ud over vandet.

Der går en halv time, inden Jakob får hjælp. Først kommer politiet, fordi de mener, at der er blevet talt om skud i telefonen. Derefter kommer redningsfolk, der først skal have stoppet al trafik, fordi man ifølge reglerne ikke må arbejde så tæt på en køreledning.

Imens ligger Mogens Zarling tre kilometer derfra og sover. Politi og reddere mener ikke, at han skal tilkaldes, fordi han er faren.

For første gang trækker Mogens Zarlings ansigt sig sammen.

»Jeg blev nægtet at få lov til at hjælpe drengen. Og dét ... har jeg lært at leve med. Men det har jeg sateme aldrig tilgivet nogen«. Han ler hult.

»Det gør jeg aldrig. Det var en helt uacceptabel beslutning, der blev truffet af politiet og redningskorpset«.

I dag prøver han at undgå tankespiralen omkring Jakobs ulykke. Men som ambulancelæge bliver han mindet om ulykken af og til. For ganske nylig blev han kaldt ud til en næsten identisk ulykke: En ung mand slog hovedet mod en køreledning over et godstog. Fyren overlevede. Blandt andet med Mogens Zarlings hjælp. Det var hårdt bagefter, erkender Mogens Zarling. Han rømmer sig og bliver stille.

»Sådan er dét«, lukker han.

De to muligheder

Efter Jakobs død sagde Charlotte: »Nu er der to, der er døde. Nu kan det da ikke ramme os igen«.

»Jamen, Charlotte for fanden,« svarede Mogens Zarling. »Selvfølgelig rammer det os igen. Og det rammer os nok inden for meget kort tid«.

Det fik han ret i. Kort tid efter døde Mogens Zarlings mor. Og et år efter døde hans lillebror, der havde været syg i længere tid.

Mogens Zarling har siddet med sin ene albue løftet op på stolens ryglæn. For ligesom at løfte kroppen. Nu læner han sig ind over bordet.

»Men jeg vil ikke sige, at ulykkerne regner ned over os. Det er ikke dét, jeg vil sige. Jeg vil bare sige, at der er tonsvis af problemer, der ligger omkring os. Og kan jeg løse dem? Nej, jeg kan ikke løse dem. Hvad kan jeg så gøre?«

Han ser gennem brillerne med et mildt udtryk.

»Jamen leve et anstændigt liv«.

»Hvert eneste menneske kommer til at miste. Det er helt uundgåeligt. Det er en del af tilværelsen. Normalt er det forbeholdt nogle rytmer, så man kan håndtere det. Jeg synes, at jeg har fået det i nogle rytmer, som nok var for hurtige. Så er du nødt til at udvikle en ny levemåde«.

»Jeg lever nu i erkendelse af, at den slags ting sker. Jeg kan ikke udtrykke det på en anden måde. Der er ikke noget hemmeligt. Ikke noget storslået. Kun det ...«.

Han puster ud. Man kan undre sig over, at der er mere luft i lungerne, men det er der.

»Jeg kan ikke klare de her problemer. Jeg bliver nødt til bare at leve ved siden af dem. Ligesom der findes krig, og der findes sygdomme, som man jo heller ikke altid kan helbrede. Vi lever parallelt til nogle ting. Og«, siger han og stopper brat op.

»At det i og for sig ikke er så skrækkeligt«.

»Morfar!« lyder det pludselig lige ved siden af. Det fireårige barnebarn kommer gående hen mod bordet.

»Yes«, smiler morfar.

»Hvornår kører vi?«

»Ved du hvad? Det gør vi cirka om en time«, siger han meget hurtigt.

»Okay«, siger drengen langsomt og mærker afvisningen.

»Ik'?« siger morfar nu mere blidt.

»Ja«, siger drengen og vender sig langsomt.

»Er det okay?« spørger morfar.

»Ja«, siger drengen lavt.

»Så kan du finde dine badebukser, ik'?«

Mogens Zarling vender hovedet:

»I det daglige prøver jeg at opleve med fuld glæde. Over for mine. Og over for andre. Det lever jeg godt med. Og jeg har ikke angst for, at de lige pludselig kommer til at forsvinde, for jeg ved, at de kommer til at forsvinde. På et eller andet tidspunkt. Eller også forsvinder jeg. Der er kun de to muligheder«.

Han smiler og flytter ostetallerkenen op på bakken. Nu skal han i badeland.