MAVESYRE - Da Peter Bytzer var nybagt læge, skyldtes mavesår ifølge lærebøgerne stress og mavesyre. Gastroenterologerne rystede på hovedet af de fusentaster, der kom og påstod, at de havde opdaget en anden årsag …
Ugeskriftet beskriver i en artikelserie en række markante, nyere behandlingsgennembrud: Denne gang handler det om MAVESÅR.
Indtil 1980’erne var mavesår en alvorlig sygdom med potentielt livstruende, pludselige blødninger og perforation fra mavesæk til bughule. Behandlingen var – ud over diæt og lang sengehvile – medicinsk. Lidelsen var kronisk med gentagne tilbagefald og langvarig medicinsk behandling, og i sidste ende måtte man ofte gribe til kirurgisk behandling – enten ved at fjerne en del af mavesækken eller ved at overskære den syrestimulerende vagusnerve.
I 1981, da professor i gastroenterologi og overlæge på Sjællands Universitetshospital, Køge Peter Bytzer, blev læge, var livstidsrisikoen for at få mavesår ifølge lærebøgerne 10 pct., og mavesår var årsag til hver fjerde sygemelding blandt yngre industriarbejdere.
Det, som dengang stod om mavesår i Medicinsk Kompendiums 1975-udgave, lyder som noget fra 1875. Sygdommen var »stressrelateret« i kombination med forhøjet mavesyreproduktion, siger Peter Bytzer og citerer:
• »Mavesårspatienter er samvittighedsfulde, pligtopfyldende mennesker med forhastede eller udskudte måltider«.
• »Man skal forklare patienten den psykologiske baggrund for mavesåret og indrette patientens levevis herefter«.
• »Ofte vil det være nødvendigt at overtale patienten til at skifte livsstilling. Her rammes især den udearbejdende kvinde, som i sit hjem har mand og børn, der appellerer til hendes ubevidste ønske om at varetage hjemmets trivsel«.
»Det var opfattelsen af mavesår, da jeg læste på universitetet. Da jeg begyndte i faget, var der ingen tvivl om, at mavesyren var problemet, og derfor var al behandling indrettet på at dæmpe produktionen af mavesyre – enten operativt eller medicinsk«, siger Peter Bytzer.
»Nogle australske læger mente, at mavesår skyldtes en bakterie. Men vi mente som alle andre, at de nærmest var bindegale« Professor, overlæge på Sjællands Universitetshospital i Køge, Peter Bytzer
I Peter Bytzers kandidatår – 1981 – var det første medicinske gennembrud netop sket, da det syrehæmmende Tagamet (cimetidin) kom på markedet. Opfinderen, James Black, fik i 1988 en Nobelpris. Senere, omkring 1989-1990, kom protonpumpehæmmeren Losec (omeprazol) i brug. Det havde den samme effekt – bare langt kraftigere.
»Vi var begyndt at høre rygter om, at nogle australske læger mente, at mavesår skyldtes en bakterie. Men vi mente som alle andre, at de nærmest var bindegale. Det var først i begyndelsen af 1990’erne, at vi ændrede holdning«, siger Peter Bytzer.
Opdagelsen af en bakterie som sygdomsårsag skete i nogen grad tilfældigt – og trods udbredt kollegial skepsis. En ung australsk læge, Barry Marshall, forskede som led i sin uddannelse i bakterieteorien, som de fleste rystede på hovedet af: Enhver vidste da, at der ikke kunne leve bakterier i det sure miljø! Det lykkedes da heller ikke for Barry Marshall og hans vejleder Robin Warren at dyrke på prøver fra forsøgspersoners maveslimhinde – indtil nogle prøver blev glemt i et varmeskab i en påskeferie.
Det viste sig, at den nyopdagede bakterie – Helicobacter pylori – som findes i mavesækken hos halvdelen af alle mennesker, altid var til stede hos patienter med mavesår. Men selv om så mange er inficerede, er det kun 10-15 pct. af de inficerede, der får mavesår. Resten er historie – og opdagelsen udløste endnu en Nobelpris.
Gennembruddet skete dog langsomt.
»Cimetidin og omeprazol kunne godt få mavesåret til at hele. Men når man holdt op med at hæmme mavesyreproduktionen, kom det uvægerligt igen inden for et år, for bakterierne kan kun leve i en slimhinde, hvor der er mavesyre«.
»Da vi hørte om den nye opdagelse, var vi meget skeptiske. Og vi var ikke de eneste«, siger Peter Bytzer.
»I hjemlandet Australien havde det gastroenterologiske selskab afvist de to forskeres abstrakt til årsmødet. Det var de mildest talt rasende over og skrev derfor to artikler, som de sendte til The Lancet, der trykte dem to måneder senere. Og det er de to mest citerede artikler i gastroenterologien overhovedet«.
Det var i 1983 – omtrent samtidig med, at Peter Bytzer startede i gastroenterologien og begyndte at interessere sig for mavesår. Den nye behandling – et par uger med antibiotika i kombination med bismut og syrehæmmer – blev dog først introduceret omkring 1990.
»Det viste sig, at man ved at behandle mavesårspatienter med antibiotika kunne slå Helicobacter-bakterien ned. Mavesåret forsvandt – og kom ikke igen«, siger Peter Bytzer og tilføjer:
»Jeg har oplevet det som en revolution«.
»I langt de fleste tilfælde lykkes det at fjerne infektionen – og den kommer ikke igen. Det har vendt op og ned på hele det felt, jeg interesserer mig for. Nu fjerner vi bakterien, når vi møder den, og derfor er der langt færre mavesårspatienter i dag, end der var for 20-30 år siden«.
Den kirurgiske behandling er i dag last resort i sjældne tilfælde, f.eks. ved vedvarende blødning. Også den kirurgiske behandling er langt mindre omfattende, da man i dag kan standse blødningen ved et mindre, gastroskopisk indgreb.
Mavesår forekommer stadig, men nu har sygdommen i de fleste tilfælde andre årsager: Først og fremmest lægemidler, nemlig NSAID og acetylsalicylsyre, der har masseudbredelse i form af forebyggende, daglig »hjertemagnyl«.
»Ser man på 100 mavesårspatienter, vil de fleste have fået deres mavesår pga. medicin, mens Helicobacter er rykket ned på andenpladsen som sygdomsårsag«, siger Peter Bytzer.
I dag kan op mod 95 pct. af de bakteriefremkaldte mavesår helbredes. Og ikke nok med det:
»Helicobacter er også årsag til kræft i mavesækken«, siger Peter Bytzer.
»For et par generationer siden havde vi omkring 2.500 mavekræfttilfælde om året. Nu er vi nede på omkring 500 om året – primært, fordi Helicobacter næsten er forsvundet fra vores befolkning«.
