»Jeg har taget mig selv i at tænke, at så måtte de næsten hellere få kræft«

»Psykiatrien er måske det tydeligste eksempel på, hvor social ulighed slår tydeligt igennem. Og på hvad der er sket, når man mangler fokus. Og det siger jeg med ret stor alvor. For selv om der nu er indgået en 10-årsplan, og selv om der er tilført midler, så står vi stadig med konsekvenserne af mange års svigt« sagde formand for Lægeforeningen Camilla Rathcke i sin politiske tale på dette års Lægemødet, der også kom omkring speciallægemangel, optaget på medicinstudiet og forebyggelse.

Hun holdt et personligt indlæg om sine egne erfaringer som pårørende i psykiatrien. Og delte også sin egen største frygt i forhold til sine egne børn, da de var mindre; at de skulle udvikle en spiseforstyrrelse:

»For vejen til hjælp er så ekstremt vanskelig – og jeg har taget mig selv i at tænke, at så måtte de næsten hellere få kræft. Ikke fordi kræft er mindre alvorligt – men får man kræft, skal man nok få hjælp«, sagde Camilla Rathcke.

Formand for Danske Regioner og for Region Nordjylland Mads Duedahl (V) replicerede:

»Din største frygt var spiseforstyrrelser, min største frygt for mine børn er skolevægring, sagde han«, og det var netop det tema, han havde valgt i sin politiske tale på Lægemødet.

Mads Duedahl sagde, at alt for mange børn og unge i alvorlig mistrivsel venter på hjælp.

Hvor Mads Duedahl meget gerne ville have etableret flere lettilgængelige tilbud til børn og unge, var Camilla Rathcke optaget af, at der ikke bliver etableret endnu flere indgange og at få defineret, hvad der hører til i psykiatrien, og hvad der ikke gør.

»Der er et afgrundsdybt mismatch i mellem, hvad man kan i børne- og ungdomspsykiatrien, og så det behov der er. Man skal selvfølgelig finde ud af, hvordan man så kan styrke børne- og ungdomspsykiatrien parallelt med, at vi har sat en masse ting i gang, men måske skal der i virkeligheden endnu flere faggrupper til,” sagde Camilla Rathcke og tilføjede:

»Men jeg synes også, det er en diskussion, hvor meget sundhedsvæsenet skal løse skolevægring«.

Mads Duedahl sagde:

»Det er rigtigt, som Camilla siger, at det er en vigtig diskussion om, hvor meget af det her, der skal ind i et sundhedsvæsen, hvor meget af det her er sygdomsbetinget, og hvor meget skal håndteres i det nære og ude i kommunerne«.

Han tilføjede:

»Der er mange, man henviser til psykiatrien, fordi det er gået så galt i livet, at man tænker, der må da være noget psykiatrisk på spil. Vi har ikke andre værktøjer i værktøjskassen. Det kan være skolevægring og meget andet. Når de så har stået på venteliste og endelig møder sundhedspersonale så siger de: ,Det er ikke her, du hører hjemme’. Hvad gør de så, så ryger de tilbage til egen læge, og hvordan skal egen læge håndtere det her? Der mangler simpelthen noget til de her børn og unge. Vi har behov for at få nogle ekstra tilbud«, fastslog Mads Duedahl.

Børnehavevægring

En oplagt faggruppe til at hjælpe børn og familier er psykologerne, og forperson for Dansk Psykolog Forening Dea Seidenfaden var også med i debatten. Hun fortalte om, at der nu også forekommer børnehavevægring og om relativt nye lettilgængelige kommunale tilbud til børn og unge i mistrivsel.

»De har været i gang i fem kvartaler. De har haft 14.000 børn og unge igennem. Det er virkelig et tilbud, der er i gang med at komme i drift, og hvor jeg tror, vi ikke har set potentialet endnu. Jeg har kæmpe tiltro til det lettilgængelige tilbud, jeg tror det kommer til at være en forandring som ingen af os kunne have forudset«. 

Og så kom hun også med en privat oplevelse:

»Jeg bliver meget overrasket over, hvad man kan blive indlagt med i somatikken. Nogle gange så tænker jeg ”indlægger de folk for det i somatikken”, når jeg ved hvor meget skal til for at få en plads på en psykiatrisk afdeling. Det er virkelig to forskellige væsener stadigvæk« sagde Dea Seidenfaden.

Camilla Rathcke sagde: ”Jeg anerkender, at der er børn og unge, der har brug for noget hjælp, jeg vil bare gerne have lov til at sige ,No more doors’, og lad os lige blive enige om, at hvis det lugter af noget psykisk lidelse, så må det være børne- og ungdomspsykiatrien med alle de faggrupper, der tager sig af det, og hvis det ikke er, så må det ligge et andet sted«.

Formanden påpegede også, at der bliver brug for en psykiatriplan 2,3,4 og 5, lige som man har set på kræftområdet.

Hvem skal ses først, hvad haster mest?

Ved indgangen til konferencesalen, hvor Lægemødet blev afholdt, passerede repræsentanterne 12 gennemsigtige søjler med kulørte bolde i. Antallet af bolde i søjlerne indikerede, hvilke indsatsområder repræsentanterne anså som de vigtigste.

Hver repræsentant kunne lægge fire bolde i søjlerne, og lørdag havde fire temaer lagt sig i spidsen. En af frontløberne i slutspurten var »Klare rammer for faglig prioritering i sundhedsvæsenet«.

Og netop prioritering valgte Camilla Rathcke også at fokusere på i sin politiske tale.

»Vi læger prioriterer hver eneste dag. I klinikken. På afdelingerne. I vagten. Hvem skal ses først? Hvad haster mest? Hvilken indsats skal til? – hvor gør den størst forskel? Det betyder også, at vi står i dilemmaer. Hver eneste dag. For når ressourcerne ikke rækker til det hele, så tvinges vi til at prioritere. Derfor er det så tydeligt for os, hvad der sker, når der ikke bliver prioriteret «, sagde hun.

For at illustrere sin pointe, tog hun udgangspunkt i et yderst konkret eksempel fra gynækologi og obstetrik. Et lægefagligt speciale, hvor der aktuelt mangler op mod 160 speciallæger. Det vel at mærke uden at skele til de løfter, politikerne har udstedt i de senere år, heriblandt styrket fokus på kvindesygdomme og hjælp til fertilitetsbehandling til barn nr. 2.

»Kære politikere. Hvad skal vi prioritere?« spurgte hun, henvendt til panelet.

»Skal vi prioritere den der fertilitetsbehandling? Kvindesygdomme? Fødslerne? Menopausen? Det er de samme speciallæger, der skal hjælpe kvinder, der ønsker fertilitetsbehandling. Den samme speciallæge, der skal udrede en kvindesygdom. Den samme speciallæge, der står ved fødslen. Og den samme speciallæge, der skal hjælpe, når kroppen ændrer sig i menopausen. Det er ikke nye hænder. Det er de samme hænder. Og det er dér, patienterne kan ende med at blive skuffede. For løfterne er der. Men kapaciteten er der ikke. Hvad skal vi gøre mindre for at nå det hele? «

Skarpere prioritering i livets afslutning

Med sundhedsreformen blev danskerne stillet et nyt, nationalt prioriteringsråd i udsigt, som skulle sikre mere sundhed for pengene, herunder f.eks. reduktion af overbehandling og øget patientinddragelse i behandlingsvalg.

Men prioriteringsrådet udgik i februar af lovprogrammet for 2025-2026. Daværende indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) oplyste, at regeringen havde besluttet at udskyde lovforslaget om oprettelsen af prioriteringsrådet til efteråret. Siden kom folketingsvalget og den uafklarede parlamentariske situation med dannelsen af en ny regering, og på stående fod vides det ikke, hvordan en ny regering vil stille sig til prioriteringsrådet.

Et prioriteringsråd er bydende nødvendigt, lød det fra flere af debattørerne i den efterfølgende politiske debat.

Måske kunne et prioriteringsråd sende et signal om, at sundhedsvæsenet ikke kan og skal gøre alt. Vi er nødt til at have den debat i samfundet, sagde Camilla Rathcke.

Mads Duedahl sagde, at det helst ikke skal være »os politikere«, der skal prioritere på de enkelte afdelinger. Men »jeg er meget enig med Camilla i, at vi mangler prioriteringsmål til at tage den store analyse af, hvad det er, vi skal levere og lave forventningsafstemninger. Det kunne vi godt bruge«.

Debattørerne fokuserede bl.a. på de dynamiske effekter, der kan opstå for hele samfundet ved bedre forebyggelse og behandling i sundhedsvæsenet.

»Det nytter jo ikke noget, at vi kun ser på sundhed som en udgift. Det er jo også en investering i et velfungerende samfund«, som Jesper Fisker, direktør i Kræftens Bekæmpelse, sagde.

Det store tema i debatten var de gevinster, der kan være ved en bedre prioritering i livets afslutning – både for den enkelte og for samfundet.

Fra den nyudnævnte konservative sundhedsordfører, Charlotte Green, lød det bl.a.:

»Vi bruger for mange penge i livets afslutning. Der er nogle snakke, man ikke har fået taget i tilstrækkelig grad. Folk vil hellere dø derhjemme, så det vil være et godt sted at lægge for. Er det en drøftelse vi skal tage på samfundsniveau for at få det til at ske i højere grad?«

Camilla Rathcke supplerede med erfaringer fra sit eget kliniske arbejde på Herlev Hospital, hvor hun kan få 89-årige henvist i kræftpakkeforløb.

»Der bliver henvist 89-årige med mulige symptomer, der kunne være kræft. Jeg kan godt udrede dem, og jeg kan finde diagnosen, men vi er simpelthen nødt til at tage en samtale om, hvornår skal vi lade være med det her? Vi behøver altså ikke skynde os så meget, som vi skal i kraftpakken. Måske kan vi betrygge patienten i en god plan for behandling, hvor vi får lagt en plan for en god sidste tid«

Jesper Fisker bakkede op og understregede:

»De fleste patienter er faktisk relativt fornuftige og vil gerne træffe grundlæggende fornuftige valg. De vil gerne tale med deres egen læge om, hvad de ønsker«.

Mads Duedahl fik latteren frem i salen ved at supplere med egne erfaringer om at tage den vigtige samtale:

»Som borger vil jeg spørge, hvornår er det, vi skal tage snakken? Altså, min far er 76 år, og jeg har prøvet at åbne den. Det gik ikke godt. Han synes jo ikke, han var gammel. Det gør jeg aldrig igen«.