Yngre Læger satte på en nylig konference fokus på, hvad
et godt arbejdsmiljø er. Nøgleordene var kommunikation
og ledelse. Konferencen var en udløber af en spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmerne.
Hvad gør læger glade for at gå på arbejde? Det diskuterede deltagerne på Yngre Lægers konference om arbejdsmiljø den 5. december på Bispebjerg Hospital. Men først kom sociologen Rasmus Willig med et oplæg, som havde den afvæbnende titel: Afvæbnet kritik. Hans hovedsynspunkt var, at arbejdsmarkedet er gået fra en situation med medbestemmelse over medhør til medgørlig. Som eksempel nævnte han en politibetjent på en lille station, som før i tiden havde stor medbestemmelse, senere fik han lov til at høre med, og i dag skal han bare makke ret.
Rasmus Willig mente, at det i høj grad også gjaldt for lægerne på arbejdsmarkedet. Der er opstået en tavshedskultur, hvor man som medarbejder ikke vil kæfte op, fordi man derved udstiller sig selv som konkurrencesvag. »Det sker bl.a. ved hjælp af den seneste vejledning for offentligt ansattes ytringsfrihed, ved den nye offentlighedslov og ved kontraktlig styring af forskning«, og han tilføjede: »Konsekvensen er, at de offentligt ansatte derfor ikke tør ytre sig, og det psykiske arbejdsmiljø går den gale vej«, og han nævnte sagen om Rigshospitalets chef for fødeafdelingen Morten Hedegaard, som havde valgt at stoppe som følge af de hårde arbejdsvilkår.
Willig lagde et ekstra lag på, da han opsummerede: »Det psykiske arbejdsmiljø kommer under et voldsomt pres, fordi man som ansat udøver selvcensur og oplever en signifikant negativ stressbelastning«.
Det var svært for deltagerne at bevare optimismen efter den bredside, og det blev nærmest tragikomisk, da Willig nævnte, hvordan arbejdsgiverne mødte kritik.
Willig havde gennemført en stor undersøgelse af netop det emner blandt læger,
sygeplejersker, politibetjente og andre
med »velfærdsprofessioner«, som han kaldte det.
»Vi må se at få det bedste ud af det«, »Du er da vist udbrændt«, »Du behøver jo ikke at kunne lide dit arbejde«, »Kan du ikke være mere konstruktiv«, »Behøver du at være sådan en betonsocialist«, og »Jeg hører, hvad du siger, men det bliver ikke anderlededes« var nogle af de svar kritiske medarbejdere blev mødt af.
Alle kan derfor spejle sig i Morten Hedegaards kritik, sagde Willig, men nu ville forsamlingen vide, hvad man så kunne gøre for at bevare arbejdsglæden.
Formand for Yngre Læger, Camilla Rathcke, sagde: »Jeg kan godt følge tankegangen, for det er sådan, vi oplever det. Men vi kan jo heller ikke alle sammen bare sige op. Det, som gør en forskel, er, at Morten Hedegaard jo kommer fra en ledelsespost«.
Overlæge Helga Angela Gulisano, som er formand for arbejdsmiljøudvalget i Overlægeforeningen supplerede:
»Jeg tror, at det er rigtigt, at vi ikke bare melder os ud. Vi har et spillerum, og der er muligheder for at gøre det på en anden måde.
Mange gav udtryk for, at hvis den manglende trivsel og arbejdsglæde bliver gjort til et individuelt problem, så kommer man ingen vegne«.
Yngre læge Mette Ewers Haahr har selv været med til at protestere over forholdene i psykiatrien i Region H.
»Vi har fået gode resultater af at protestere i fællesskab mod arbejdsforholdene. Vi har holdt møder med politikerne, og vi gør det kollektivt, så problemerne ikke bliver individualiseret«.
Forhandlingsdirektør Signe Friberg Nielsen fra Danske Regioner tog som arbejdsgiver til genmæle. Hun sagde henvendt til de yngre læger:
»Vær konstruktivt kritiske! For det betyder noget for ledelsen, hvordan man siger tingene, hvordan man gør opmærksom på, at noget ikke er godt nok. Husk I kan bruge jeres ytringsfrihed! Pas på, at I ikke blive ofre – og siger til jer selv: Jeg tør ikke sige noget, for så bliver jeg ikke forfremmet. Det er noget klynk«.
Den udtalelse provokerede forsamlingen, og mange talte om deres frygt for repressalier. À
