»Jeg mangler noget, hvis jeg skal være den gode læge, som jeg gerne vil være«

Hun kan fortælle os alt om citronsyrecyklus, om hvad trykket skal være i hjertet, og om hvad der sker i kroppen, når vi trækker vejret. Hun har skrevet ph.d.-afhandling om forstoppelse hos børn og har arbejdet med levertransplantationer på børn i England. Vi kan bare spørge løs.

Men når det kommer til livets store og svære spørgsmål, når det handler om sorg, håbløshed, død og meningen med det hele, løber den 43-årige læge Line Modin hurtigt tør for ord. Det er, som om hun mangler et sprog.

Hun roder i det korte strithår og siger så:

»Vi læger kan let falde for trangen til at fikse patienten. Der kommer en patient ind, der har en defekt, og så fikser vi det, der er gået i stykker. Med en pille eller ved at skære i patienten. Det er groft sagt sådan, jeg har praktiseret min lægegerning i en del år efterhånden. Men i de senere år har jeg i tiltagende grad oplevet, at det ikke rækker, og at det bliver halvhjertet. Jeg har behov for noget andet for at kunne rumme hele patienten – et nyt perspektiv, noget mere …«.

Line Modin afbryder sig selv og strækker sig i sin solskinsstribe i stolen. Hun giver strithåret endnu en tur.

»Åh, det er svært at tale om«, kommer det så.

Den sætning får hun sagt flere gange under interviewet.

HU-læge i pædiatri på Kolding Sygehus, Line Modin, sidder sammen med frimenighedspræst Mette Geil omkring spisebordet i den knap 100 år gamle præstegård, der er genbo til frimenighedskirken i sønderjyske Rødding. På bordet er der hvidt og blåt engelsk fajancestel af den slags, der klinger afdæmpet og sprødt, der er kaffe, te og fastelavnshorn med brun glasur og gul kagecreme, og der er ikke mindst en samtale om, hvorfor de to – lægen og præsten – har meldt sig til et nyt pilotprojekt. Et projekt, hvor læger og præster skal danne makkerpar og sparre med hinanden.

Line Modin fra Odense og Mette Geil fra Rødding er blevet matchet med hinanden i projektet, som Lægeforeningen og Præsteforeningen står bag. Formålet er, at Line Modin og Mette Geil og de 19 øvrige makkerpar om et år har lært hinanden godt at kende, og at de gennem fortrolige samtaler har delt svære overvejelser, erfaringer og glæder og været en inspiration for hinanden.

De to kvinder har ikke mødt hinanden før interviewet i præstegården denne dag.

At søge »noget mere«

Line Modin var først i tvivl, om projektet overhovedet var noget for hende. Om det var for »farligt«, fordi lægefaglighed rimer så forfærdelig dårligt på alt det uden svar og facit og på alt det uforklarlige, der er svært at sætte ord på.

»Vi læger er hardcore naturvidenskabeligt opdraget. På universitetet og i min lægekarriere har jeg været fokuseret på at få styr på alt det rationelle i forhold til medicin og behandling. Alt det, man kan forstå. Alle de spørgsmål, hvor der er et svar. Du kan svare rigtigt eller forkert. Enten redder du patienten, eller også dør patienten«, fortæller hun.

»Men jo ældre, jeg bliver, desto mere klart står det for mig, at jeg mangler noget, hvis jeg skal være den gode læge, som jeg gerne vil være. Jeg har brug for at kunne håndtere mit arbejde på et andet niveau end det, jeg noterer i journalen. Vi læger er så dygtige, vi kan huske alt muligt udenad, men det er ikke altid nok, når man sidder med nogle familier, som er hårdt ramt, og hvor man ikke lige kan fikse barnet med en pille«.

Hvad er det i dit arbejdsliv, hvor du mener, at du kan have brug for inspiration og sparring fra en præst?

»Jeg synes, jeg har brug for en refleksionspartner, der har et andet fagligt ståsted end sine frontallapper, når vi møder de store og svære omvæltninger i livet med kronisk sygdom, tab, sorg og død. Det er, når jeg står i de situationer, at jeg ikke altid ved, hvad jeg skal gøre eller sige for at hjælpe patienterne godt videre«.

Line Modin beskriver sin arbejdsdag i pædiatrien som en dag, der kan gå fra vugge til grav på kort tid. Det ene øjeblik går hun ind og siger tillykke til lykkelige forældre til et nyfødt barn, det næste øjeblik kommer en seksårig ind med meningitis. Et barn, som dør, inden lægerne får talt til tre.

»Vi skal være professionelle, og vi skal helst ikke vise patienter og pårørende vores rådvildhed og magtesløshed. Vi bærer billedligt talt en maske eller et skjold. Vi tager vores kittel på, I har jeres præstekjole. Jeg tænker, at der må være nogle krydsfelter til præster her«, siger Line Modin og kigger over på Mette Geil på den anden side af bordet.

»Vi lærer at håndtere situationerne, men det betyder jo ikke, at vi ikke bliver ramt af de sygdomshistorier og svære livssituationer, som vi støder ind i. Det kan være overvældende, og selvom jeg kan dele det med mine kolleger, ser de jo med de samme briller, som jeg selv gør. Jeg kunne tænke mig, at du, Mette« – Line Modin kigger igen over bordet på sin nye makker – »ser det med nogle andre briller. Og det kunne jeg godt tænke mig at lære mere om«.

Sygdomshistorier hos præsten

I 15 år har 56-årige Mette Geil delt livets største glæder og sorger med de godt 1.000 medlemmer af den grundtvigianske frimenighed i Rødding. For Mette Geil var der ikke nogen tvivl om, at Lægeforeningens og Præsteforeningens makkerskabsprojekt ville være noget for hende.

Hun har været vidt omkring i sit arbejdsliv; hun har været næstformand i Folkekirkens Nødhjælp, og hun har været forstander på Krogerup Højskole og på Diakonhøjskolen i Aarhus for blot at nævne nogle eksempler. Sideløbende har Mette Geil passet sin efteruddannelse på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i Løgumkloster med andre præster, men hun har også flere gange nydt at deltage i tværfaglig efteruddannelse med andre faggrupper.

Hun siger:

»Jeg deltager både for min egen skyld og for at komme med mine bidrag til en metasamtale mellem to forskellige fagområder. Jeg forestiller mig, at vi for eksempel kan tale om samtalemetode – om hvilke greb, vi bruger i svære samtaler – men også om samtalens indhold. Om hvad man siger til mennesker i eksistentiel krise eller udfordringer. Og jeg glæder mig til at møde alt det, Line har i sit bagkatalog, både som læge og som menneske«.

Mette Geil ser flere snitflader mellem læger og præster.

»Som præst hører man rigtig mange sygdomshistorier. Det er ikke, fordi vi kan gøre noget eller handle, men vi skal lægge ører til det. Og jeg kan godt mærke, at alle de fortællinger om sygdom har kapitaliseret sig som et bagtæppe af viden og erfaring i mit liv«, siger Mette Geil.

»Det står folk op til halsen at få lov til at fortælle deres egne eller deres pårørendes sygdomshistorier. Igen og Igen. Det skal bare ud, før noget nyt kan komme til. De fortæller, hvilke læger de mødte, og hvad lægerne sagde og gjorde. For mig er der en opgave i at hjælpe dem med at få det lagt godt til rette i deres liv. At få det jævnet ud og få fred med det, så der kan blive plads til noget andet. Så de kan komme videre«.

En hård lære

Præster arbejder ofte alene – uden kolleger. Det kan være ensomt, men der er en stor frihed i arbejdet, som Mette Geil trives med. Hun nyder, at hun for eksempel en tilfældig onsdag kan sidde og spise frokost med sin bror på Rømø, hvis hun har et hul i kalenderen den dag.

Men der er selvfølgelig også en bagside ved friheden. For hvornår har hun rigtig fri?

»Der er weekender, hvor jeg egentlig havde andre planer, men så kommer der en begravelse, og det er meget vigtigt, at den bliver holdt lige dén lørdag. Så får jeg ikke altid sagt til folk, at jeg ikke kan. At jeg egentlig havde andre planer privat. Og så ender det med, at jeg må melde afbud til det, jeg havde planlagt, fordi jeg skal have en begravelse«, siger hun.

Slider det på dig?

»Ja, det gør det nok, men jeg er opmærksom på det. Det er bare ikke altid så let at sige nej. For det er da også mit eget billede af det at være præst – at man er der, når folk har brug for en. Og værre er det ikke. Det er sådan, det er. Men nogle gange er jeg nået til det punkt, hvor jeg har sagt til mine børn, at det er nu, det er sådan. Og engang når jeg ikke er præst mere, er det en anden end mig, der skal tage telefonen«.

Sjælesorgssamtaler med sognebørn, der er i livskrise, er en naturlig del af Mette Geils virke som præst. Det kan være tungt, men hun fortæller, at det ikke er noget, hun har slæbt med hjem til familien. Hun har ikke haft trang til at »spille hele pladen igen«, når hun kom hjem.

Når det er sagt, har der været et par nedslag i Mette Geils arbejdsliv, hvor arbejdsmængden blev for stor. Og hvor de tunge menneskeskæbner fyldte, og det hele var ved at blive for meget for hende.

»Kisterne stod for tæt, og der var nogle meget vanskelige historier, som jeg skulle forholde mig til. Det lå for tæt på hinanden …«

Mette Geil holder en lille pause og siger så:

»Man ved godt, hvad et selvmord er. Men indtil en vis dag vidste jeg ikke, hvad to selvmord i en familie er. Det skulle jeg lære. Og det var en hård lære«.

At finde modet

For Line Modin har det ikke været så ligetil at stille sig frem i Ugeskrift for Læger og fortælle andre læger om de tanker, hun går med. Det er sårbart, og det går ubehageligt tæt på.

»Det er noget, jeg skal finde mod til. Men hvis jeg ikke gør det, føler jeg, at jeg er med til at holde gang i et tabu. Og det vil jeg ikke, for jeg vil godt være med til at vise, at man som læge godt kan være åben for denne dimension uden at miste sin faglighed og lægeidentitet«, siger hun og uddyber:

»Jeg har selv oplevet, at jeg får større og større behov for at kunne se nuancerne. At jeg får behov for, at andre kaster lys på det, jeg selv har svært ved at se i den firkantede kasse, jeg bevæger mig rundt i til daglig. Fornemmelsen af at få øjnene op for noget nyt har jeg til gengæld fået andre steder end på mit arbejde – for eksempel når jeg går i kirke«.

Det har været svært at finde modet til at fortælle netop dette. At hun selv går i kirke.

Det er nok mest noget, hun forestiller sig inde i sit hoved, siger Line Modin, for der er aldrig nogen af hendes kolleger, der har sagt, at de synes, at det er underligt at gå i kirke. Det er bare ikke noget, de har snakket om.

Måske fordi læger har travlt, og fordi deres fokus er et andet sted? Et sted, hvor det ikke handler om alt det uforklarlige og om alt det, hvor der ikke findes rigtige og forkerte svar.

»Læger har ikke supermeget rum til tvivl, og det er heller ikke det, vi bliver belønnet for, når vi sidder der i vores hvide kitler og fremlægger patienter til morgenkonferencen. Som læger vil vi rigtig gerne vise andre læger, at vi har overblik og kontrol. Vi rækker hånden op, hvis vi kender svaret, men vi rækker ikke hånden op for at sige, at vi er i tvivl. Og jeg synes måske heller ikke, at vi er supergode til at gribe hinanden i de situationer, hvor vi ikke kender det rigtige svar. Det vil jeg gerne blive bedre til«.

Læs mere:

Lægen og præsten – kan de lære af hinanden?